Fuck, fuck fuuuuck – hvor har jeg bare 10.586 sommerfugle, der basker rundt inde i maven på nuværende tidspunkt – på den der alt for livelige, kildende, kvalmende måde.
Jeg skal til jobsamtale i dag. Og ikke bare på et hvilket som helst job, men derimod på et job, som jeg synes er som skræddersyet til mig. Derfor vil jeg gerne gøre det godt, og derfor spasser min krop ud. Fordi det her faktisk betyder ret meget.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at ens selvtillid ikke just er på toppen, når man har været på dagpenge i 7 måneder – trods ros og gode resultater i de projekter, man har kastet sig ud i undervejs, så er man bare lidt ved siden af sig selv, fordi ens selvtillid er blevet skudt ned en gang eller ti. Man vil jo ikke være desperat, men det er man lidt, for de gode jobs hænger ikke på træerne – og slet ikke de jobs, som man brænder for.
Jeg vil så gerne have det her job. Vil så gerne gå på arbejde hver dag, være ambitiøs, kreativ og resultatorienteret på vegne af musikbranchen. Gøre mit til, at dansk musik når langt ud over landets grænser og får den hype, som den fortjener.
Så jer derude – kryds lige fingrene for mig, ik‘? I freaking need all the luck I can get! <3
Fra ChriChri-kontoret i Fredags – fotograf: Maria Harmuth
Folk siger tit, at jeg har opnået meget i min karriere allerede, trods jeg kun er 25 år. Det er jeg selvfølgelig, som den jyde jeg er, taknemmelig for, at de synes. Dog er jeg ikke typen, der nogensinde har hvilet på laurbærene, og jeg kommer heller aldrig til det.
Når folk spørg “Hvordan har du gjort for at jobbe så fede steder?”, er svaret super enkelt: Jeg har haft sat mig mål. Jeg har turde at tænke højt omring, hvor jeg gerne ville hen med min karriere, og så har jeg knoklet for at nå dertil. Jeg har undersøgt, hvad stillingerne krævede, analyserede mine drømme brands ude fra og plejet mit netværk som bare fanden.
Målsætning, personlig branding og netværk er simpelthen bare essensen af at nå langt på karrieretrappen.
Jeg har altid sagt, at et mål uden en plan er bare en drøm. Et mål kræver nemlig, at man sigter efter noget, og det er simpelthen umuligt at gøre jobmæssigt, uden man har sig en slagvisk plan for, hvordan man kan nå hen til drømmejobbet hos drømmevirksomheden.
Handlingslisten, for at nå dine karrieremål, ser derfor således ud
– Sæt et karriere-mål – Hvor vil du hen med dit drive?
– Skriv de virksomheder ned, som du brænder efter at jobbe for.
– Undersøg virksomhederne og om du kender nogen i dit netværk, der kan connecte dig med nogen, der allerede arbejder for virksomhederne.
– Hvis ikke du kender nogen i dit netværk, så er det dybt undervurderet i Danmark at ringe op til HR-afdelingerne for virksomhederne og spørge, hvad de lægger vægt på, hvis man gerne vil havne i en konkret stilling hos dem – så gør det! Ring og sig, at du drømmer om at jobbe i deres virksomhed, og spørg hvad de lægger vægt på i deres medarbejdere. Allerede her er du foran i køen næste gang de mangler medarbejdere.
Jeg gjorde mig en stor erfaring i går… Jeg fandt ud af, at jeg er med i et spil… ET SNAPCHAT SPIL!
Da jeg sad på app’en, opdagede jeg på et tidspunkt, at der var en pokalpræmiere-emblem, der lyste op. Nysgerrigheden peakede, men jeg blev slemt skuffet, hvis jeg troede, at jeg havde vundet noget. Snapchat har såmænd bare kørt tracks på alt, jeg har lavet, siden jeg startede på app’en, og lavet et emblem-spil ud af det.
Vidste I, at Snapchat gjorde det? Det var ret nyt for mig. Derudover forstår jeg ikke helt det sjove i konceptet, men der er vel en eller anden fidus i det, som bagmændene har tænkt godt og grundigt i gennem.
I forhold til emblemer, har jeg fx. fået for
– Sendte 50 video Snaps
– Sendte en snap mellem klokken 4 og 5 om morgenen (hvilken bedrift, hva’..)
