I morgen er det mandag. Men det er ikke bare hvilken som helst mandag for mig, for i morgen er den mandag, hvor jeg starter hos ChriChri – og jeg eddermame så spændt, at jeg næsten er nervøs for, om jeg overhovedet får noget søvn i nat, fordi mit adrenalin allerede pumper i stride strømme, og så er mine sommerfugle i maven også helt ustyrlige. Skulle søvnstrejken slå til, pga. “alt for meget af det gode”, så findes der heldigvis superhelten kaffe, som jeg kan ty til med jævne mellemrum på dagen – meeeenææh, man vil jo gerne komme første dag og gøre et killer-indtryk uden poser under øjnene og skrantet krop, så jeg krydser fingre for en masse søvn, så jeg oser af overskud.
Jeg elsker følelsen af at skulle starte på et nyt kapitel i mit liv. Følelsen af at skulle åbne nye døre, der leder til nye, spændende, endnu uopdagede steder.
Derudover har jeg taget mine forbehold, og på bedst mulige vis sørget for, at jeg får en god start på dagen, uden stress og jag. Så jeg har allerede fundet tøjet frem, jeg skal have på, og så har jeg såmænd også allerede pakket min taske, så jeg er good to go. Penalhus, lyserød mappe (selvfølgelig – you know me), farver til brainstorming, notesbog, og jeg skal komme efter dig. Jeg er total dengset på det område, og jeg digger det! Jeg glæder mig så meget til, at jeg skal ind på redaktionen og nørde. Når jeg nørder, så er jeg i mit es – og jeg elsker, når jeg er i mit es, for der føler jeg mig fri og stormende entusiatisk og glad.
Grejet er i orden, madpakken venter i køleren og humøret koger på sit højeste. They better be ready, ’cause I sure as hell am! 😉
Fredag er en lækkerbuks, for ikke nok med at weekenden står for døren, så er det også dagen, hvor størstedelen af alt det nye musik har sin release. Fredag er derfor en festdag for en musiknørd for mig, for uanset om jeg skal dase på sofaen med popcorn i skødet eller ud i det københavnske trummerum, så er jeg sikret ny musik til mine musikentusiastiske ører.
Man må sige, at i dag står meget i musikkens tegn for mig. I dag skal jeg nemlig til VEGAs Udvalgte (gotta love it), hvor mine tidligere kollegaer fra bookingteamet på VEGA har prøvet at kigge ind i krystalkuglen, for at spå om, hvem der bliver the ones to rock your world her i 2016. Bookerne har simpelthen fundet 6 danske artister, der får lov til at markere over for os i salen, hvorfor vi skal sætte vores musiklid til dem i gennem det her ret så nye år, vi er trådt ind i. Det er pisse sejt, at bookerne har den evne, synes jeg. VEGAs Udvalgte spåede fx. MØ, som tha shizzle, tilbage i 2013 – hvilket er blæret som bare fanden, da det understreger endnu mere, at de her bookere er dedikerede og kan deres kram!
Udover at nyde god musik, skal jeg også kramme på en masse savnede, tidligere kollegaer, grine og forkæle min musikforstand. Der ryger nok også en øl eller to ned, selvom jeg ikke er den store alkoholsdrikker, men lige i dag vil jeg gerne gøre en undtagelse.
But first, så skal i selvfølgelig også med på beatet. Her er der nye godter til jeres spillelister. Jeg har valgt at samle alle de sange, som jeg synes rørte et eller andet i mig, på denne her liste, som jeg vil opdatere jævnligt. Når jeg siger, at musik “rører noget i mig”, er det ikke fordi at det er ren følelsessnak. Det kan lige så godt være musik, der rører mig, fordi det giver mig lyst til at danse eller smile. Så selve sætningen dækker egentlig over musik, der giver mig en følelse af et eller andet – både godt eller/og skidt.
Hvis du har Spotify, kan du finde sangene der i stedet og give dem et lyt. Har du Apple Music, så skal du såmænd bare trykke play lige nedenfor.
Nu vil jeg trække i træningstøjet og prøve nogle af sangene af, imens jeg sveder på en crossmaskine i Fitness World, inden aftenens strabadser.
