Der er fuld fart på livet lige i øjeblikket. Som jeg skrev om i mit tidligere indlæg, så er jeg lige nu ved at pakke mit liv i kasser, og det føles både rigtig dejligt og pisse skræmmende. Jeg går derfor rundt og skiftevis græder og griner her på matriklen, og jeg ved, at begge dele er nødvendigt.
Der er en stor sorg i at forlade sit hjem, samt at sige på gensyn til mennesker, man elsker, og som har spillet en stor rolle i ens liv de sidste par år. København har givet mig så mange oplevelser, gode som dårlige, der har gjort mig til et bedre mennesker, føler jeg selv. Dog ved jeg også med sikkerhed, at rejsen for mig her er slut. Jeg kan ikke rykke mig mere. Jeg har set dét, jeg skal. Oplevet dét, jeg skulle, og mødt de mennesker herover, som var nødvendige for mig og min udvikling som menneske. Jeg er mættet, og det er derfor at Jylland kalder på mig, selvom jeg ikke helt ved, hvad jeg skal endnu. Brikkerne er ikke faldt på plads, hvilket både er spændende og pisse intimiderende for mig, der ellers altid har en plan – men det behov har jeg måtte slippe.
Der er en stor glæde i, at jeg skal til noget nyt. At jeg skal starte forfra, og at jeg kommer tættere på min familie, når teltpløkkerne bliver slået i jorden i Jylland i stedet for København. Jeg glæder mig – det gør jeg virkelig. Men lige nu tror jeg bare, at jeg skal lade mig selv føle det hele. Tage det ind, og sige til mig selv, at alle følelserne vedrørende flytningen – sorg som glæde, frygt som optimisme, de er alle reelle, og skal alle ses. Så det gør jeg. Jeg byder følelserne velkommen, giver dem plads, og så er jeg i nuet. Jeg er lige her, hvor jeg skal være.
De sidste 5-6 dage i København er nu begyndt, og nu skal jeg bare være nærværende med de mennesker, jeg holder af. Være nostalgisk, i nuet og mest af alt, virkelig bare omfavne det hele. Så jeg giver slip, fordi jeg ved, at der er så meget godt i vente – og jeg glæder mig.
Så København, nu er det sidste udkald for at kaste din magi over mig inden afgang. There’s no way back, og det er lige præcis, som det skal være. <3
Du kender det sikkert godt. Du sidder og snakker med nogle dejlige mennesker, du holder utrolig meget af, om en situation i dit liv. Snakken går, og en af dem nævner en situation, der minder om den situation, som du står i i dit liv lige nu. Vedkommendes situation endte ikke, som denne havde forestillet sig, og nu advarer personen dig derfor imod, at udfaldet kan ende skidt for dig. En anden i forsamlingen joiner sig om denne mening, fordi også denne person har oplevet noget, der minder om den situation, du nu står i, og det var heller ikke drømme-udfaldet, at denne havde oplevet. Du sidder derfor nu med en skepsis omkring en situation, som ikke er din, og den skepsis LARMER!
Sagen er nemlig den, at inden du havde denne snak med disse dejlige mennesker, havde du en ro i maven. Nu står du pludseligt med en flad fornemmelse og en følelse af uro – hvad skete der lige?
Der sker det, at du har adopteret de skeptiske stemmer fra de andre, du har snakket med. Disse stemmer sidder nu og råber et eller andet sted inde i dig, og får dig til at tvivle. Har du været naiv? Er det virkelig dig, der simpelthen bare har stirret dig blind, og har overset konsekvenser, som du burde være opmærksom på? Du vil jo gerne beskytte dig selv, men din mavefornemmelse havde bare været så god indtil nu – så hvem har ret: Mavefornemmelsen eller de skeptiske stemmer? I’ll tell you….
