At turde elske igen

Det her indlæg er svært at skrive. Svært, fordi jeg i mange år troede, at jeg havde været fanget i en ond historie, som jeg slet ikke selv var herre over. Når man så kommer på den anden side og indser, at ens valg spiller en utrolig stor rolle, så opdager man, at den eneste skurk i historien, har været en selv.

Når man føler, at hele verden har været imod en, så lukker man på sin vis sit hjerte ned. Man stiller hjertet i tomgang, og efterlader hjertet der, fordi man ikke rigtig magter at slukke det hele, lige så vel, som man ikke magter at gasse det op igen. Men intet er mere drænende end et hjerte, der ikke tør. Et hjerte, der frygter det værste, og som har svært ved at elske igen..

I 2013 skete der kæmpe ændringer i mit liv. Jeg gik fra en ekskæreste, hvor bruddet mildest talt var en katastrofe. Vi var onde ved hinanden, ukærlige, sled hinanden op. Det var frygteligt at være i. Jeg pegede fingre af min ekskæreste. Gav ham skylden for alting. Sandheden er bare den, at jeg blev i relationen for længe. Jeg gik ikke, men indtog i stedet den klassiske offerrolle, som jeg har mestret til perfektion. Selvfølgelig skal der to til tango, og jeg ved også, at min ekskæreste fortryder vores hårde brud, lige så meget, som jeg gør – det ændrer bare ikke på de ar, som det har sat. Jeg kan huske, at noget af det sidste, som han sagde til mig var, at ingen ville elske mig igen – ikke som ham. At ingen skulle elske mig igen, er en frygt, som har sat i mig.

Efter mit brud med min ekskæreste endte jeg med en fyr, som jeg virkelig blev forelsket i. Sådan en helt gakkelak-kuk-påskeplim-forelskelse, hvor jeg, trods dårlig mavefornemmelse, hele tiden prøvede at forcere det. Jeg ville simpelthen være god nok til ham! Fyren ville intet seriøst, for han ville have sin “frihed”. Jeg var tit uforstående, men sagde til mig selv, at han selvfølgelig ville indse en dag, at han elskede mig, og slet ikke kunne undvære mig. Det skete bare ikke. Tværtimod gik han fra mig, og mit hjerte sank helt ned i maven. Jeg kunne ikke huske sidst, at noget havde gjort så ondt. Det var som om, at jeg havde mistet mig selv komplet i processen. Mistet mig selv i min store forelskelse til ham – og så forlod han mig bare der, hvor hver en celle i min krop gjorde ondt. Hvordan kunne han gå, når jeg var så head over heels med ham? Jeg græd flere dage i streg. Kan endda huske, at jeg bare ville ligge i min seng, hvor jeg skiftevis ville sove og græde. Intet hjalp. Det var lige her, at jeg lukkede mit hjerte i endnu en gang, trods min mavefornemmelse egentlig havde prøvet at fortælle mig, at jeg skulle gå. Men når man har lavt selvværd, er man i en evig søgen efter at være god nok, og ens værd lægger man i andres hænder. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg intet var værd, hvilket var officielt, nu hvor fyren havde forladt mig. At tænke over, at jeg har været så psykisk hård imod mig selv, kan giv mig helt ondt i maven den dag i dag.

I 2014 afprøvede jeg Tinder for første gang. Jeg kom på date med en, som bare synes helt fantastisk. Han var spændende, elskede musik (ligesom mig) og så virkede han oprigtig og sød. På vores 2. date slår mine alarmklokker dog til. Der er noget ved ham, som er off. Dog overfuser jeg alarmklokkerne. Jeg siger til dem, at de skal slappe lidt af, fordi der er jo ikke sket noget.. endnu!
Der sker dog det, at hans interesse daler. Han bliver mere og mere out of reach, og vi ses kun på hans præmisser, og aldrig på mine. Sandheden er, at jeg giver ham det hele, han giver mig 10% – når han vel og mærket gider. Jeg står hele tiden klar, og sætter faktisk mit liv på standby, imens jeg hele tiden venter på, at han giver mig anerkendelse. IGEN havner jeg i en offerrolle, da denne Don Juan dropper mig, hvorefter jeg finder ud af, at han har set mange flere piger udover mig. Jeg følte mig så brugt, utilstrækkelig og såret.
Her lukkede jeg mit hjerte helt i. Sagde til mig selv, at jeg aldrig ville finde kærlighed, og at jeg måtte leve med at være en karrierekvinde, der var fokuseret på sin karriere, for dét havde jeg sgu da i det mindste styr på – og det var fint, for min karriere, den kunne ingen tage fra mig…. Tænkte jeg!

