Når jeg vågner om morgenen, er det første jeg gør altid, at jeg tjekker min telefon. På den måde vågner jeg bedst. Da jeg i dag klikkede mig ind på Facebook med trætte øjne, poppede videoserien “#TalkToMe” op i mit feed, som noget af det første. #TalkToMe er et initiativ, som Huffington Post står bag. Her snakker kendte personligheder med deres børn, hvor børnene får lov til at stille forældrene spørgsmål om alt i livet – og jeg kan godt allerede nu afsløre, at jeg fik lidt glasøjne, da jeg så videoerne med Oprah og Arianna Huffington. Derudover glæder jeg mig til at se videoen, hvor Nicole Richie snakker med sin far om hans liv.

#TalkToMe lægger op til, at man skal føre en dialog med ens forældre, hvor man kan spørge dem om spørgsmål omkring deres liv, for at booste forståelsen i mellem børn og forældre, ved at forstå ens forældres historie – og jeg er vild med initiativet.

Jeg eeeelsker sociale medier, men med sociale medier har vi heller aldrig været mere “ikke til stede”, end vi er i dag. Det er en skam, for dialoger med dybde er afsindig vigtige, hvis man skal connecte og føle sig “set”.

Jeg tror, at mange går i gennem deres liv, uden rigtigt at kende essensen af deres forældres historie (eller bedsteforældres, for den sags skyld), og uden at vide, hvilke tanker deres forældre har haft i visse situationer i deres liv.

Jeg har før stillet mine forældre spørgsmål omkring, hvorfor de har handlet på en specifik måde i deres liv. Specielt hvis deres handlinger har haft konsekvenser for mig på daværende tidspunkt. Men spørger du mig om, hvad mine forældres lykkeligste minut i livet er, så ville jeg ikke kunne svare på det. Lige så vel som jeg faktisk ikke aner, hvad deres største udfordring i livet, har været heller. Har jeg været ligeglad? Nej – jeg har bare aldrig tænkt over, at jeg måske ville fortryde på et tidspunkt, at jeg ikke har fået deres historier.

Forholdet i mellem forældre og børn er tit således, at vores forældre ved (næsten) alt om os børn, fordi de har dedikeret deres liv til os. Dog er det nogle gange også således, at vi børn ikke kender vores forældres baggrund, før vi kom til verden – for hvem var vores forældre egentlig inden de fik børn? Og hvordan ændrede det deres liv, at vi kom til? Jeg håber at lære mine forældres historier at kende – måske kan jeg lære noget af dem, og måske kan jeg finde stumper i historierne, der giver mig et mere klart billede af, hvem mine forældre egentlig er.

Så, as I said, jeg elsker #TalkToMe-initiativet, og derfor har jeg nu delt det med dig, som en kærlig reminder om, at vi skal nyde vores forældre/bedsteforældre og lære af dem, imens vi stadig har dem. <3

Jeg har helt glemt at dele ovenstående video med jer. Henne på job har vi lige nu et samarbejde kørende med Clarins. For at det ikke skulle blive det rene billede-reklameshow, kom vi op med ideen til den her video, hvor os på ChriChri-redaktionen snakker om vores morgenrutiner.

Selve videoen var ret hyggelig at filme – men hvad jeg elsker mest ved den er, at vi er så ægte alle sammen. Vi er alle 100% os selv i vores væremåder, og det synes jeg også, at videoen i den grad udstråler, og det har sin charme (hvis i spørg mig). Der er ingen fancyness eller dikkedarer, men bare en håndfuld ambitiøse, jordnære kvinder, der snakker om, hvor forskellige vores morgener rent faktisk er.

Mange tror fejlagtigt, at hvis man er på en arbejdsplads, som kun består af kvinder, så bliver det den rene hønsegård. Den påstand er så off, for hvis bare arbejdspladsen kan håndtere konflikthåndtering og at der er højt til loftet, så kan man nå rigtigt langt. Vi kvinder er i mange tilfælde mere følsomme end mænd – men det ser jeg på ingen måde som en svaghed, tværtimod.