Hvis du kender det beskrevet scenarie, så er der to tanker, jeg vil dele, fordi jeg netop selv har funderet over dette tema i dag, omkring hvordan andre menneskers skepsis kan virke som et bind for vores øjne, der gør os til en blindebuk i vores eget liv. Jeg har tænkt….
1. Folk, der prøver at belære dig via. deres egne erfaringer i livet, gør det af ren kærlighed. Hvis disse mennesker har oplevet en form for sorg eller nederlag i deres liv, ved at stå i et scenarie, der minder om dit, så gør disse mennesker ofte det mest menneskelige – de projicerer deres egne historier over på dig, og deres frygt kan derfor hurtigt smitte, og derfor flyde over i din historie, hvis ikke du er vågen og opmærksom på at lave en skillelinje, der hedder: Det her er mit liv, det der er dit liv.
Vi vil så gerne beskytte mennesker, vi elsker, fra at blive såret, men sagen er den, at nogle gange kan man gøre mere skade end gavn, når man kaster med skrækscenarier og frygt. Hvis man sidder med en god mavefornemmelse omkring en situation, og folk skyder det ned, så føler man sig virkelig sårbar, blottet og til tider misforstået.
Her snakker jeg selvfølgelig ikke om, hvis man er i dårlige forhold/relationer, gør skade på sig selv eller benægter ens skadelige omstændigheder, hvis det er her, at man er i livet – for så er det altid en god ide at tage imod en håndsudrækning, for at komme tilbage til en glad og rolig tilstand. Jeg snakker derimod om, hvis du fx. har sagt dit job op, og ikke endnu ved, hvad du skal bagefter, og folk så begynder at fortælle dig skrækscenarier om, hvor forfærdeligt, at det kan ende, at du ikke har en plan endnu. De referer måske endda ligefrem til, at du burde være glad for dit job, og at du burde beholde jobbet, indtil du har et nyt ved hånden. Du hører på de dejlige mennesker (og deres skepsis), men din mavefornemmelse havde bare været så god ift. at sige op, selvom du ikke har en plan – men tager du nu fejl?
– NEJ, du tager ikke fejl, fordi du er kaptajnen i dit liv, og du kender derfor meget bedre din destination, end andre gør. Er din mavefornemmelse reel, og synker dit hjerte mere og mere ned i maven, jo mere du går på arbejde, så skal du selvfølgelig ikke være der. Så skal du følge den der mavefornemmelse, fordi det ikke er alting i livet, der kan planlægges. Hvem ved – måske kommer drømmejobbet 5 dage efter, og så har du gået og bekymret dig for ingen verdens nytte. Det handler om at stole på livet, som jeg før har snakket om her på bloggen.
Et andet scenarie kunne også være, at du dater en. Du er virkelig blevet ramt lige i hjertet på den gode måde, og vil derfor gerne dele alle de her fantastiske følelser, der er i din krop lige nu, fordi sommerfuglene næsten basker så meget, at du føler, at de kommer ud af maven på dig. Du møder smil fra de dejlige mennesker, men du møder også en skepsis, der hedder “pas nu på!“. Men hvad betyder den skepsis overhovedet? – Vi skal da turde at gå ud på vippen, for at vi kan hoppe i vandet. Og måske gør det pisse ondt, når vi rammer vandet, men hvis vi aldrig tør gå derud, så finder vi jo aldrig ud af, om vi kan lave det perfekte spring fra vippen – for hvem ved, måske slår vi os slet ikke, men laver det her perfekte spring, som giver adrealin-kick og den der “happy-go-lucky”-feeling, selvom andre ikke oplevede disse følelser, da de sprang. Måske skal vi lave mange af de spring, før det lykkes, men vi er nødt til at turde, og vi er nødt til at lytte til vores egen mavefornemmelse, når vi gør det. Ikke frygt, ikke andres historier, ikke begrænsningerne, som dit hoved oftest kører på repeat, men derimod den der lille stemme inde i dig, der udspringer af din mavefornemmelse, der desuden godt ved, hvad der er i gærde, når noget er i gærde – og du ved, lige så godt som jeg, at fornemmelsen sjældent tager fejl, men at vi bare, nogle gange, overhører den, fordi vi lytter til støjen i stedet for.