Men skæbnen er snu, venner. Den er faktisk så snu, at den kan tage alt fra dig, blot for at få dig til at indse vigtige lektier i dit liv. Og det skete. Da jeg blev færdig med min bachelor endte jeg på dagpenge, trods mit ellers så gode CV. Jeg “mistede” min karriere, og jeg mistede derfor mig selv. Hvad gør man så, når man føler sig identitetsløs og ens hjerte er lukket? – Man tager sit liv op til revurdering.

At have været jobløs har nok været den største gave i mit liv. Det lyder måske som om, at jeg sugar coater det nu, og to be honest – så har det været fucking hårdt, både økonomisk og mentalt, at jeg har været på dagpenge. Men det har også været en gave i den forstand, at jeg er nået ind til kernen i mig selv.

Min ekskæreste havde ret. Ingen ville elske mig – men det har udelukkende været fordi, at jeg ikke har elsket mig selv. Det lyder måske fluffy, men sagen er den, at jeg ikke i nogle af mine forhold, siden min ekskæreste, har været reel, for jeg har været over-pleaseren i samtlige af mine relationer til mænd siden, fordi jeg ikke følte mig god eller interessant nok til dem. Jeg vidste ikke, hvem jeg var, og derfor blev jeg bare en kamæleon, der tilpassede mig efter deres omstændigheder, fordi jeg var så fucking bange for ikke at slå til. Frygten styrede hele mit dating-show, og jeg var bare tilskuer.

Lidt ligesom i filmen “Runaway Bride”, hvor Julie Roberts’ rolle hele tiden skifter sin præference for, hvordan hun foretrækker sine æg – hun skifter sine æg-præference efter hvordan hendes kærester foretrækker æggene. Den historie kunne lige så godt være min, fordi det er præcis den type kvinde, som jeg har været. “Hvordan vil du have dine æg, skat?” – “Bare ligesom dine”…

Derfor har jeg også tiltrukket mænd, der levede op til min historie om, at jeg ikke var god nok. Jeg fandt simpelthen mænd, der kunne bekræfte mit skrækscenarie, sådan jeg kunne forblive i min offerrolle, og folk kunne have ondt af mig. Jeg var tryg i rollen som offer, fordi den altid har virket for mig, da jeg var barn. Jeg har altid været den, som skulle reddes. Hende, der tænkte, at hvis bare jeg fik en kæreste, så blev alt godt. Sagen er bare den, at kæreste fjerner ikke usikkerhed, manglende selvværd eller komplekser. Uanset hvad, så ville jeg stadigvæk være mig, når jeg gik ind i en relation, og uanset hvor dejlig denne prince charming måtte være, har det ikke ændret på, at jeg ikke har været klar. Jeg har ikke været klar til kærlighed, ømhed og at vise den ægte mig frem, ved at sætte grænser, skære i gennem og turde stå ved, hvem jeg er – for jeg har ikke anet, hvem jeg var.

Derfor har jeg ryddet op. Jeg har arbejdet med mine fortællinger om mig selv. Kigget på min offerrolle, og blevet enig med mig selv om, at den rolle ikke passer til mig mere. Så nu lever jeg efter en rolle, hvor jeg er hovedrollen i mit eget liv, og hvor jeg tager ansvar, lytter til mavefornemmelsen, og hvor jeg ændrer mine negative historier til positive. Jeg har sat så mange spørgsmålstegn ved gamle historier og mønstre, at det nogle dage har efterladt mig helt rundtosset – men det har virket. Jeg er ikke heeeelt i mål endnu med at elske mig selv 100% – måske også fordi, at selvudvikling er en evig proces. Dog kan jeg mærke noget helt nyt og spirrende inde i mig. Sommerfuglene basker derinde.

Det der bange hjerte er ved at åbne sig igen. Jeg kan mærke, at det prikker derinde og jeg så småt begynder at stole på, at verden er god og at alt godt kommer til mig, hvis jeg tør være åben og – vigtigst af alt – være mig selv. Så mit tidligere åååh så bange-hjerte har fået lys ind i mellem sprækkerne, hvilket har gjort, at sprækkerne er blevet større. Det er en vanvittig følelse. Jeg, der ellers havde mistet troen på kærligheden, har fundet den. Mest af alt fordi, at jeg har fundet kærligheden i mig selv, og indset, at jeg rent faktisk godt tør at elske igen, fordi jeg nu har nye fortællinger at læne mig op af. Det er næsten som at få en ny chance i livet, og sådanne chancer skal man altid gribe.

Så det har jeg gjort, og mit hjerte smiler. <3