Der er fuld fart på livet lige i øjeblikket. Som jeg skrev om i mit tidligere indlæg, så er jeg lige nu ved at pakke mit liv i kasser, og det føles både rigtig dejligt og pisse skræmmende. Jeg går derfor rundt og skiftevis græder og griner her på matriklen, og jeg ved, at begge dele er nødvendigt.

Der er en stor sorg i at forlade sit hjem, samt at sige på gensyn til mennesker, man elsker, og som har spillet en stor rolle i ens liv de sidste par år. København har givet mig så mange oplevelser, gode som dårlige, der har gjort mig til et bedre mennesker, føler jeg selv. Dog ved jeg også med sikkerhed, at rejsen for mig her er slut. Jeg kan ikke rykke mig mere. Jeg har set dét, jeg skal. Oplevet dét, jeg skulle, og mødt de mennesker herover, som var nødvendige for mig og min udvikling som menneske. Jeg er mættet, og det er derfor at Jylland kalder på mig, selvom jeg ikke helt ved, hvad jeg skal endnu. Brikkerne er ikke faldt på plads, hvilket både er spændende og pisse intimiderende for mig, der ellers altid har en plan – men det behov har jeg måtte slippe.

Der er en stor glæde i, at jeg skal til noget nyt. At jeg skal starte forfra, og at jeg kommer tættere på min familie, når teltpløkkerne bliver slået i jorden i Jylland i stedet for København. Jeg glæder mig – det gør jeg virkelig. Men lige nu tror jeg bare, at jeg skal lade mig selv føle det hele. Tage det ind, og sige til mig selv, at alle følelserne vedrørende flytningen – sorg som glæde, frygt som optimisme, de er alle reelle, og skal alle ses. Så det gør jeg. Jeg byder følelserne velkommen, giver dem plads, og så er jeg i nuet. Jeg er lige her, hvor jeg skal være.

De sidste 5-6 dage i København er nu begyndt, og nu skal jeg bare være nærværende med de mennesker, jeg holder af. Være nostalgisk, i nuet og mest af alt, virkelig bare omfavne det hele. Så jeg giver slip, fordi jeg ved, at der er så meget godt i vente – og jeg glæder mig.

Så København, nu er det sidste udkald for at kaste din magi over mig inden afgang. There’s no way back, og det er lige præcis, som det skal være. <3

I går skete det. Underskriften blev sat på papiret, og jeg er derfor pr. 1 august ikke andelsejer længere. Det føltes både befriende og sorgmodigt. Lidt som om, at hele den her beslutning om at flytte, den blev omsider til virkelighed, og det føles fandme vildt. Tingene er gået så vanvittigt stærkt, at jeg bare har måtte holde tungen lige i munden, for at kunne følge med. Dog føles det stadigvæk så rigtigt, trods jeg ikke rigtig ved, hvad der skal ske, andet end at jeg skal være bosiddende hos min mormor og morfar, indtil jeg ved, hvor jeg skal være.

Lige nu er alting i mit liv virkelig oppe i luften, og det meste af tiden er det fucking fedt. Jeg er lidt høj over, at jeg har givet slip på planlægningen, og bare flyder med livet og følger min mavefornemmelse. Det er jeg faktisk blevet rigtig god til, efter jeg har gået på RecreateYou, det der med at følge min mavefornemmelse, hvilket er en kæmpe gave, for så handler jeg hele tiden i samklang med mig selv.

Jeg glæder mig til alt det nye – det gør jeg virkelig. Men samtidig har jeg også en følelse af noget sorg, hvilket uden tvivl er uundgåeligt, når man lukker et kapitel i ens liv – også selvom man ved, at det er dét rigtige, man gør. Jeg elsker København, og selvfølgelig kommer jeg til at savne storbyen og alle de dejlige mennesker, jeg har haft i mit liv de sidste par år. Følelsen af at skulle starte forfra er både frygtindgydende og skøn. Det føles virkelig som i den der Tina Dickow sang, hvor hun synger: “There no beginning like an open ending“, for det er sådan, at jeg faktisk har det lige nu. Landet ligger åbent, og lige nu skal jeg bare lige fordøje, at det her sker. Jeg flytter. Mit liv skal i kasser, og jeg skal bo i Jylland. Det er surrealistisk stadigvæk, men jeg glæder mig til at tage det store spring ud i det uvisse.