2. Bare fordi andre mennesker har haft en dårlig oplevelse med et scenarie, der minder om dit, så er det ikke ensbetydende med, at hvad der var udfaldet for dem, bliver udfaldet for dig – simpelthen fordi, at mennesker er forskellige. Vi ser verden forskelligt, oplever verden forskelligt, og analyserer verden med vidt forskellige briller på. Derfor skal vi stole på os selv. Stole på, at vi godt selv ved, eller kan finde frem til, hvad der er bedst for os. Jeg siger ikke, at man aldrig skal spørge folk til råds, men jeg siger bare, at hvis man gør det, skal man også vide med sig selv, at deres historie ikke er lige med din. Deres historie er deres, imens din er din. Det er vigtigt, at man bliver på sin egen banehalvdel, og tager udgangspunkt i sig selv, når der skal tages store livsbeslutninger eller omrokeringer i dit liv.
Det var såmænd bare det, jeg havde på hjertet i dag. Intet surt opstød, men derimod bare tanker, der har sat inde i hovedet på mig. Jeg tror, at mange mennesker kender følelsen af at blive smittet med skepsis. Det gør jeg i hvert fald i den grad selv, og jeg har først lært at blive bedre til at sortere i doseringerne af skepsis, efter jeg er startet på RecreateYou. Jeg siger ikke, at selv er perfekt til ovenstående, men det håber jeg, at jeg bliver, da jeg gerne selv vil være “the master of my faith, the captain of my soul”. Hvis skuden skal vendes ift. til noget som helst i mit liv, så skal det være pga. min egen mavefornemmelse, og ikke pga. andre folks frygt – and to be honest? Jeg vil så meget hellere fortryde noget, jeg har gjort, end noget, som jeg aldrig fik gjort – men min erfaring er ligeledes den, at jeg sjældent fortryder de ting, som mavefornemmelsen guider mig til. Tværtimod!
Det var lidt mandagstanker fra mig. Jeg håber, at du er vågen og føler verden med dine egne fornemmelser i kroppen, i stedet for at være blindebuk. <3.
I går skete det. Underskriften blev sat på papiret, og jeg er derfor pr. 1 august ikke andelsejer længere. Det føltes både befriende og sorgmodigt. Lidt som om, at hele den her beslutning om at flytte, den blev omsider til virkelighed, og det føles fandme vildt. Tingene er gået så vanvittigt stærkt, at jeg bare har måtte holde tungen lige i munden, for at kunne følge med. Dog føles det stadigvæk så rigtigt, trods jeg ikke rigtig ved, hvad der skal ske, andet end at jeg skal være bosiddende hos min mormor og morfar, indtil jeg ved, hvor jeg skal være.
Lige nu er alting i mit liv virkelig oppe i luften, og det meste af tiden er det fucking fedt. Jeg er lidt høj over, at jeg har givet slip på planlægningen, og bare flyder med livet og følger min mavefornemmelse. Det er jeg faktisk blevet rigtig god til, efter jeg har gået på RecreateYou, det der med at følge min mavefornemmelse, hvilket er en kæmpe gave, for så handler jeg hele tiden i samklang med mig selv.
Jeg glæder mig til alt det nye – det gør jeg virkelig. Men samtidig har jeg også en følelse af noget sorg, hvilket uden tvivl er uundgåeligt, når man lukker et kapitel i ens liv – også selvom man ved, at det er dét rigtige, man gør. Jeg elsker København, og selvfølgelig kommer jeg til at savne storbyen og alle de dejlige mennesker, jeg har haft i mit liv de sidste par år. Følelsen af at skulle starte forfra er både frygtindgydende og skøn. Det føles virkelig som i den der Tina Dickow sang, hvor hun synger: “There no beginning like an open ending“, for det er sådan, at jeg faktisk har det lige nu. Landet ligger åbent, og lige nu skal jeg bare lige fordøje, at det her sker. Jeg flytter. Mit liv skal i kasser, og jeg skal bo i Jylland. Det er surrealistisk stadigvæk, men jeg glæder mig til at tage det store spring ud i det uvisse.