Derudover vil jeg bare slå fast, hvor taknemmelig jeg er over, at jeg deler redaktion med disse skønlinger – de er sgu nogle dejlige damer hele bundet, som jeg er kommet til at holde rigtig meget af på kort tid! <3

Fra fredag og indtil i dag har budt på så meget lykke og travlhed, at jeg føler mig helt flad i dag. Ja ja, jeg ved det – hvilket luksusproblem at have, men kender i det, at man næsten kan blive helt ør af at være glad? Ikke at jeg klager på nogen som helst tænkelig måde, men det er bare en sjov følelse at have. Anyways, så har de sidste par dage været ganske skønne, og her får i mine highlights (og grundene til, at bloggen har stået stille):

1. Helt nyistandsat lejlighed.
Hele weekenden har stået på at fikse min lejlighed, så den kunne stråle som aldrig før. Jeg købte en lejlighed tilbage i november måned, og selvom her har været ganske hyggeligt, har der alligevel også manglet mindre detaljer som en bogreol til mine mange bøger og ting på væggene, for at skabe de ideelle rammer om mit lille hjem. Lejligheden manglede simpelthen inspiration og personlighed, og det må jeg sige, at jeg har fået. Det er som om, at jeg har været med i programmet “Roomservice”, og bare har fået foræret en spritny lejlighed, der skriger Debbie-ness så det batter, og jeg elsker det!

2. Visit fra verdens dejligste super-mor.
I forhold til mit lejligheds-makeover, så er det min elskede mor, der står bag. Jeg har altid beundret min mor for hendes interiør-evner, samt at hun er en knag til at istandsætte møbler. Jeg glæder mig derfor til, at hun skal til at starte sit eget firma, hvor hun kan dele ud af disse evner. Hun er nemlig helt vildt dygtig til sit kram, men er aaaalt for ydmyg omkring det, hvilket jeg prøver at banke ind i hovedet på hende. Udover interiør, så er hun også bare dejlig at tilbringe tid med. Mor er jo den bedste i verden – længere er den bare ikke.

3. Lækkerier på menuen
Imens min mor var her fik vi take out begge dage, og det var ren food heaven. Jeg ved ikke hvorfor, men at bestille lækker mad ude fra er virkelig en af de største luksusser for mig, hvilket man også kan se på min Instagram, der i den grad bærer præg af, at jeg er helt obsessed med mad. Det er også derfor, at jeg træner – ikke for at tabe mig, men for at jeg kan spise, hvad jeg vil. I denne weekend fik vi mad fra WokAmok og LéLé, og jeg tror på, at min mor var lige så meget i food heaven som mig. Hun lignede i hvert fald emojien med hjerter i øjnene.

4. Hårdt arbejde og højt humør på Danmarks bedste redaktion
I disse dage knokler vi på ChriChri for at få vores magasin færdigt til udgivelsen, og det er både skønt og hårdt, at der er så meget fart over feltet. Jeg elsker at have travlt – specielt hvis jeg kan se, at de projekter, som jeg er en del af, rykker sig. Derudover er teamspirit essensen af ChriChri, så hver dag går jeg hjem fra arbejde og er glad, hvilket er det vigtigste for mig. Man skal jobbe et sted, hvor ens spirit bliver løftet, og det føler jeg i den grad, at min bliver lige her – og det er fantastisk.

2015 var uden tvivl et af de mest vigtige år i mit liv i forhold til karriere. Der skete meget. Generelt er der sket rigtig meget med mig de sidste 3-4 år. Det har været én stor rejse, hvor jeg har lært mig selv at kende på både godt og ondt, hvilket selvfølgelig er en god ting, for når du ved bedre, så gør du også bedre, som Maya Angelou plejede at sige. Jeg ved i hvert fald med sikkerhed, at hvis Debbie på 6 år havde vidst alle de ting, som jeg ville opleve her i mit voksenliv, så havde hun måbet munden af led.

En meget, meget stolt Debbie, der lægger sin vocal på et beat

Da jeg var barn, ejede mine bedsteforældre et omrejsende tivoli. Mit liv har derfor været alt andet end normalt fra starten af. Måske er det også derfor, at jeg ret tidligt fik flair for musikken. Jeg ville være sangerinde, og jeg ville det så meget, at alt jeg lavede inkluderede enten en musikafspiller, et syngende mig, MTV eller at være til en koncert ved en af tivoliets scener. Hvis ikke jeg lavede en af de i forvejen nævnte ting, så elskede jeg også at prøve karrusellerne i tivoliet, da de altid spillede den seneste, nye musik – ergo så fik jeg både kilder i maven og gode sange at lytte til på én og samme tid – det var ren barndomslykke og balsam for min sjæl. Jeg var omringet af musik, og det gav mig en følelse af tryghed. Musik har altid været der for mig, uanset hvad.