2015 var uden tvivl et af de mest vigtige år i mit liv i forhold til karriere. Der skete meget. Generelt er der sket rigtig meget med mig de sidste 3-4 år. Det har været én stor rejse, hvor jeg har lært mig selv at kende på både godt og ondt, hvilket selvfølgelig er en god ting, for når du ved bedre, så gør du også bedre, som Maya Angelou plejede at sige. Jeg ved i hvert fald med sikkerhed, at hvis Debbie på 6 år havde vidst alle de ting, som jeg ville opleve her i mit voksenliv, så havde hun måbet munden af led.
En meget, meget stolt Debbie, der lægger sin vocal på et beat
Da jeg var barn, ejede mine bedsteforældre et omrejsende tivoli. Mit liv har derfor været alt andet end normalt fra starten af. Måske er det også derfor, at jeg ret tidligt fik flair for musikken. Jeg ville være sangerinde, og jeg ville det så meget, at alt jeg lavede inkluderede enten en musikafspiller, et syngende mig, MTV eller at være til en koncert ved en af tivoliets scener. Hvis ikke jeg lavede en af de i forvejen nævnte ting, så elskede jeg også at prøve karrusellerne i tivoliet, da de altid spillede den seneste, nye musik – ergo så fik jeg både kilder i maven og gode sange at lytte til på én og samme tid – det var ren barndomslykke og balsam for min sjæl. Jeg var omringet af musik, og det gav mig en følelse af tryghed. Musik har altid været der for mig, uanset hvad.
Da jeg i år 2013 gik fra min ekskæreste og rejste til København, vidste jeg, at nu skulle jeg forfølge den her spirerende musiker-drøm, som havde vokset inde i maven på mig i gennem flere år. Det samme år formåede jeg derfor både at udgive et covernummer, som var et mash-up af nogle L.O.C sange, hvilket fik overvældende god respons på YouTube. Derudover udgav jeg også en single, “Bad Girls”, som jeg selv havde været med til at skrive. Det var alt sammen meget godt, men det føltes lidt som om, at den drøm, jeg altid havde haft, bare ikke føltes opløftende for mig, da den endelig blev forfulgt. Det var ligesom at prøve de der smashing jeans, man har stirret sig blind på i butiksvinduet, for at konstatere, når jeansene endelig kommer på ens krop, at de sidder ganske rædselsfuldt. Jeansene så godt ud inde i hovedet, men i tankernes spind havde man ikke tænkt over, at jeansene måske ikke var ideelle til ens kroptype. Sådan havde jeg det med min musiker-drøm. Den passede simpelthen ikke til mig og den type, som jeg havde modnet mig til at blive. Det var en sindssyg stor pille at skulle sluge, fordi den drøm havde været en del af mit liv siden jeg var 3 år. For fanden, jeg havde jo boet i London og taget sangundervisning hos en sanglærer, der havde undervist både Blue og Westlife, og så stod jeg her nu, og ville det ikke alligevel. Det var helt vildt svært for mig at forholde mig til.
Realiteten var, at jeg var vokset ud af min drøm, og det efterlod mig med en følelse af tomhed. Mest fordi jeg havde bildt mig selv ind, at når jeg nåede til det punkt i mit liv, hvor jeg kunne udleve musikerdrømmen, så ville jeg blive lykkelig. Istedet fik jeg mig en identitetskrise over, hvad fanden jeg så skulle med livet, når jeg nu ikke skulle være musiker. Dengang havde jeg slet ikke tænkt over, at jeg kunne have evnerne til at arbejde professionelt med musik. Drivet for lige netop dette blev først vækket, da jeg begyndte hos VEGAs kommunikationsafdeling i 2014 – men det er en helt, heeeeelt anden historie.
Min single “Bad Girls” på iTunes top 100-listen
Kender i sætningen: “Pas på med, hvad du ønsker – du kunne jo ende med at det gik i opfyldelse“? Den sætning gav så meget mening for mig på det tidspunkt, trods den aldrig havde gjort det før i mit liv. Mest fordi, haaalloo – hvem vil ikke gerne have deres drømme opfyldt?