Det er sjovt med livet, ik? Man kan tro, at man har regnet det hele ud, og så alligevel på en måned kan man ende på et nulpunkt, hvor alt er vendt på hovedet. Det er random as fuck, men samtidig lidt rart, at man ikke kan “regne det hele ud”. Så lige nu glæder jeg mig bare til at se, hvad der skal ske videre frem, og at se, hvor min mavefornemmelse bringer mig hen. Spændende? – Count on it!
Tidligere på ugen skrev jeg om, at jeg skulle ud til min faste horoskoplæser, Nina.
Nina er et skønt bekendtskab, som jeg fik sidste år, hvor hun lagde mit horoskop for første gang. Horoskopet var så spot on, både i forhold til beskrivelsen af, hvem jeg er, samt hvad der ville ske det næste år frem for mig. Det var virkelig en øjenåbner, og det var det bestemt også denne gang.
De sidste par måneder har været noget rod for mig. Jeg har kunne mærke, hvordan jeg ikke har været i balance med mig selv. Det er som om, at jeg har været ude af min krop i flere år, og først er landet i den igen, efter jeg startede på RecreateYou. Lige pludselig kunne jeg mærke, at det liv, jeg havde stablet på benene, ikke passede til mig mere, og det er den mest tunge følelse at have i kroppen. Specielt når hele hurlumhejet ikke gav mening for mig. Derfor havde jeg brug for Nina – for hvad foregår der lige præcist med mig, energierne og hvor fanden er jeg egentlig på vej hen?
Efter at jeg har været hos Nina, giver det dog rigtig god mening. Det hele giver faktisk mening, og det jeg egentlig er inde i lige nu, er en fordøjelsesproces af, hvad der skal ske med mit liv. Der skal nemlig ske nogle markante ændringer, for at jeg kan komme derhen, hvor jeg skal være, hvor jeg kan være glad igen og føle, at jeg er “back on track”. Om det er dårlig timing? Det følte jeg i starten, at det var, men lige nu føler jeg mere, at ting nok ikke kan times dårligt. At livet er livet, og at alting sker for en grund, som min mor også altid siger til mig. Så hvad skal der ske? Jo, ser du…
Først og fremmest sælger jeg min andelslejlighed på Nørrebro, der kommer til salg på torsdag. Det er et KÆMPE skridt for mig, da jeg virkelig troede, at jeg skulle have mange flere år i København. Men efter den her proces, kan jeg bare mærke, at jeg ikke rigtig føler mig hjemme mere. Det har været 4 helt magiske år i storbyen, hvor jeg har udfoldet mine vinger og både fløjet og skvattet igen. Dog har det været en helt fantastisk læring, at jeg har stået på egne ben og haft en hverdag så langt væk fra min faste base i Jylland og min familie.
Men nu kan jeg bare ikke være væk fra dem mere – altså min familie. En af mine helt store livsværdier er familie, men fordi, at jeg troede, at jeg skulle arbejde inde for musik, så jeg ikke nogen anden udvej end at være i København – ergo, langt væk fra de mennesker, jeg elsker. Det har været pisse hårdt nogle gange, men nu, hvor jeg ved, at jeg ikke vil jobbe med musik længere, så er der ikke rigtig noget, som holder mig i København. Jeg føler ikke, at byen fylder mig op mere – tværtiomod efterlader den mig nærmere med en følelse af rastløshed og savn. Den der savn, der kradser nede i maven, fordi jeg føler, at jeg går glip af alt for mange ting, når jeg er så langt væk. Havde nogen sagt til mig for bare 1 år siden, at jeg ville få den her følelse i kroppen med hjemve til Jylland, så havde jeg grinet dem op i ansigtet. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville få sådan en lyst til at søge tilbage. Måske skyldes det, at jeg virkelig har lært, at det eneste, der virkelig betyder noget, er de mennesker, du elsker og ens eget velvære. Et hjem er jo bare et sted, du sover, omringet af døde ting, hvis dit hjerte ikke er der – og mit hjerte er ikke længere i København.
