Hold nu fest, for en aften/nat, jeg har haft mig. Hvis nogen skulle være i tvivl, så har kaffe lagt helt øverst i min EGEN homemade kostpyramide i dag, for at jeg har kunne være et nogenlunde sammenhængende menneske. Generelt er jeg bare rigtig vrøvlet, når jeg ikke får mine 7-8 timers søvn. Det har derfor nok været meget rart for min omverden og mine omgivelser at jeg har jobbet hjemmefra i dag – dog selvfølgelig først efter min velfortjente morfar, da jeg ramte min lejlighed kl. 07 i morges i zombie-lignende tilstand.

Anyways, så dækkede jeg Oscareventet med to andre fra ChriChri-redaktionen, hvilket var drøn hyggeligt! Vi blev indlogeret på Hotel Kong Arthur i en virkelig lækker suite, hvor vi kunne flyde i sengene, alt i mens vi jobbede. Men der skal selvfølgelig en god portion mad til, inden man kaster sig ud i det seje træk med at arbejde så intensivt, koncentreret og effektivt i så mange timer ad gangen. Derfor var vi lykkelige over det kongemåltid af en sushi-palette fra NORI, som vi indtog inden. Det sted kan varmt anbefales: Lækker mad, dedikerede mennesker og et serviceniveau der er top dollar.

Det meste af min nat er derfor gået med at se Oscaruddelingen med et halvt øje, i mens det andet halve øje har haft gang i artikelskrivning. Derudover har jeg stået for ChriChris Snapchat stories (forklarer den, til tider, lidt sorte humor på snapsene i nat) og opdateringerne af ChriChris Facebook.

It’s all good, men nu er denne her frøken også bare godt og grundigt smadret og mørbanket, skulle jeg hilse at sige. Derfor tager jeg mig nu en Netflix-aften med chokolade i stride strømme og slaske-tøj – med rigtig, rigtig god samvittighed. <3

Jeg ved ikke med jer, men for mit vedkommende er søndag ret yndlings – det er i hvert fald en dag, som jeg altid ser frem til. Lige nu sidder jeg og nyder stilheden, imens jeg slubrer lidt kaffe i ny og næ, og det er dét, som søndage kan: De kan få mig heeeelt ned i gear.

Jeg har en regel, som hedder sig, at jeg prøver at holde mine søndage frie for aftaler. Det vil sige, at jeg bruger dagen på lige præcis hvad jeg har lyst til eller/og brug for. I hverdagene er man altid på farten, men den “stress”-følelse gider jeg ikke have med ind i mine weekender, da de skal være så hellige, som de nu kan blive. Søndag fungerer som min afkoblingsdag, hvor jeg kan lege, hygge mig og bare tage tingene i mit eget tempo, og sådan en dag har jeg brug for, hvis jeg skal fungere optimalt som menneske. Vi har alle brug for en pause, hvis vi skal være i flow i vores hverdag.

Dog har jeg brudt lidt med min regel i dag, da jeg faktisk skal dække Oscar Night med nogle af ChriChri-pigerne, hvilket jeg selvfølgelig glæder mig til. Vi skal dække showet på hjemmesiden og via de sociale medier – men heldigvis bliver vi forkælet helt vildt, imens vi gør det med god mad, skønne omgivelser og snacks. I kan følge hele eventet (og jobberiet) på Snapchat (Chrichridk) eller på Instagram (Chrichridk), hvor vi vil holde jer opdateret, og det glæder jeg mig helt vildt meget til – også selvom det kommer til at kræve kaffe i stride strømme i morgen. Men hvad man ikke gør for at se Leo vinde sin første Oscarstatuette (håber ikke, at jeg jinxer den nu) 😉 <3

Så alt i alt: En søndag med stilhed og fart over feltet. Gotta love life!

Indrømmet: Jeg har været lidt sløv i betrækket til at opdatere jer med nyt til jeres spillelister. Musik er en stor del af mig, og jeg vil mægtigt gerne have, at musikken fylder mere på bloggen, men det kræver selvfølgelig, at der bliver udgivet musik, som jeg selv synes er værd at anbefale videre. Det har stået lidt stille med “my kind of jam“-sange i gennem februar – indtil i denne her uge. Derfor er jeg glad for nu at kunne dele 3 perler med jer, som jeg har skamlyttet til.