Men sagen er den, at nogle gange kan vores drømme blive så stor en del af vores identitet, at vi stopper med at sætte spørgsmålstegn ved dem. I gennem hele livet vokser vi som mennesker, hvilket også er derfor, at vi skifter jobs, går fra vores kærester, flytter, etc., for vi mennesker vil ikke stå stille i livet – vi vil frem! Sagens kerne er den, at fordi en drøm eksisterer inde i hovedet på os, og er en del af de omkring 50.000-70.000 tanker (jep – du læste rigtigt), som vi tænker i løbet af en dag, så sætter vi ikke spørgsmålstegn ved drømmene. De lever frit og godt inde i hovedet, og blomstrer, som drømme nu gør. Fordi drømmene føles så trygge, så glemmer vi at evaluere på dem. Vi glemmer at spørge, om drømmene stadigvæk er vores oprigtige drømme. Drømme bliver en tryghedsfaktor for vores sind, som vi kan læne os op ad i svære tider, og en sovepille, som vi kan lulle os i søvn til, fordi vi netop har bildt os selv ind, at når den her drøm går i opfyldelse, så giver livet mening
At jeg fik lov til at udleve en smule af min drøm, var den største gave og indsigt, som jeg kunne få. Det var en øjenåbner for mig omkring, hvem jeg egentlig var blevet, og den jeg er i dag, er så meget mere mig, kontra den, som 6-årige Debbie stilede efter at blive – men hun vidste jo selvfølgelig heller ikke bedre. Jeg anede bare ikke hvem, jeg var blevet, fordi min drøm havde groet sig så godt fast. Det er dét smukke ved livet – den bruger ironi, aha-moments og barske tider, for at få os til at indse vores vej, og det er både på godt og ondt.
Så jeg har lært, at man skal være ærlig over for sig selv. Man skal evaluere, og man skal selvfølgelig gå med hjertet, og med hvad hjertet siger. Derfor skal man selvfølgelig også gå efter sin drøm – men ved at gå efter ens drøm, tager man også en chance med at kunne blive skuffet under vejs, for nogle gange kan drømme ikke leve op til det billede, som vi har i hovedet, imens andre gange er drømme så meget mere smukke i virkeligheden, end vi havde forestillet os. Der er kun én måde at finde ud af det på, og det er ved at prøve sig frem.
Så drøm – Men lad aldrig dine drømme forblinde dig til at tro, at de er bedre end din virkelighed, for du ved ærlig talt ikke, om drømmen oprigtigt er bedre end dit væren i nuet. Det eneste vi med sikkerhed ved i livet er, at vi aldrig ved noget med sikkerhed – og drømme kan være smukke, men ikke hvis de er vores blinde vinkler. <3
Så er der endeligt nyt fra RiRi, the bad gaaarl herself. Den nye single “Work” har ramt streamingtjensterne, og sangen har Rihannas velkendte partner in crime, Drake, med påbeatet, der lige giver”Work” det sidste touch. Jeg er desværre ikke imponeret over “Work” so far, men jeg tager alligevel mig selv i allerede at synge “Work, work, work”, så sangen sidder altså fast på nethinden, og det plejer at være en meget god indikator på, om en sang har hitpotentiale eller ej.
“Work” virker tung, og alligevel legende let. Dancehall og melankoli er en sjov kombination, som Riri mestrer som ingen anden. Efter en musik-tørkeperiode fra 2012 og indtil nu, har der ikke været nogle pladeudspil fra Rihanna, og hun har derfor os alle sammen ventende på tåspidserne efter hendes kommende plade, Anti, som rygtes at skulle droppe i den her uge, ifølge Billboard. Jeg håber, at den dag bliver på fredag. Det ville ikke være dårligt at danse weekenden i møde med Rihanna i ørerne.
Derudover glæder jeg mig til at se, om Anti leverer, hvad den er blevet hypet til, nu hvor jeg er en af de heldige, der kommer til at opleve Rihanna på københavnsk jord til sommer til hendes koncert på Refshaleøen.
