Der er fuld fart på livet lige i øjeblikket. Som jeg skrev om i mit tidligere indlæg, så er jeg lige nu ved at pakke mit liv i kasser, og det føles både rigtig dejligt og pisse skræmmende. Jeg går derfor rundt og skiftevis græder og griner her på matriklen, og jeg ved, at begge dele er nødvendigt.
Der er en stor sorg i at forlade sit hjem, samt at sige på gensyn til mennesker, man elsker, og som har spillet en stor rolle i ens liv de sidste par år. København har givet mig så mange oplevelser, gode som dårlige, der har gjort mig til et bedre mennesker, føler jeg selv. Dog ved jeg også med sikkerhed, at rejsen for mig her er slut. Jeg kan ikke rykke mig mere. Jeg har set dét, jeg skal. Oplevet dét, jeg skulle, og mødt de mennesker herover, som var nødvendige for mig og min udvikling som menneske. Jeg er mættet, og det er derfor at Jylland kalder på mig, selvom jeg ikke helt ved, hvad jeg skal endnu. Brikkerne er ikke faldt på plads, hvilket både er spændende og pisse intimiderende for mig, der ellers altid har en plan – men det behov har jeg måtte slippe.
Der er en stor glæde i, at jeg skal til noget nyt. At jeg skal starte forfra, og at jeg kommer tættere på min familie, når teltpløkkerne bliver slået i jorden i Jylland i stedet for København. Jeg glæder mig – det gør jeg virkelig. Men lige nu tror jeg bare, at jeg skal lade mig selv føle det hele. Tage det ind, og sige til mig selv, at alle følelserne vedrørende flytningen – sorg som glæde, frygt som optimisme, de er alle reelle, og skal alle ses. Så det gør jeg. Jeg byder følelserne velkommen, giver dem plads, og så er jeg i nuet. Jeg er lige her, hvor jeg skal være.
De sidste 5-6 dage i København er nu begyndt, og nu skal jeg bare være nærværende med de mennesker, jeg holder af. Være nostalgisk, i nuet og mest af alt, virkelig bare omfavne det hele. Så jeg giver slip, fordi jeg ved, at der er så meget godt i vente – og jeg glæder mig.
Så København, nu er det sidste udkald for at kaste din magi over mig inden afgang. There’s no way back, og det er lige præcis, som det skal være. <3
Jeg er en stor fan af at dyrke taknemmelighed på daglig basis, da jeg er overbevist om, at “where energy goes, energy flows”, så det du fokuserer på, det vokser sig større.
Engang var jeg altid i minus, fordi jeg altid fokuserede på de ting, som jeg ikke havde. Jeg synes aldrig, at jeg havde det rigtige tøj, den rigtige kropsform, den rigtig indretning, lige så vel, som mennesker tit skuffede mig, fordi jeg hele tiden forventede, at de kunne opfylde det tomrum, jeg følte indeni. Derfor var jeg aldrig rigtig tilfreds med mit liv, fordi jeg hele tiden kun så de ting, som jeg syntes, at jeg manglede, og derfor endte jeg tit i et nulpunkt, hvor livet føltes opad bakke.
Jeg har dog lært med tiden, at alting i mit liv er helt præcist, som det skal være. At jeg slet ikke mangler noget, og at jeg er pisse, hamrende heldig med de ting, som jeg har.
Min mor siger altid: “Der sidder altid en eller flere derude, der ville ønske, at de havde dit liv“, netop fordi vi altid spejler os i andre og sammenligner. Vi er så super gode til at rose andre og sætte pris på deres liv for dem, frem for at bruge den dejlige energi, vi sender deres vej, på vores eget liv. Tænk lige, hvor meget man kan udrette, når man retter den gode energi imod sig selv istedet for, at man sender den over til andre. Jeg kan røbe, at ens livskvalitet vokser i sådan en grad, når man dyrker de gode ting i ens liv, at cellerne i kroppen nærmest jubler og danser.
Jeg er selv, med tiden, blevet bedre til ikke at sammenligne mig med andre. Jeg er på ingen måde hellig, så selvfølgelig hænder det, at jeg gør det, men det sker mere sjældent, nu hvor jeg er bevidst om, hvor meget en nedadgående spiral det bliver, når jeg gør det. Hver gang vi sætter andre op på et pedestal og sammenligner, så mister vi noget magi hos os selv, fordi vi danner en følelse af ikke at være nok – og det er løgn, for vi er nok. DU ER NOK! Jeg læste engang et citat, der sagde, at man aldrig skulle sammenligne begyndelsen af sin egen historie, med en andens midte – og det er også min erfaring, i mit snart 26 år lange liv.
Bliv i din egen historie, og arbejd på at fortælle den smukkeste historie om dig selv, som du er glad for og stolt over. En historie, der kan give dig sommerfugle i maven, og hvor du får livskvalitet, et energikick og optur over, at være til. Og så kig dig lige om. Er alting ikke helt præcist, som det skal være? Er der egentlig ikke bare skønt at leve, og hvor heldig er du ikke lige med, at du trækker vejret. Dyrk det lige. Din krop trækker vejret for dig hele tiden, uden du tænker over det. Det er sgu da en gave i sig selv, når man tænker over det.