Derudover har jeg mange tanker omkring karriere, som jeg endnu ikke har sluttet helt fred med endnu. Jeg er i tænkeboks omkring, hvorvidt jeg skal tage en ny uddannelse, eller om jeg skal fortsætte med at søge job. Jeg ved det ikke helt endnu, men jeg har en tiltro til, at det hele falder på plads, når jeg falder lidt mere på plads med de nye omstændigheder, som jeg skal vænne mig til. Lige nu er det én ting ad gangen-konceptet, jeg kører, fordi jeg er så overvældet af det hele. At ens liv kan slå en kolbøtte på den måde, det havde jeg alligevel ikke set komme.
Som jeg sagde til Nina, så føltes det lidt som om, at den Debbie, jeg var i 2015, kan jeg vinke til, snart halvvejs inde i 2016, og sige “hej hej, det var hyggeligt at kende dig, men vi er på vej i en ny retning – lev med det”. Debbie i 2015 var ikke i kontakt med sine værdier, men det er jeg nu, og derfor kan jeg træffe bedre beslutninger for mig, der giver mig mere glæde på sigt.
For folk, der ikke tror på det spirituelle, der virker det her indlæg om horoskoplægning nok lidt gakkelak. I vil måske tænke, at det er for fluffy for jer, og det er egentlig okay. Jeg tror af hele mit hjerte på Ninas evner inde for horoskoplægning – specielt efter mit eget horoskop har passet så godt sidste år, samt jeg har haft veninder, der også har været forbi Nina, der har haft samme oplevelse. Nogle gange er der bare ting i livet, som man ikke kan forklare, tror jeg, lige så vel som jeg tror, at ting giver mening på sigt. Det er alt det der med “Connecting Dots”, som Steve Jobs snakkede så meget om. Jeg tror på, at det hele falder på plads, men lige nu skal jeg lige sluge kamelen, før jeg laver min næste handling.
Livet, ik’? Intet kan planlægges, og det er både pisse skræmmende, temmelig spændende og afsindigt smukt. <3
Det her indlæg er svært at skrive. Svært, fordi jeg i mange år troede, at jeg havde været fanget i en ond historie, som jeg slet ikke selv var herre over. Når man så kommer på den anden side og indser, at ens valg spiller en utrolig stor rolle, så opdager man, at den eneste skurk i historien, har været en selv.
Når man føler, at hele verden har været imod en, så lukker man på sin vis sit hjerte ned. Man stiller hjertet i tomgang, og efterlader hjertet der, fordi man ikke rigtig magter at slukke det hele, lige så vel, som man ikke magter at gasse det op igen. Men intet er mere drænende end et hjerte, der ikke tør. Et hjerte, der frygter det værste, og som har svært ved at elske igen..
I 2013 skete der kæmpe ændringer i mit liv. Jeg gik fra en ekskæreste, hvor bruddet mildest talt var en katastrofe. Vi var onde ved hinanden, ukærlige, sled hinanden op. Det var frygteligt at være i. Jeg pegede fingre af min ekskæreste. Gav ham skylden for alting. Sandheden er bare den, at jeg blev i relationen for længe. Jeg gik ikke, men indtog i stedet den klassiske offerrolle, som jeg har mestret til perfektion. Selvfølgelig skal der to til tango, og jeg ved også, at min ekskæreste fortryder vores hårde brud, lige så meget, som jeg gør – det ændrer bare ikke på de ar, som det har sat. Jeg kan huske, at noget af det sidste, som han sagde til mig var, at ingen ville elske mig igen – ikke som ham. At ingen skulle elske mig igen, er en frygt, som har sat i mig.