Du kan give “Work” et lyt (og en dom) på din favorit streamingtjeneste lige her!
Hvis der er noget, som jeg elsker, så er det at bruge tid på at se videoer fra Ted Talks. Inspirerende, spændende videoer, der får min spirit sparket helt høj, samt får min motivation til at blomstre i en lige så rasende fart, som når vintergækker får snerten af foråret er på vej, og kigger op fra under jordens overflade.
I dag fandt jeg ovenstående video, der i den grad handler om kærligheden til sig selv, og hvorfor den er så fandens vigtig, når vi dater. Tracy McMillan snakker om det her hul i maven. Et hul, som størstedelen af os uden tvivl kender, fordi den stammer fra den nagende frygt for at blive forladt, når vi nu endelig har fundet ham, som vores hjerne hvisker til os er lykken, og som hjernen finder helt ideel og perfekt for os – også selvom det måske ikke er tilfældet, hvis vi nu kunne observere os selv udefra. Dog er det ikke vores hjerne, som hvisker til os i denne situation – det er vores ego.
Det er ingen hemmelighed, at når man ikke elsker sig selv, så bekymrer man sig laaaangt mere om, hvad der foregår over i andres hoveder, kontra hvordan man selv har det i ens eget hoved. Man kan tage sig selv i at tænke usikre tanker på dates, alla: “Synes han at jeg er spændende nok?”, “Tænker han mon, at jeg er pæn i det her tøj?” og “Hvis jeg nu gør det her for ham, så kan han da helt sikkert lide mig, fordi han ser hvor sød, jeg er!” – alle de her dumme tanker, der kredser rundt, bare fordi frygten for at blive forladt er så altoverskyggende, hvilket gør, at vi konstant er på overarbejde, fordi vi lægger et pres på os selv om, at vi skal leve op til noget, hvis vi skal fortjene kærlighed. Det skyldes igen vores drænende ego, den bloody mother fucker, der kan få os til at tænke de mest ukærlige tanker om os selv. Tanker, som ikke er sande, men som stammer fra en frygt, der er placeret inde i os, og som vi oftest kan fornemme sidder lige ved solar plexus.
I sidste ende kan du kun blive forladt, hvis du vejer og måler dig selv i øjnene på andre. Som Tracy også nævner i hendes oplæg, så begyndte hun så småt at date igen efter hendes sidste skilsmisse, da hun havde lært at give ubetinget kærlighed til sig selv, for den hun er. Det havde den effekt, at da hun begyndte at date igen, kunne hun nu fokusere på, hvordan ham, hun datede, fik hende til at føle, imens daten fandt sted, i stedet for at fokusere på, hvorvidt ham, hun datede, kunne lide hende eller ej – for hun havde ikke brug for, at han skulle kunne lide hende, når hun godt kunne lide sig selv. Hun havde brug for en, der kunne lade hende bevare den gode følelse, som hun havde fået stabiliseret i hendes krop, samt give hende den kærlighed, hun nu havde lært at give til sig selv – intet mindre!
Man burde ikke samle på mennesker, der bekræfter ens frygt for ikke at være god nok, for tro mig – at bekræfte sig selv i, at man ikke er god nok, er vi selv verdensmestre i, hvis det er dét syn, som vi har på os selv. Når vi ikke selv synes, at vi er gode nok, tiltrækker vi desværre også mennesker i vores liv, der bekræfter vores frygt i denne fordom. Derfor er det så fandens vigtigt, at vi elsker os selv helt ud til vores flossede negle og vores rødlige næstetipper, så hele verden kan se, hvordan vi vil bæres frem, og vi på den måde tiltrækker de rigtige mennesker i vores liv, der beriger os yderligere, i stedet for at fodre vores frygt.
Så hvis du vil møde din eneste ene, vil jeg råde dig til at finde dit bedste spejl og beundre dig selv i det. Dét, du har ledt efter, har været foran snotten på dig all along. <3
Og så er der vist bare tilbage at sige: SE oplægget med Tracy McMillan – også selvom du måske er skeptisk. Hendes historie er et fantastisk indspark, og Tracy tager dig med storm med hendes åbne og ærlige hjerte.