Det gode liv er slet ikke så “out of reach”, som mange tror. Det udspiller sig faktisk lige for øjnene af dig, hvis du åbner øjnene og ser det.
God onsdag derude fra mig. <3
Tidligere på ugen skrev jeg om, at jeg skulle ud til min faste horoskoplæser, Nina.
Nina er et skønt bekendtskab, som jeg fik sidste år, hvor hun lagde mit horoskop for første gang. Horoskopet var så spot on, både i forhold til beskrivelsen af, hvem jeg er, samt hvad der ville ske det næste år frem for mig. Det var virkelig en øjenåbner, og det var det bestemt også denne gang.
De sidste par måneder har været noget rod for mig. Jeg har kunne mærke, hvordan jeg ikke har været i balance med mig selv. Det er som om, at jeg har været ude af min krop i flere år, og først er landet i den igen, efter jeg startede på RecreateYou. Lige pludselig kunne jeg mærke, at det liv, jeg havde stablet på benene, ikke passede til mig mere, og det er den mest tunge følelse at have i kroppen. Specielt når hele hurlumhejet ikke gav mening for mig. Derfor havde jeg brug for Nina – for hvad foregår der lige præcist med mig, energierne og hvor fanden er jeg egentlig på vej hen?
Efter at jeg har været hos Nina, giver det dog rigtig god mening. Det hele giver faktisk mening, og det jeg egentlig er inde i lige nu, er en fordøjelsesproces af, hvad der skal ske med mit liv. Der skal nemlig ske nogle markante ændringer, for at jeg kan komme derhen, hvor jeg skal være, hvor jeg kan være glad igen og føle, at jeg er “back on track”. Om det er dårlig timing? Det følte jeg i starten, at det var, men lige nu føler jeg mere, at ting nok ikke kan times dårligt. At livet er livet, og at alting sker for en grund, som min mor også altid siger til mig. Så hvad skal der ske? Jo, ser du…
Først og fremmest sælger jeg min andelslejlighed på Nørrebro, der kommer til salg på torsdag. Det er et KÆMPE skridt for mig, da jeg virkelig troede, at jeg skulle have mange flere år i København. Men efter den her proces, kan jeg bare mærke, at jeg ikke rigtig føler mig hjemme mere. Det har været 4 helt magiske år i storbyen, hvor jeg har udfoldet mine vinger og både fløjet og skvattet igen. Dog har det været en helt fantastisk læring, at jeg har stået på egne ben og haft en hverdag så langt væk fra min faste base i Jylland og min familie.
Men nu kan jeg bare ikke være væk fra dem mere – altså min familie. En af mine helt store livsværdier er familie, men fordi, at jeg troede, at jeg skulle arbejde inde for musik, så jeg ikke nogen anden udvej end at være i København – ergo, langt væk fra de mennesker, jeg elsker. Det har været pisse hårdt nogle gange, men nu, hvor jeg ved, at jeg ikke vil jobbe med musik længere, så er der ikke rigtig noget, som holder mig i København. Jeg føler ikke, at byen fylder mig op mere – tværtiomod efterlader den mig nærmere med en følelse af rastløshed og savn. Den der savn, der kradser nede i maven, fordi jeg føler, at jeg går glip af alt for mange ting, når jeg er så langt væk. Havde nogen sagt til mig for bare 1 år siden, at jeg ville få den her følelse i kroppen med hjemve til Jylland, så havde jeg grinet dem op i ansigtet. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville få sådan en lyst til at søge tilbage. Måske skyldes det, at jeg virkelig har lært, at det eneste, der virkelig betyder noget, er de mennesker, du elsker og ens eget velvære. Et hjem er jo bare et sted, du sover, omringet af døde ting, hvis dit hjerte ikke er der – og mit hjerte er ikke længere i København.
Derudover har jeg mange tanker omkring karriere, som jeg endnu ikke har sluttet helt fred med endnu. Jeg er i tænkeboks omkring, hvorvidt jeg skal tage en ny uddannelse, eller om jeg skal fortsætte med at søge job. Jeg ved det ikke helt endnu, men jeg har en tiltro til, at det hele falder på plads, når jeg falder lidt mere på plads med de nye omstændigheder, som jeg skal vænne mig til. Lige nu er det én ting ad gangen-konceptet, jeg kører, fordi jeg er så overvældet af det hele. At ens liv kan slå en kolbøtte på den måde, det havde jeg alligevel ikke set komme.
Som jeg sagde til Nina, så føltes det lidt som om, at den Debbie, jeg var i 2015, kan jeg vinke til, snart halvvejs inde i 2016, og sige “hej hej, det var hyggeligt at kende dig, men vi er på vej i en ny retning – lev med det”. Debbie i 2015 var ikke i kontakt med sine værdier, men det er jeg nu, og derfor kan jeg træffe bedre beslutninger for mig, der giver mig mere glæde på sigt.
