Det er ved at være et stykke tid siden sidst, at jeg har dykket ned i min telefons virvar af noter. Som i måske kan huske fra det her indlæg, så har jeg altid haft en ting for ord. Mit følsomme jeg har nemt ved at genkende og skrive om følelser, store som små, og det sker derfor, at jeg kommer ind i et flow, hvor alle ordene bare strømmer ind i notearket fra højre af.  Så her har i endnu en note i bunken ud af de mange.

_______________________________________________

Jeg skulle ud og se verden, og jeg skulle gøre det hele selv – intet skulle være nemt, for hvis det var nemt, så var det jo ikke ægte. Nej nej, alting skulle have en krølle og alting skulle diskuteres og alting skulle have en skvis salt i såret, bare for at se, om du stadig stod ved min side. Og det gjorde du.

 Men stadigvæk skulle hele verden indtages på min egen tallerken, og hvem var du lige for at tro, at den kunne deles? For selvom du ville dele hele din verden med mig, så var jeg et lukket land for dig.

 Jeg susede. Og som jeg kiggede bagud, sakkede du mere og mere efter, imens jeg i raketfart fløj derudad. Jeg tænkte, at jeg skulle holde fokus ligeud, for ikke at falde. Men ved du hvad jeg opdagede, da jeg nåede målstregen? At der hele var så komplet ligegyldigt, for når jeg så til siden, så var der ingen. Så der stod jeg med klæberige hænder og indsmurt i succes, men med det tungeste hjerte.

 Jeg manglede dig. Og de 10.576 ord, du kunne fyre af, som indirekte sagde, at du elskede mig. Også selvom jeg oftest kun brugte 4.589 ord.

 Du elskede mig. Jeg var aldrig i tvivl.

Engang for evigheder siden havde jeg den her ide om, at jeg skulle være sangerinde. Jeg skulle være den der verdensdominerende en af slagsen, og så skulle jeg selvfølgelig skrive mine egne sange.

Jeg er meget følsom. Jeg vil faktisk sige, at kontra alle andre, så føler jeg selv, at jeg altid føler alting 30% mere. Hvis mennesker, film, musik, min omverden rør noget i mig, så har jeg let til tårer. Det er ikke noget jeg altid har sat pris på, men efter jeg er blevet ældre, er jeg begyndt at se det som en styrke, at jeg er så meget i kontakt med mig selv og reagerer så intuitivt på, hvad der sker omkring mig.  Jeg er begyndt at se min følsomhed som en styrke – specielt i vores moderne samfund, hvor følelser tit bliver tiet til tabuer, og sådan er jeg bare på ingen måde. Det er intet filter her.

Nå, men det jeg egentlig ville med det her skriveri, var at begynde på en stribe indlæg, der omhandler noter på min mobil. Note-appen på min elskede iPhone indeholder lister, huske noter og alle de her hverdagsting, som alle andre også har i deres noter. Dog gemmer mine noter også på tekster, som jeg har skrevet på, tidligere sangtekster, osv. Fordi jeg netop altid har været så følsom, og nogle gange har følt mig alene med at være det, så har jeg været god til at sætte ord på, hvad jeg oplevede. Ordene blev mine venner, for de hjalp tit til bedre at kunne forstå mig selv, samt det jeg gik i gennem.

Der er over 200 noter på min telefon, hvor af nogle af skriverierne er op til 4 år gamle. Nogle af tekstdelene, som jeg har skrevet, er også ret lollet, det vil jeg gerne indrømme. Men der er også noget af det, hvor jeg kan mærke, at jeg bliver rørt, når jeg læser det i gennem igen, fordi jeg kan huske følelsen, da jeg skrev tekstendelen. Derfor tænkte jeg, at jeg i gennem en række indlæg vil lade jer få et indblik i mine noter. Måske i kan genkende jer selv i dem? Man ved jo aldrig…

________________________

Han tager mig op, ser mig dybt i øjnene,
men er altid lige præcis 2 millimeter væk.
Han siger ingenting, imens vi går rundt nøgne,
så naturligt og komplekst.

Han er så gemt bag foredomme og illusioner,
som han bomber mig med.
Hvad gør man så –
Når man har lyst til at blive og alligevel bare spæne afsted?

Jeg var malplaceret i mellem de 10.000 ting,
som jeg troede, at jeg kunne blive
for dig.

Ja, jeg var malplaceret.
Helt ude af kontekst og fyldt med jalousi
Fordi jeg aldrig ku’ bli’ den ro, du søgte.
Aldrig helt den helt perfekte.

Han rejser sig, og vores verdner skilles påny.
Selvom han lover mig, at alt er godt,
så har jeg allerede læst faresignalerne midt i hans øjne.
Så uforklarligt og alligevel ren logik.