Det er sjovt med livet, ik? Man kan tro, at man har regnet det hele ud, og så alligevel på en måned kan man ende på et nulpunkt, hvor alt er vendt på hovedet. Det er random as fuck, men samtidig lidt rart, at man ikke kan “regne det hele ud”. Så lige nu glæder jeg mig bare til at se, hvad der skal ske videre frem, og at se, hvor min mavefornemmelse bringer mig hen. Spændende? – Count on it!

Som titlen siger, skal I med mig på en rejse. En rejse, der starter i dag, hvor jeg skal lære mig selv bedre at kende, og hvor jeg kommer til at dokumentere forløbet her på bloggen. Jeg starter nemlig på mit RecreateYou-forløb, hvor jeg på 4 moduler skal i gennem forskellige temaer, der skal gøre mig klogere på mit liv, hvor jeg skal hen, og hvad jeg skal arbejde med, for at kunne komme derhen. Udover modulerne, får jeg også timer med en coach og en healer i mellem modulerne, sådan jeg ikke mister fodfæstet undervejs, men derimod bliver på den nye vej, som jeg skal til at finde.

I dag og i morgen foregår modul 1, hvor temaet er “Kend Din Historie”, hvilket jeg virkelig glæder mig til. Mest for at få et indblik i mit bagkatalog og se, hvilke historier, jeg har trukket med mig, og som jeg stoler blindt på, fordi de er blevet vanetænkning. Derudover skal vi på modulet arbejde med kærligheds overbevisninger, hvilket bliver et stort og følelsesladet tema for mig. Jeg har ikke haft en kæreste i tre år. Det har der på sin vis været forskellige grunde til. Dels pga. trust issues, dels pga. jeg forelsker mig i de forkerte typer og så dels fordi, at “den rigtige” ikke har været der endnu – eller er det bare en undskyldning, jeg luller mig selv i søvn til? Det vil tiden vise efter den her weekend.

Med det sagt, så er det vigtigt for mig at understrege, at jeg selvfølgelig ikke tager kursuset for at finde en kæreste, men derimod for at finde mig selv, så jeg kan blive den bedste version af mig. Det kommer til at gøre ondt, give svie i sjælen, men det kommer også til at blive helt fantastisk lettende at få ryddet op i mit tankehylster, for at nå et skridt længere hen i mod mit voksne-jeg, som jeg ikke helt føler, at jeg er i mål med endnu (hvis man da nogensinde får følelsen af at være voksen?!). Derudover har stressen omkring at være på dagpenge sat kløerne rigtig meget i mig og min selvværd, og derfor kunne det her kursus ikke passe bedre i forhold til timing. Selvom jeg har fået lov til utroligt fede ting undervejs i min dagpengeperiode, så føler jeg stadigvæk lidt en tomhed indeni, som jeg gerne vil lære at udfylde, så jeg ikke føler, at jeg skal defineres af et job. Jeg er jo ikke mit job, men det forstår mit hoved ikke helt endnu – men det kommer.

Som sagt, så kommer jeg til at dele hele forløbet med jer. Hvorfor, tænker I måske – men det er der en let forklaring på: Jeg vil ikke gøre mit liv bedre, end hvad det i virkeligheden er. Det er på ingen måde min mission. Tværtimod vil jeg hellere dele tanker og erfaringer, fordi det for mig bliver lidt trættende i længden at male glansbilleder, hvis ikke jeg kan se glansen i dem selv. Det bliver for uægte for mig, og jeg vil så meget hellere være ægte og reel. Jeg glæder mig derfor til at dele solskinsdage, op ad bakke dage, tankevækkende dage og leverpostegs-hverdagsliv med jer.