Da jeg i år 2013 gik fra min ekskæreste og rejste til København, vidste jeg, at nu skulle jeg forfølge den her spirerende musiker-drøm, som havde vokset inde i maven på mig i gennem flere år. Det samme år formåede jeg derfor både at udgive et covernummer, som var et mash-up af nogle L.O.C sange, hvilket fik overvældende god respons på YouTube. Derudover udgav jeg også en single, “Bad Girls”, som jeg selv havde været med til at skrive. Det var alt sammen meget godt, men det føltes lidt som om, at den drøm,  jeg altid havde haft, bare ikke føltes opløftende for mig, da den endelig blev forfulgt. Det var ligesom at prøve de der smashing jeans, man har stirret sig blind på i butiksvinduet, for at konstatere, når jeansene endelig kommer på ens krop, at de sidder ganske rædselsfuldt. Jeansene så godt ud inde i hovedet, men i tankernes spind havde man ikke tænkt over, at jeansene måske ikke var ideelle til ens kroptype. Sådan havde jeg det med min musiker-drøm. Den passede simpelthen ikke til mig og den type, som jeg havde modnet mig til at blive. Det var en sindssyg stor pille at skulle sluge, fordi den drøm havde været en del af mit liv siden jeg var 3 år.  For fanden, jeg havde jo boet i London og taget sangundervisning hos en sanglærer, der havde undervist både Blue og Westlife, og så stod jeg her nu, og ville det ikke alligevel. Det var helt vildt svært for mig at forholde mig til.

Realiteten var, at jeg var vokset ud af min drøm, og det efterlod mig med en følelse af tomhed. Mest fordi jeg havde bildt mig selv ind, at når jeg nåede til det punkt i mit liv, hvor jeg kunne udleve musikerdrømmen, så ville jeg blive lykkelig. Istedet fik jeg mig en identitetskrise over, hvad fanden jeg så skulle med livet, når jeg nu ikke skulle være musiker. Dengang havde jeg slet ikke tænkt over, at jeg kunne have evnerne til at arbejde professionelt med musik. Drivet for lige netop dette blev først vækket, da jeg begyndte hos VEGAs kommunikationsafdeling i 2014 – men det er en helt, heeeeelt anden historie.

Min single “Bad Girls” på iTunes top 100-listen

Kender i sætningen: “Pas på med, hvad du ønsker – du kunne jo ende med at det gik i opfyldelse“? Den sætning gav så meget mening for mig på det tidspunkt, trods den aldrig havde gjort det før i mit liv. Mest fordi, haaalloo – hvem vil ikke gerne have deres drømme opfyldt?

Men sagen er den, at nogle gange kan vores drømme blive så stor en del af vores identitet, at vi stopper med at sætte spørgsmålstegn ved dem. I gennem hele livet vokser vi som mennesker, hvilket også er derfor, at vi skifter jobs, går fra vores kærester, flytter, etc., for vi mennesker vil ikke stå stille i livet – vi vil frem! Sagens kerne er den, at fordi en drøm eksisterer inde i hovedet på os, og er en del af de omkring 50.000-70.000 tanker (jep – du læste rigtigt), som vi tænker i løbet af en dag, så sætter vi ikke spørgsmålstegn ved drømmene. De lever frit og godt inde i hovedet, og blomstrer, som drømme nu gør. Fordi drømmene føles så trygge, så glemmer vi at evaluere på dem. Vi glemmer at spørge, om drømmene stadigvæk er vores oprigtige drømme. Drømme bliver en tryghedsfaktor for vores sind, som vi kan læne os op ad i svære tider, og en sovepille, som vi kan lulle os i søvn til, fordi vi netop har bildt os selv ind, at når den her drøm går i opfyldelse, så giver livet mening

At jeg fik lov til at udleve en smule af min drøm, var den største gave og indsigt, som jeg kunne få. Det var en øjenåbner for mig omkring, hvem jeg egentlig var blevet, og den jeg er i dag, er så meget mere mig, kontra den, som 6-årige Debbie stilede efter at blive – men hun vidste jo selvfølgelig heller ikke bedre. Jeg anede bare ikke hvem, jeg var blevet, fordi min drøm havde groet sig så godt fast. Det er dét smukke ved livet – den bruger ironi, aha-moments og barske tider, for at få os til at indse vores vej, og det er både på godt og ondt.

