I kender dem sikkert godt… De der dage, hvor man mildest talt tænker på, om der har sat en eller anden voodoo-dame et eller andet sted i verden, og kommet nåle i en dukke, som ligner en, fordi alt man rører ved bliver til fuck ups, pinligt eller bare rigtig dumt. Jeg snakker selvfølgelig om first world problems! De små problemer, som folk i ulandene ville grine over, hvis de havde – men som os mere priviligerede mennesker bruger energi og krudt på. Eller, det gør jeg i hvert fald, når de hober sig op på den måde, som de har gjort i dag.

I dag har jeg formået at opleve følgende first world problems:

– Jeg har tabt havregryn ud over hele mit køkkengulv. Behøves jeg at kommentere yderligere på, hvor irriteret jeg var, samt hvor meget jeg bandede, da det skete?
P.s. bandeord er så fucking lækre at råbe højt, når man er frustreret – jeg får det altid så meget bedre (Debbie-havnearbejder).

– At tabe foundation på min yndlingstrøje, som jeg ellers havde besluttet mig for at tage på i aften til premieren på musicalopsætningen “Hotel”, som min bedste veninde er en del af… For. Fuck. Sake!

– Og da jeg ville skifte foundationplet-trøjen, og små irriteret smider den af mig i stuen, for at gå ind i mit walk-in-closet, passer det med, at en af mine mandelige naboer går forbi mit vindue, og ergo ser mig i min slidte, afblegede BH. Så der stod jeg så…. “HEJ NABO – Undskyld at jeg er så distræt, at jeg glemmer at klæde mig ordentligt på!”. Så typisk mig at være så meget oppe i mit eget hoved, at jeg slet ikke tænker over, hvad fanden jeg egentlig har gang i imens. Damn.

– Mit køleskabet lugtede virkelig mærkeligt, og jeg forstod vitterligt ikke hvorfor, da jeg ellers er meget pernitten med, at ting skal smides ud, så underlige lugte netop ikke opstår. Efter at have fået mit Sherlock Holmes-jeg i gang i køleren, opdager jeg til min rædsel, at der er en næsten blå broccoli i min nederste køkkenskuffe, som havde gemt sig helt inde bag ved. IGEN; Hvis man (JEG!) var knap så distræt, så havde man (JEG) MÅSKE været mere opmærksom på, hvor jeg havde placeret ting i køleskabet. Min næse tilgiver mig ikke just foreløbig, tror jeg…

– Har jeg skulle købe toiletpapir, hvilket jo egentlig er meget normalt, men som jeg virkelig hader – hvorfor aner jeg ikke. Jeg tænker inden købet: Jeg tager da bare en lille diskret pakke, som jeg kan gemme i min taske. Der var så kun jumbo-pakkerne tilbage (selvfølgelig). Så der gik jeg så – hånd i hånd – med mine mange toiletruller i en kæmpe, lyseblå indpakning, der ikke var til at overse i bybilledet. Anders Hemmingsen ville have haft frydet sig over det syn.

– Tage et kongegodt selfie af mig selv, hvor jeg for en gangs skyld smiler med åben mund, for så at opdage, at min tænder var fyldt med rugbrødskrummer – ting der ellers aldrig sker, men som selvfølgelig sker i dag. Men hurra for selfies, sådan jeg opdagede det, inden jeg skulle ud af døren. Kunne I ikke lige se mig stå der til premieren og storsmile, imens alle fik lidt ondt af “hende der med krummer imellem tænderne”, der smilede konstant, som en lalleglad idiot (mest fordi jeg er sååååå stolt af min veninde!!).

Alt i alt så har i dag overhovedet ikke gået som planlagt, men når jeg læser listen i gennem, så griner jeg også lidt af mig selv..lidt….Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne se mig selv udefra – jeg tror virkelig, at jeg kan give Nynne (red. Nynnes Dagbog) kamp til stregen, hvad angår distræthed, dårlige vaner og frustrationer.

Nu vil jeg prøve at nå helskindet frem til musicalpremieren, undgå at gøre noget pinligt imens jeg er der, samt nyde en (forhåbentligt) god aften.