Efter mit brud med min ekskæreste endte jeg med en fyr, som jeg virkelig blev forelsket i. Sådan en helt gakkelak-kuk-påskeplim-forelskelse, hvor jeg, trods dårlig mavefornemmelse, hele tiden prøvede at forcere det. Jeg ville simpelthen være god nok til ham! Fyren ville intet seriøst, for han ville have sin “frihed”. Jeg var tit uforstående, men sagde til mig selv, at han selvfølgelig ville indse en dag, at han elskede mig, og slet ikke kunne undvære mig. Det skete bare ikke. Tværtimod gik han fra mig, og mit hjerte sank helt ned i maven. Jeg kunne ikke huske sidst, at noget havde gjort så ondt. Det var som om, at jeg havde mistet mig selv komplet i processen. Mistet mig selv i min store forelskelse til ham – og så forlod han mig bare der, hvor hver en celle i min krop gjorde ondt. Hvordan kunne han gå, når jeg var så head over heels med ham? Jeg græd flere dage i streg. Kan endda huske, at jeg bare ville ligge i min seng, hvor jeg skiftevis ville sove og græde. Intet hjalp. Det var lige her, at jeg lukkede mit hjerte i endnu en gang, trods min mavefornemmelse egentlig havde prøvet at fortælle mig, at jeg skulle gå. Men når man har lavt selvværd, er man i en evig søgen efter at være god nok, og ens værd lægger man i andres hænder. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg intet var værd, hvilket var officielt, nu hvor fyren havde forladt mig. At tænke over, at jeg har været så psykisk hård imod mig selv, kan giv mig helt ondt i maven den dag i dag.
I 2014 afprøvede jeg Tinder for første gang. Jeg kom på date med en, som bare synes helt fantastisk. Han var spændende, elskede musik (ligesom mig) og så virkede han oprigtig og sød. På vores 2. date slår mine alarmklokker dog til. Der er noget ved ham, som er off. Dog overfuser jeg alarmklokkerne. Jeg siger til dem, at de skal slappe lidt af, fordi der er jo ikke sket noget.. endnu!
Der sker dog det, at hans interesse daler. Han bliver mere og mere out of reach, og vi ses kun på hans præmisser, og aldrig på mine. Sandheden er, at jeg giver ham det hele, han giver mig 10% – når han vel og mærket gider. Jeg står hele tiden klar, og sætter faktisk mit liv på standby, imens jeg hele tiden venter på, at han giver mig anerkendelse. IGEN havner jeg i en offerrolle, da denne Don Juan dropper mig, hvorefter jeg finder ud af, at han har set mange flere piger udover mig. Jeg følte mig så brugt, utilstrækkelig og såret.
Her lukkede jeg mit hjerte helt i. Sagde til mig selv, at jeg aldrig ville finde kærlighed, og at jeg måtte leve med at være en karrierekvinde, der var fokuseret på sin karriere, for dét havde jeg sgu da i det mindste styr på – og det var fint, for min karriere, den kunne ingen tage fra mig…. Tænkte jeg!
Men skæbnen er snu, venner. Den er faktisk så snu, at den kan tage alt fra dig, blot for at få dig til at indse vigtige lektier i dit liv. Og det skete. Da jeg blev færdig med min bachelor endte jeg på dagpenge, trods mit ellers så gode CV. Jeg “mistede” min karriere, og jeg mistede derfor mig selv. Hvad gør man så, når man føler sig identitetsløs og ens hjerte er lukket? – Man tager sit liv op til revurdering.