For folk, der ikke tror på det spirituelle, der virker det her indlæg om horoskoplægning nok lidt gakkelak. I vil måske tænke, at det er for fluffy for jer, og det er egentlig okay. Jeg tror af hele mit hjerte på Ninas evner inde for horoskoplægning – specielt efter mit eget horoskop har passet så godt sidste år, samt jeg har haft veninder, der også har været forbi Nina, der har haft samme oplevelse. Nogle gange er der bare ting i livet, som man ikke kan forklare, tror jeg, lige så vel som jeg tror, at ting giver mening på sigt. Det er alt det der med “Connecting Dots”, som Steve Jobs snakkede så meget om. Jeg tror på, at det hele falder på plads, men lige nu skal jeg lige sluge kamelen, før jeg laver min næste handling.
Livet, ik’? Intet kan planlægges, og det er både pisse skræmmende, temmelig spændende og afsindigt smukt. <3
Jeg har været tom for ord de sidste par dage. Det er ikke noget, som ellers sker tit på den her front, men sådan har det været. Efter jeg var på RecreateYou i sidste uge, er der virkelig sket noget med mig. Jeg har rykket mig helt ekstraordinært mentalt, og i sådan en fart, at jeg selv har haft svært ved at følge med.
Pludselig er jeg inde i en fase, hvor jeg “opdaterer” mit mindset. Jeg stille spørgsmålstegn ved de negative historier, min hjerne har fortalt mig i så mange år efterhånden, at tankerne er blevet vaner. Er historierne sande? – Oftest ikke. Og det forbløffer mig stadig, når jeg snupper min hjerne i “røverhistorierne”, hvor ukærlig jeg har været over for mig selv.
Derudover revurderer jeg mit liv – er jeg der, hvor jeg drømmer om at være?
– Nogle gange tror man, at man kender sig selv helt ud til fingerspidserne, men når man så skraber alle vanerne, de negative tanker og ordet “plejer” væk, så efterlader det et rum. Ikke et tomrum, men nærmere et rum til “what comes next”, fordi man restarter sig selv, for at finde ud af, hvor fanden man skal hen, når man lærer nye sider af sig selv at kende.
Det er her, at jeg er lige nu. Sidste gange, at jeg var på RecreateYou, så vi videoen, som jeg har vedhæftet. Den rørte mig rigtig meget. Vi kvinder har en tendens til at gøre os selv mindre, end vi er – og det skal vi stoppe med. I sangen “Girls Just Wanna Have Fun” bliver der sunget “I wanna be the one to walk in the sun”, og sådan har jeg det virkelig nu. JEG vil gå i solen, og ikke gemme mig i skyggen. Jeg vil stråle, og ikke holde mig tilbage.
Det hele er vanvittigt spændende, for jeg kan mærke mig selv SÅ meget lige nu. Det lyder måske ret “hippi-agtigt” for nogen, men sagen er den, at hvis man har været pleaser i størstedelen af sit liv, som jeg har, så har det her med at sætte grænser og følge mavefornemmelsen været en ting, man ikke gjorde alverden i. Men nu gør jeg det – eller, jeg øver det på bedste vis, og det er derfor, at jeg er her lige nu.
Lige her, hvor hele livet tager sig et tigerspring – men det er okay, for jeg er så klar på det hele. <3
Fra ChriChri-kontoret i Fredags – fotograf: Maria Harmuth
Folk siger tit, at jeg har opnået meget i min karriere allerede, trods jeg kun er 25 år. Det er jeg selvfølgelig, som den jyde jeg er, taknemmelig for, at de synes. Dog er jeg ikke typen, der nogensinde har hvilet på laurbærene, og jeg kommer heller aldrig til det.
Når folk spørg “Hvordan har du gjort for at jobbe så fede steder?”, er svaret super enkelt: Jeg har haft sat mig mål. Jeg har turde at tænke højt omring, hvor jeg gerne ville hen med min karriere, og så har jeg knoklet for at nå dertil. Jeg har undersøgt, hvad stillingerne krævede, analyserede mine drømme brands ude fra og plejet mit netværk som bare fanden.
Målsætning, personlig branding og netværk er simpelthen bare essensen af at nå langt på karrieretrappen.
Jeg har altid sagt, at et mål uden en plan er bare en drøm. Et mål kræver nemlig, at man sigter efter noget, og det er simpelthen umuligt at gøre jobmæssigt, uden man har sig en slagvisk plan for, hvordan man kan nå hen til drømmejobbet hos drømmevirksomheden.
Handlingslisten, for at nå dine karrieremål, ser derfor således ud
– Sæt et karriere-mål – Hvor vil du hen med dit drive?
– Skriv de virksomheder ned, som du brænder efter at jobbe for.
– Undersøg virksomhederne og om du kender nogen i dit netværk, der kan connecte dig med nogen, der allerede arbejder for virksomhederne.
– Hvis ikke du kender nogen i dit netværk, så er det dybt undervurderet i Danmark at ringe op til HR-afdelingerne for virksomhederne og spørge, hvad de lægger vægt på, hvis man gerne vil havne i en konkret stilling hos dem – så gør det! Ring og sig, at du drømmer om at jobbe i deres virksomhed, og spørg hvad de lægger vægt på i deres medarbejdere. Allerede her er du foran i køen næste gang de mangler medarbejdere.