Husk – selvironi er det bedste våben imod mange ting.. Specielt dage, der ikke går helt som planlagt! 😉

Som nævnt tidligere, skal der fra i denne her uge ske nye ting i mit liv. I dagens anledning har jeg derfor disket op med en video, hvor jeg fortæller jer om min nye hverdag, essensen af bloggen og hvad der kommer til at fylde fremover. Videoen fylder lidt i spilletid, men det skyldes såmænd bare, at når først snakketøjet er i gang, så flyder det – åbenbart 😉
Men bare rolig – det er selvfølgelig ikke en Thomas Blachman-monolog, som jeg har kastet mig ud i!

Jeg håber at I ser videoen i gennem – mest så I kan få de ord med på vejen, som jeg giver til jer søde læsere i videoen <3 Derudover glæder jeg mig til at dele min “rejse” med jer her på bloggen. Nu vil jeg tage mig et dejligt langt bad med duftelys og calm musik, sådan jeg er klar på alt det nye fra i morgen af.

p.s. Bemærk lige det fantastiske stilbillede på videoen – mere entusiastisk bliver det vist ikke… 😉

I dag er den sidste dag i påskeferien, og hold nu fest, hvor har det været alt for lækkert med nogle dage, hvor man har kunne lade batterierne op, inde hverdagens atter får hank i os igen. For mit vedkommende har påskeferien fundet sted både i København og i Jydeland. Inden min ferie gik i gang havde jeg afslutning med ChriChri på Restaurant Otto – og jeg skal hilse og sige, at ens smagsløg hopper og danser med den lækre mad, som de serverer!

I København fik jeg hygget med min lillebror, der kom hele vejen fra Aarhus, sådan vi kunne få os noget tid sammen for os selv, inden vi indtog Jylland. Vi var både til James Bay koncert i VEGA, på National Museet og så introducerede jeg min lillebror for GRØD, hvilket han blev ret begejstret for, trods han var skeptisk ved det første syn.

Da jeg kom hjem til Jydeland i torsdags, overraskede min über dejlige familie mig med en påskefrokost, fordi de vidste, hvor meget jeg havde savnet dem alle sammen. Jeg har ikke været i Jylland siden december, og jeg var derfor lige ved at græde, da jeg så, at de alle sammen havde samlet sig til, at jeg kom hjem. Det er altså en kærlighedserklæring der vil noget <3

Udover det, så er ferien gået med kortspil (simply love it), snak, grin, god mad, kælning med alle hundene i min gakkede familie, sofahygge og alle de ting, som jeg ellers godt kan lide. Derfor er jeg også helt klar til den korte uge, vi skal have skudt gang i. Jeg kan nemlig mærke, at den bliver helt fantastisk!

Som det står der sort på hvidt, ser det måske lidt voldsomt ud. Mest fordi ordet farvel rummer følelser i massevis for mig. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har aldrig været god til farvel – jeg har derimod været ekstrem følsom omkring det, trods det til tider også er sket for mit eget bedste. Selvom jeg prædiker om, at man skal ud af sin comfort zone, så er jeg ikke altid en mester i at gøre det selv. Jeg er derimod meget skrøbelig, når der sker ændringer i mit liv, og nye begyndelser kræver altid et stort bearbejdsningsarbejde for mig, inden jeg kan nyde det. Men selvom det er svært for mig, så gør jeg det, og bliver derfor også bedre til at håndtere det, og det er også derfor, at jeg er nået så langt, som jeg er, fordi jeg kender til den svaghed ved mig selv, som jeg derfor tager højde for. Jeg har accepteret og respekteret, at sådan er jeg, og det har nok været nøglen til, at jeg er blevet så meget bedre til at håndtere følelserne, der er ved et farvel.

Nogle gange har jeg undgået farvel, hvis jeg kunne. Gemt mig væk i min egen lille verden, for at benægte det en smule. Og det er lidt et paradoks, for jeg elsker nye begyndelser. Specielt de der begyndelser, som man kan føle helt ned i sin kildrene mave, fordi man kan mærke med hver en celle i sin krop, hvor godt det nye bliver. Det ændrer dog ikke på, at “farvel” altid er en utrolig svær del for mig. Noget, som jeg gerne vil blive bedre til at tackle.