I dag er den sidste dag i påskeferien, og hold nu fest, hvor har det været alt for lækkert med nogle dage, hvor man har kunne lade batterierne op, inde hverdagens atter får hank i os igen. For mit vedkommende har påskeferien fundet sted både i København og i Jydeland. Inden min ferie gik i gang havde jeg afslutning med ChriChri på Restaurant Otto – og jeg skal hilse og sige, at ens smagsløg hopper og danser med den lækre mad, som de serverer!

I København fik jeg hygget med min lillebror, der kom hele vejen fra Aarhus, sådan vi kunne få os noget tid sammen for os selv, inden vi indtog Jylland. Vi var både til James Bay koncert i VEGA, på National Museet og så introducerede jeg min lillebror for GRØD, hvilket han blev ret begejstret for, trods han var skeptisk ved det første syn.

Da jeg kom hjem til Jydeland i torsdags, overraskede min über dejlige familie mig med en påskefrokost, fordi de vidste, hvor meget jeg havde savnet dem alle sammen. Jeg har ikke været i Jylland siden december, og jeg var derfor lige ved at græde, da jeg så, at de alle sammen havde samlet sig til, at jeg kom hjem. Det er altså en kærlighedserklæring der vil noget <3

Udover det, så er ferien gået med kortspil (simply love it), snak, grin, god mad, kælning med alle hundene i min gakkede familie, sofahygge og alle de ting, som jeg ellers godt kan lide. Derfor er jeg også helt klar til den korte uge, vi skal have skudt gang i. Jeg kan nemlig mærke, at den bliver helt fantastisk!

I går var en helt fantastisk aften, som jeg følte mig heldig over at få lov til, at være med til. Skønne Rikke havde inviteret mig med til gallapremieren på “Den Danske Pige“, og der var vitterligt ikke et øje tørt med alt den glam og finhed, som Imperial havde tryllet frem. Det var helt utroligt, hvordan ventesalen til biografen var blevet udsmykket med smukke stilbilleder fra filmen, fine drinks og piger på ræd og række, der var klædt som i 1920’erne = ægte Gatsby-stemning.

Udover selve arrangementet, kan jeg nu også krydse af på min bucket list, at jeg har set en Oscarvindende skuespiller i levende live – nemlig Eddie Redmayne, som simpelthen virker så sød og ydmyg i virkeligheden, men dog også utrolig genert. Genertheden så man i den grad, da han stod på den røde løber. Jeg er ellers ikke en starstruck person, fordi jeg ved jo godt, at alle de her kendisser bare er helt almindelige mennesker, som mig selv. Dog blev jeg alligevel ramt af noget fan girl-spirit, da jeg så Eddie, og så kunne jeg altså ikke lade være med at hive mobilen frem.
Selve filmen, “Den Danske Pige” er også meget, meget anbefalelsesværdig. Den er en fryd for øjet med kostumerne, gribende med musikken og så er måden, den er filmet på, så beundringsværdig. Både Eddie Redmayne og Alicia Vikander gør det så stærkt i hovedrollerne som Einar Wegener/Lili Elbe og Gerda Wegener, og historien er bare så forbandet smuk, fordi den bygger på så meget kærlighed – den ægte slags – hvor man accepterer hinanden, for dem man er, til trods for, at man måske ikke helt forstår den andens synspunkt. Derfor er filmen så relevant i denne her tid også, hvor det stadigvæk er komplekst at finde sig selv som menneske, da verden gerne vil diktere, hvad der er rigtigt og forkert.

Nu er jeg jo egentlig team-Leo i forhold til oscarnomineringerne i år, trods jeg ikke har set “The Revenant“. Jeg synes jo bare, at DiCaprio snart fortjener den oscarstatuette efter alle de nomineringer. Dog må jeg så også sige, at hvis man var imponeret over Eddie Redmaynes evner i rollen som Steve Hawkins i filmen “The Theory of Everything“, som Eddie fik en oscar for sidste år, så bliver man bestemt ikke mindre imponeret, efter at have set ham i denne her rolle. Derfor tænker jeg lidt, at det godt kunne se ud som om, at Eddie løber med prisen igen i år. Men nu må vi se, hvad oscarkomiteen er faldet mest for, men jeg ville i hvert fald ikke blive overrasket, hvis Redmayne skulle holde takketale igen med en oscar i hånden.