Fuck reglerne – brug din mavefornemmelse istedet

Hvis der er noget, som jeg har lært i mit selvudviklingsforløb, så er det, hvor mange (tåbelige) regler,  jeg har opstillet for mig selv i tidens løb. Regler, som jeg har fået banket ind i knolden fra samfundet, min familie, mine veninder og venner, etc.
– Det her er ikke et blame game, for vi gør det jo alle sammen. Vi har alle sammen overbevisninger, som vi prøver at slå i gennem med, og nogle overbevisninger er så stærke, at vi til tider glemmer at sætte spørgsmålstegn ved dem.

Dette har jeg dog gjort i gennem de sidste to måneder – sat spørgsmålstegn- specielt hvad angår dating. For er I vimmer, hvor havde jeg mange antagelser om, hvordan man burde være. Problemet er bare, at når man er og handler efter, hvad man tror, at man burde, kontra hvem man i virkeligheden er, så får man en lidt flad fornemmelse i kroppen, fordi man ikke er autentisk og tro imod sig selv. Derudover oplevede jeg også, at jeg var endnu mere bange for at blive forladt, når jeg ikke tog ansvar for mine følelser. At blive forladt er en ret stor frygt, der er plantet i mig. Dens klør har fået mig til at handle helt ad helveds til de sidste par år, og derfor prøver jeg nu at slå op med den følelse. Jeg vil så meget hellere handle efter mit hjerte, end at handle på min frygt.

Når jeg handler på min frygt, så går der dating-regler i den. Det vil sige, at jeg ikke svarer fyren, trods jeg egentlig har lyst, hvis der er “gået for længe” imellem hans svar til mig. Jeg skriver nogle gange heller ikke, selvom jeg egentlig har lyst. Hvis en fyr ikke svarer, så plejede jeg at blive virkelig fornærmet. Jeg tog det faktisk så meget ind, at jeg tænkte, at han sikkert ikke kunne lide mig mere.

Men det ved jeg jo godt, inderst inde, bare er min frygt, der taler. Som den mest distræte person i verden, hvad angår beskeder, ved jeg jo godt selv, at beskeder kan glippe. Jeg glemmer faktisk ofte at svare på beskeder fra mine venner og veninder – og det er jo forhelvede ikke fordi, at jeg ikke elsker dem, men jeg er bare distræt. Får jeg til gengæld ikke et svar på en besked, så tager jeg det sindssygt personligt, og det er jo et underligt paradoks, fordi jeg netop godt ved, at der sjældent er noget personligt forbundet med, hvis jeg selv glemmer at svare folk. Sådan er mennesker bare så forskellige.

Derfor tror jeg heller ikke på datingregler længere, selvom jeg selv kørte efter dem førhen. Jeg tror på, at det hele handler om min mavefornemmelse – simpelthen.
Intet skal forceres. Det er jo for pokker ham, der skal blive din allerbedste ven, som jeg skal finde og skabe et liv med, ergo starter det sgu ikke særlig smukt, hvis relationen så er bygget på utryghed, REGLER, manglende nærvær, osv.

Man skal være reel. Er man reel over for sig selv, og handler efter, hvad mavefornemmelsen siger, kontra frygten, så bliver det hele meget bedre – og det er jeg så småt begynde at opleve. Jo mere, at jeg er mig, jo mere nyder jeg det, fordi jeg ikke går ind i en rolle, men faktisk viser vedkommende, hvem jeg i virkeligheden er. Det har taget mange år at komme hertil, men en ting er sikkert: Jeg vil hellere blive forladt, for at være mig, end at opbygge en relation, hvor jeg føler mig ensom og låst fast, fordi jeg ikke kan være mig selv.

Det jeg egentlig prøver at sige er, at de der regler og overbevisninger, vi tror beskytter os, de beskytter os ikke. Tværtimod gør de os mere bims. Jeg har så mange gange siddet og analyseret en fyrs handlinger med veninder, når jeg har været i et datingscenarie. Men ikke denne gang. Denne gang har jeg holdt bolden ved mig selv – for den eneste, der oprigtigt kan mærke, om en ny relation er ægte for mig, er mig. Spørg du andre mennesker til råds, vil de altid trække på deres egne historier fra et scenarie, der måske minder om dit – eller de vil bruge deres overbevisninger, som man egentlig ikke kan bruge til noget, for deres overbevisninger om kærlighed og dating er deres – ikke dine.

Så jo mere stille, man kan være, jo bedre, for så kan mærke sig selv, i stedet for at høre stemmerne fra 100 andre i ens hoved, når man skal mærke efter. Jo mere man kan lytte, skrabe gamle historier væk, om hvad tidligere dates har gjort imod en, og egentlig bare være i nuet med det nye bekendskab, og se på den nye relationer med et Sherlock Holmes-perspektiv, hvor man starter forfra, og hvor man skal undersøge, hvem dette menneske egentlig er, i stedet for at dømme vedkommende ud fra tidligere relationers og dates’ handlingsmønstre.

Jeg siger ikke, at det er nemt at ignorere gamle historier – jeg siger bare, at hvis man gør det, så handler man efter, hvad ens hjerte føler er rigtigt, kontra ens (og andres) frygt for at opleve en gammel historie igen – og det giver et meget mere lykkeligt resultat på sigt, fordi hjertet snakker – og jo mere man lytter til hjertet, jo højere tør det snakke, og jo bedre bliver man til at handle efter følelserne i stedet for rationalet og frygten, hvilket jeg er blevet kæmpe fan af.

Så vær dig. <3 Det er egentlig bottom line af min meget lange snak. Vær dig, mærk dig selv, mærk mavefornemmelsen, og gør handlinger ud fra, hvad der rigtigt for dig – ikke alle de andre. Lyt til dig selv, og ikke de 100 stemmer, der gerne vil overbevise dig om deres teori om livet. Du skal have din egen teori, og den kommer til dig, når du bryder reglerne og kysser fortiden farvel. <3