At have været jobløs har nok været den største gave i mit liv. Det lyder måske som om, at jeg sugar coater det nu, og to be honest – så har det været fucking hårdt, både økonomisk og mentalt, at jeg har været på dagpenge. Men det har også været en gave i den forstand, at jeg er nået ind til kernen i mig selv.
Min ekskæreste havde ret. Ingen ville elske mig – men det har udelukkende været fordi, at jeg ikke har elsket mig selv. Det lyder måske fluffy, men sagen er den, at jeg ikke i nogle af mine forhold, siden min ekskæreste, har været reel, for jeg har været over-pleaseren i samtlige af mine relationer til mænd siden, fordi jeg ikke følte mig god eller interessant nok til dem. Jeg vidste ikke, hvem jeg var, og derfor blev jeg bare en kamæleon, der tilpassede mig efter deres omstændigheder, fordi jeg var så fucking bange for ikke at slå til. Frygten styrede hele mit dating-show, og jeg var bare tilskuer.
Lidt ligesom i filmen “Runaway Bride”, hvor Julie Roberts’ rolle hele tiden skifter sin præference for, hvordan hun foretrækker sine æg – hun skifter sine æg-præference efter hvordan hendes kærester foretrækker æggene. Den historie kunne lige så godt være min, fordi det er præcis den type kvinde, som jeg har været. “Hvordan vil du have dine æg, skat?” – “Bare ligesom dine”…
Derfor har jeg også tiltrukket mænd, der levede op til min historie om, at jeg ikke var god nok. Jeg fandt simpelthen mænd, der kunne bekræfte mit skrækscenarie, sådan jeg kunne forblive i min offerrolle, og folk kunne have ondt af mig. Jeg var tryg i rollen som offer, fordi den altid har virket for mig, da jeg var barn. Jeg har altid været den, som skulle reddes. Hende, der tænkte, at hvis bare jeg fik en kæreste, så blev alt godt. Sagen er bare den, at kæreste fjerner ikke usikkerhed, manglende selvværd eller komplekser. Uanset hvad, så ville jeg stadigvæk være mig, når jeg gik ind i en relation, og uanset hvor dejlig denne prince charming måtte være, har det ikke ændret på, at jeg ikke har været klar. Jeg har ikke været klar til kærlighed, ømhed og at vise den ægte mig frem, ved at sætte grænser, skære i gennem og turde stå ved, hvem jeg er – for jeg har ikke anet, hvem jeg var.
Derfor har jeg ryddet op. Jeg har arbejdet med mine fortællinger om mig selv. Kigget på min offerrolle, og blevet enig med mig selv om, at den rolle ikke passer til mig mere. Så nu lever jeg efter en rolle, hvor jeg er hovedrollen i mit eget liv, og hvor jeg tager ansvar, lytter til mavefornemmelsen, og hvor jeg ændrer mine negative historier til positive. Jeg har sat så mange spørgsmålstegn ved gamle historier og mønstre, at det nogle dage har efterladt mig helt rundtosset – men det har virket. Jeg er ikke heeeelt i mål endnu med at elske mig selv 100% – måske også fordi, at selvudvikling er en evig proces. Dog kan jeg mærke noget helt nyt og spirrende inde i mig. Sommerfuglene basker derinde.
Det der bange hjerte er ved at åbne sig igen. Jeg kan mærke, at det prikker derinde og jeg så småt begynder at stole på, at verden er god og at alt godt kommer til mig, hvis jeg tør være åben og – vigtigst af alt – være mig selv. Så mit tidligere åååh så bange-hjerte har fået lys ind i mellem sprækkerne, hvilket har gjort, at sprækkerne er blevet større. Det er en vanvittig følelse. Jeg, der ellers havde mistet troen på kærligheden, har fundet den. Mest af alt fordi, at jeg har fundet kærligheden i mig selv, og indset, at jeg rent faktisk godt tør at elske igen, fordi jeg nu har nye fortællinger at læne mig op af. Det er næsten som at få en ny chance i livet, og sådanne chancer skal man altid gribe.