– Sendte en Snap med et filter aktiveret
– Din Snapchat scoring nåede 10.000
Og så den seneste, der tilsyneladende er et shoutout fra Snapchats side til mit narcissistiske-jeg…. Jeg fik et emblem på “Sendte 1000 snaps med dit fremvendte kamera” – ergo, så har jeg sendt over 1000 selfies afsted… Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde! 😉
Godt content til sociale medier, er klart videoer, der rammer noget inde i maven på de folk, som ser det. Det gjorde AIDS Fondets nye kampagnevideo hos mig.
Jeg var slet ikke klar over, at folk var så dårligt informeret omkring HIV, samt hvor langt man er kommet i forhold til medicinen. Derfor gjorde det mildest talt ondt i min sjæl, når folk ikke ville kysse på den medvirkende Melissa. De behandlede nærmest som om, at hun var udstødt. Nærmest ligesom i “Klokkeren fra Notre Dame”, hvor Quasimodo får pegene fingre, da de finder ud af, at hans ansigt ikke er en maske. AV helt ind hjertet!
Så jeg deler videoen her på bloggen, for at give kampagnen kæmpe thumbs up – der er nogle kommunikationsentusiaster et eller andet sted, der virkelig kan være stolte over deres produkt. Derudover deler jeg videoen for at dele den viden, som videoen giver- så har jeg gjort mit til at hjælpe med at aflive myterne om HIV, så dem, der er smittet, kan få lige så meget kærlighed, kys og kram som alle os andre <3.
Som det står der sort på hvidt, ser det måske lidt voldsomt ud. Mest fordi ordet farvel rummer følelser i massevis for mig. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har aldrig været god til farvel – jeg har derimod været ekstrem følsom omkring det, trods det til tider også er sket for mit eget bedste. Selvom jeg prædiker om, at man skal ud af sin comfort zone, så er jeg ikke altid en mester i at gøre det selv. Jeg er derimod meget skrøbelig, når der sker ændringer i mit liv, og nye begyndelser kræver altid et stort bearbejdsningsarbejde for mig, inden jeg kan nyde det. Men selvom det er svært for mig, så gør jeg det, og bliver derfor også bedre til at håndtere det, og det er også derfor, at jeg er nået så langt, som jeg er, fordi jeg kender til den svaghed ved mig selv, som jeg derfor tager højde for. Jeg har accepteret og respekteret, at sådan er jeg, og det har nok været nøglen til, at jeg er blevet så meget bedre til at håndtere følelserne, der er ved et farvel.
Nogle gange har jeg undgået farvel, hvis jeg kunne. Gemt mig væk i min egen lille verden, for at benægte det en smule. Og det er lidt et paradoks, for jeg elsker nye begyndelser. Specielt de der begyndelser, som man kan føle helt ned i sin kildrene mave, fordi man kan mærke med hver en celle i sin krop, hvor godt det nye bliver. Det ændrer dog ikke på, at “farvel” altid er en utrolig svær del for mig. Noget, som jeg gerne vil blive bedre til at tackle.
Jeg kan huske, dengang jeg gik på efterskole, skulle hele min årgang på en afslutningstur til Kroatien, hvor vi skulle hygge, kramme, græde og være nostalgiske omkring alle de fantastiske minder, som vi havde haft sammen dét år. Jeg endte dog med ikke at tage med, fordi jeg midt i det hele blev ramt af en panikfølelse på selve dagen for afgangen, og derfor endte med at skippe det hele. Alle følelserne og afslutningen på noget, som jeg virkelig havde elsket, det kunne jeg slet ikke rumme. Derfor tog jeg hjem, græd for mig selv en dags tid, og så var jeg lettet nok til, at jeg kunne nyde den nye begyndelse, der skulle komme efter min efterskole.
Følelsen af at give slip på noget, som har været helt unikt for en, er både en gave og en “op af bakke”-følelse. I onsdags sagde jeg på gensyn til ChriChri, da mit projekt var fuldført. Noget, som virkelig var svært for mig, fordi jeg virkelig er kommet til at holde af de skønne kvinder på den redaktion. Men på den anden side er det også en gave, fordi jeg skal ud og finde noget nyt, som jeg skal give mig i kast med, og som forhåbentligt bringer mig tættere på dét, som jeg skal.
Den kommende uge bliver rigtig spændende, for jeg ved allerede, hvad jeg skal i gang med – og det bliver i den grad en magisk begyndelse på noget, som kommer til at sparke røv for mig. Jeg glæder mig til at fortælle jer meget, meget mere om det hele <3