Så jeg har lært, at man skal være ærlig over for sig selv. Man skal evaluere, og man skal selvfølgelig gå med hjertet, og med hvad hjertet siger. Derfor skal man selvfølgelig også gå efter sin drøm – men ved at gå efter ens drøm, tager man også en chance med at kunne blive skuffet under vejs, for nogle gange kan drømme ikke leve op til det billede, som vi har i hovedet, imens andre gange er drømme så meget mere smukke i virkeligheden, end vi havde forestillet os. Der er kun én måde at finde ud af det på, og det er ved at prøve sig frem.

Så drøm – Men lad aldrig dine drømme forblinde dig til at tro, at de er bedre end din virkelighed, for du ved ærlig talt ikke, om drømmen oprigtigt er bedre end dit væren i nuet. Det eneste vi med sikkerhed ved i livet er, at vi aldrig ved noget med sikkerhed – og drømme kan være smukke, men ikke hvis de er vores blinde vinkler. <3

God torsdag til alle derude!

Mange ser på Joan Ørting, og tænker med det samme sex – og det kan jeg egentlig godt forstå, fordi det er den vinkel, som størstedelen af medierne har brugt hende i. Men Joan Ørting er så meget mere end bare sex. Hun er bl.a. hammer klog på livet, klog på barnsdomstraumer og klog på selvværd.

Jeg har mødt Joan Ørting af to omgange. Sidst var for præcis to år siden, hvor jeg var på en af hende “Elsk Dig Selv”-kursuser. Kursuset var så ekstremt givende og gav sindssygt meget selvindsigt på, hvad man tiltrækker i sit liv, når ens selvværd er lavt, samt hvordan man elsker andre, når man ikke elsker sig selv højt nok. Det åbnede en helt ny verden for mig i forhold til en bedre forståelse af mig selv og min rummelighed af mennesker. Det var en af de der åbenbaringer, at når du har haft den, så er den med dig resten af livet. Siden den dag har jeg også arbejdet flittigt på mit selvværd. Det vil overraske nogen, hvor meget det rent faktisk kræver at bygge sit selvværd op fra scratch. Det er ligesom når man skal træne op til et marathon. Man kan løbe lidt ekstra hver gang, men stopper du med at øve dig, så falder din krop tilbage til dens gamle rytme. Sådan er det også med selvværd. Hvis du ikke kæmper imod de negative tanker, som du har om dig selv, med de nye, postive tanker, samt ikke tysser på dit ego på daglig basis, så er det nemt at falde tilbage i den gamle rytme igen.

Udover indholdet på Joans kursuser, så er hun også bare et ekstraordinært varmt menneske, som man virkelig har lyst til at lytte på. Kender i ikke de der foredrag, hvor speakeren nærmest selv lyder til at være på vej til drømmeland, fordi personen ikke brænder for det, som vedkommende taler om? Sådan er det ikke med Joan Ørting. Hendes energi brænder så meget i gennem, at man har lyst til at lære og blive klogere.

Derudover er Joan Ørting humoristisk, åben og meget snaksaglig. Jeg glemmer aldrig, da vi mødte hinanden første gang, hvor hun tilsidst krammer mig, inden jeg skal ud ad døren med en bemærkning om, at jeg burde skrive en biografi engang, fordi mit liv har været så interessant, og der var mange, der kunne lære noget af min historie. Det er altså et stort kompliment at få fra et menneske, som man selv ser et lys i, skulle jeg hilse og sige.

Et dejligt minde at tænke tilbage på – specielt på så lækker en fredag, som i dag. Nu vil jeg få ordnet dagens gøremål, sådan jeg i aften kan sætte mig med god samvittighed og se Xfactor med benene oppe (som de sikkert trænger til efter min træning), imens jeg live tweeter med den ene hånd og drikker zero med den anden.

God fredag til jer!