Jeg kan huske, dengang jeg gik på efterskole, skulle hele min årgang på en afslutningstur til Kroatien, hvor vi skulle hygge, kramme, græde og være nostalgiske omkring alle de fantastiske minder, som vi havde haft sammen dét år. Jeg endte dog med ikke at tage med, fordi jeg midt i det hele blev ramt af en panikfølelse på selve dagen for afgangen, og derfor endte med at skippe det hele. Alle følelserne og afslutningen på noget, som jeg virkelig havde elsket, det kunne jeg slet ikke rumme. Derfor tog jeg hjem, græd for mig selv en dags tid, og så var jeg lettet nok til, at jeg kunne nyde den nye begyndelse, der skulle komme efter min efterskole.

Følelsen af at give slip på noget, som har været helt unikt for en, er både en gave og en “op af bakke”-følelse. I onsdags sagde jeg på gensyn til ChriChri, da mit projekt var fuldført. Noget, som virkelig var svært for mig, fordi jeg virkelig er kommet til at holde af de skønne kvinder på den redaktion. Men på den anden side er det også en gave, fordi jeg skal ud og finde noget nyt, som jeg skal give mig i kast med, og som forhåbentligt bringer mig tættere på dét, som jeg skal.

Den kommende uge bliver rigtig spændende, for jeg ved allerede, hvad jeg skal i gang med – og det bliver i den grad en magisk begyndelse på noget, som kommer til at sparke røv for mig. Jeg glæder mig til at fortælle jer meget, meget mere om det hele <3

Nogle af jer derude vil måske tænke, at det her indlæg stinker af reklame. Til det vil jeg blot sige på forhånd, at disse tanker er skrevet med så stor kærlighed og ærlighed, som mit hjerte kan rumme. Oprigtighed og god karma er nemlig blot nogle af de ting, som jeg har lært, da jeg mødte manden, som jeg nu vil snakke med jer om.

Jeg skriver det her indlæg, for jeg simpelthen er så stolt af min tidligere boss: Chief 1.
I kender ham nok bedst for den musik, som han har lavet til popartister som L.I.G.A, Gabriellas, Bo Evers, Ace of Base, Sanne Salomonsen, Nik & Jay, Niklas, og listen fortsætter. Derudover var det faktisk også Chief, der opdagede Remee (hvilket er meget sjovt, nu hvor de ejer pladeselskabet RE:A:CH sammen).
Jeg kender skam også Chief som den entusiastiske, møghamrende dygtige musikproducer – men mest af alt kender jeg ham som en chef, der efterlod et stort indtryk hos mig.

Chief betød alverden for mig, da jeg jobbede hos pladeselskabet RE:A:CH. Han er typen, der krammer og skamroser dig (når du fortjener det), samt typen der altid var overskudsmenneske for alle andre. Chief er typen, der altid knokler for sine artister, når han ser en gnist i dem, og det er fandens fascinerende. Entusiasmen for god musik lever i ham 24/7 – det vil sige, at Chief leverer aldrig noget, som han ikke er 120% tilfreds med. That’s just not his thing.

Da jeg hørte, at Chief var inde i en dunkel periode, gjorde det ondt på mig. Mest fordi at man aldrig ønsker noget dårligt for de mennesker, der altid er gode og ambitiøse på vegne af andre. Med det sagt, så var det måske netop den nedtur, som var det helt rigtige for Chief, fordi han nu har udgivet sin første sang på egne ben, hvor han selv er artisten – og jeg ved, at det har været en stor rejse for ham. En stor og helt fantastisk rejse.

Sangen “Man Skal Dø Lidt” handler om Chiefs depression, som han så billedrigt beretter om på hans ærlige facon. Det vil altså sige, at vi her snakker om en mand, der har overvundet noget frygt, for at kunne stå selv som artist. Derudover synger han om et kæmpe tabu-emne, som mange mennesker kan nikke genkende til. Ergo, så har han simpelthen udvist så meget mod.

Man ved aldrig, hvad det skal til for, når man står med lort til halsen. Men nogle gange skal vi i gennem det, for at vi kan komme ud på den anden side, som mere hele mennesker. Nogle gange er nedture et must, for at vi kan nå nye mål – det hele giver mening i sidste ende.

Så igen: Jeg er simpelthen så stolt af Chief, samt taknemmelig for, at så modig og varm en mand har krydset min karrierevej. Med det sagt, så synes jeg, at I skal nyde ovenstående sang. “Man Skal Dø Lidt” – det er så sandt, som det er sunget. <3