Moses: “Andreas” ft. Ericka Jane – “Overvældende Menneske”
Jeg har fulgt Ericka Jane siden hun var med i XFactor, og det har været vildt at se hende blomstre som artist, da der virkelig er sket meget med hende gennem de sidste par år. Nu er hun aktuel på Moses: “Andreas”‘ sang, hvor man får hendes vokal i en lidt mere øm udgave (og så endda på dansk), hvilket klæder hende helt vildt godt. Den her sang er klart min yndlings ud af alle udgivelser, som har været der i ugens løb.

L.I.G.A – “1 ud af 1 Million”
Jeg er kæmpe fan af Ihan og Nicky, som udgør L.I.G.A. Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med duoen (dengang trioen), da jeg jobbede hos pladeselskabet RE:A:CH, og de var alle sammen fandme bare så dedikerede, down to earth og hårdtarbejdende. Derfor banker mig hjerte højt for L.I.G.A, og jeg er helt solgt på deres nye lyd, som klæder dem afsindigt godt. Jeg glæder mig til at høre meget mere musik fra duoen på den kommende EP, der rammer senere i år.

Bibi Bourelly – “Sally”
Du har hørt Bibi Bourellys sange før – du ved det nok bare ikke. Det er faktisk Bourelly, der står bag Rihannas banger-hit “Bitch Better Have My Money” og sangen “Higher” på “Anti”, som Bourelly skrev på sølle 30 minutter (snak lige om at have talent!). Selv narcicist-kongen himself, Kanye West, var imponeret, og det er jeg egentlig også. Singlen “Sally” er optempo, men stadig fyldt med attitude og kant, som må siges at være den tysk sangerindes speciale.

Mod – hvad er det egentlig? Er det at hoppe i faldskærm? Rejse på egen hånd til et vildtfremmed land? At åbne sig og blotte sig for et andet menneske? Svaret er: Alle scenarier indikerer mod.
Vores comfort zones er forskellige, så de handlinger, som virker lette for dig at udføre, kan forekomme helt vildt grænseoverskridende for mig, og omvendt.

Men vi har brug for at komme ud af vores comfort zones for at leve til fulde. Der er en brøkdel fra i Nik & Jays sang “Udødelig”, hvor Nik rapper:
“Jeg ved du savner at blive rørt ved.
Jeg ved du savner at blive rørt rundt – Æltet – elsket – væltet.
Bang, næsen ned i asfalten
Forhelvede, ja bare lad det bløde lidt”.

Den brøkdel af sangen “Udødelig” elsker jeg, fordi den rammer noget så essentielt i os mennesker – en sandhed, som størstedelen af os har. Vi prøver alle at forblive i vores trygge rammer, men samtidig længes vi efter at noget skal ruske i vores liv. Vi venter på, at noget skal hjælpe os med at bryde med hverdagens trummerum – men den lyst vi craver, i forhold til noget nyt, kan vi selv handle på, hvis vi vel og mærket tør.

Behovet for tryghed er bare vores urhjerne, der modarbejder os. Den prøver at “beskytte” os i mod fare, men det ironiske er netop, at urhjernen ofte hæmmer os, fordi den bliver en stopklods. Derfor burde det blive en mission i sig selv at prøve at modarbejde urhjernen og øve os i at kaste os ud i nye ting, blot ved at smide kontrollen til siden og sige, at det er helt okay, at vi ikke ved hvordan et bestemt scenarie ender – sådan er livet jo bare, og livet skal vi leve lige nu og her.

Det er bevist, at dét, som gamle mennesker på plejehjemmene og indlagte patienter på hospicerne mest fortryder, er de ting, som de ikke fik gjort, og ordene, som de ikke fik sagt. Jeg ved ikke med jer, men jeg skal sgu ikke sidde der gammel og fyldt med regrets. Tænk, hvis man bliver sådan en mavesur Fru. Olsen, hvor alt ens nag kommer til at gå ud over andre – NEJ tak, du! Det er da ikke dét, som er meningen med livet.

Det hele handler om at tage chancer, for når vi tager chancer, så lever vi.
Så tør du? Er du modig nok til at handle i mod din urhjerne? Og modig nok til at træde ud fra din comfort zone? – I hope you are <3

Da jeg var lille sværgede jeg, at jeg ikke ville være voksen. Jeg ville for altid lege med mine Barbiedukker, danse til Spice Girls på mit værelse og have lyserødt på væggene, samt bare eksistere i mit helt eget Debbie-univers. Lyserøde ting kan stadig spottes i min nuværende lejlighed, og jeg danser såmænd også stadigvæk rundt, men ikke helt så meget til Spice Girls længere.

Tiden indhentede mig, hvor voksenlivet slugte mig råt. Tit tager jeg dog stadigvæk mig selv i at tænke: “Ååårha, hvornår fanden kommer der en voksen?!”, indtil det går op for mig, at JEG er den voksne, og den detalje har jeg stadigvæk ikke helt vænnet mig til. Jeg er en af de der Peter Pan-børn, der ikke vil se realiteten i øjnene. Men nogle gange banker den på min dør alligevel. Altså, realiteten… Og det har jeg lavet en liste over.

1. Når du er syg, og din familie ikke er der. 
It’s the worst. Der, hvor man selv skal hente sin brækspand og rengøre den, samt ingen kan nusse én i panden, når man ligger og er helt dehydreret. Eller når man er løbet tør for noget spiseligt i køleskabet, og man er nødt til at kæmpe sig ned i supermarkedet, fordi ingen kommer og gør det for dig. Jeg laver stadigvæk “Mor-jeg-er-ynkelig“-opkaldet, når jeg er rigtig ramt af killer-influenza. But mama can’t help, for hun er i Jylland, og jeg har bare voksne-mig at læne mig op ad..

2. Uforudsete regninger i postkassen.
Ikke at denne del kræver den store forklaring, for jeg tror, at vi alle kender scenariet. Bye bye, Money – hello reality.

3. Du skal lave aftensmad… Hver dag!
Og for mit vedkommende kan min aftensmad sagtens være havregryn, hvis jeg er rigtig voksen-doven, hvilket sker i ny og næ. Jeg er blevet bedre til at lave mad – ingen tvivl om det – men hvis jeg er træt med træt på, så magter jeg virkelig ikke at lege Jamie Oliver i mit køkken, omend jeg gerne ville.

4. Farvel til de mange ferieuger.
Man ved slet ikke, hvor godt man egentlig har det, i mens man går i skole. Når man kommer ud på jobmarkedet, har man pludseligt kun krav på 5 ugers ferie ud af de 52 uger, der er på et år. Det er rigtig meget arbejde. Som i rigtig meget. Og rigtig lidt fri, som i rigtig lidt fri. Min veninde sagde engang, at når man studerer, så han man tiden til rejser og oplevelser, men ikke økonomien. Når man så får et ægte voksenjob, så har man pludseligt økonomien men ikke tiden til rejser og oplevelser. Komplet omvendt verden.

5. De lyserøde drømme braser.
Man tænker som lille, at det da bliver nemt at finde en af de her prinser, som man ser i sine Disneyfilm – og der må jeg erkende, at Disney har givet mig urealistiske forvetninger. For nej – man kan ikke blive reddet af et “true love’s kiss” – Men derfor er de jo meget dejlige alligevel.

6. Man glemmer at lege
Og jeg hader, at man glemmer at lege, for jeg elsker det jo stadigvæk. Jeg elsker at danse rundt til god musik. Elsker at spille brætspil. Jeg elsker desuden også at gynge, fordi det stadigvæk giver mig den der “flyvende” fornemmelse i maven, som er helt unik. Jeg er heldig, at jeg er omringet af små søskende, fordi så har jeg en undskyldning for at fjolle rundt, se tegnefilm og spille UNO. Min lillesøster på 8 år siger tit: “Iiih, Debbie – du er altså skør”, og så griner hun højt helt nede fra maven – og shit, hvor jeg elsker lige præcis dét grin! Legelyst giver livskvalitet – og livskvalitet skal man have kæmpe doseringer af. Jeg glemmer til tider at lege, og det er dumt, for selv voksne mennesker har jo brug for at lege, for at løsrive sig og føle sig inspirerede i livet igen.

7. Dine veninder og venner begynder at få børn
Det er så surrealistisk, når jeg scroller min Facebook feed i gennem og ser, at tidligere skolekammerater eller bekendte har fået børn. Der slår det mig for alvor, at folk omkring mig begynder at bringe liv til verden, fordi de føler sig voksne nok til at tage vare på andre. Det er både sindssygt smukt og helt vildt langt fra, hvor mit eget mindset er lige nu. Jeg glæder mig til at få børn en dag, uden tvivl, men det ligger ret fjernt for mig stadigvæk, fordi jeg nok lige selv skal lære at være voksen, inden jeg skal tage mig af andre på den måde. Eller måske voksenfølelsen netop først kommer, når man skal begynde at tage sig af andre? Jeg ved det ikke, men jeg er sikker på, at livet giver mig svaret.