Hvis der er noget, som jeg har lært i mit selvudviklingsforløb, så er det, hvor mange (tåbelige) regler,  jeg har opstillet for mig selv i tidens løb. Regler, som jeg har fået banket ind i knolden fra samfundet, min familie, mine veninder og venner, etc.
– Det her er ikke et blame game, for vi gør det jo alle sammen. Vi har alle sammen overbevisninger, som vi prøver at slå i gennem med, og nogle overbevisninger er så stærke, at vi til tider glemmer at sætte spørgsmålstegn ved dem.

Dette har jeg dog gjort i gennem de sidste to måneder – sat spørgsmålstegn- specielt hvad angår dating. For er I vimmer, hvor havde jeg mange antagelser om, hvordan man burde være. Problemet er bare, at når man er og handler efter, hvad man tror, at man burde, kontra hvem man i virkeligheden er, så får man en lidt flad fornemmelse i kroppen, fordi man ikke er autentisk og tro imod sig selv. Derudover oplevede jeg også, at jeg var endnu mere bange for at blive forladt, når jeg ikke tog ansvar for mine følelser. At blive forladt er en ret stor frygt, der er plantet i mig. Dens klør har fået mig til at handle helt ad helveds til de sidste par år, og derfor prøver jeg nu at slå op med den følelse. Jeg vil så meget hellere handle efter mit hjerte, end at handle på min frygt.

Når jeg handler på min frygt, så går der dating-regler i den. Det vil sige, at jeg ikke svarer fyren, trods jeg egentlig har lyst, hvis der er “gået for længe” imellem hans svar til mig. Jeg skriver nogle gange heller ikke, selvom jeg egentlig har lyst. Hvis en fyr ikke svarer, så plejede jeg at blive virkelig fornærmet. Jeg tog det faktisk så meget ind, at jeg tænkte, at han sikkert ikke kunne lide mig mere.

Men det ved jeg jo godt, inderst inde, bare er min frygt, der taler. Som den mest distræte person i verden, hvad angår beskeder, ved jeg jo godt selv, at beskeder kan glippe. Jeg glemmer faktisk ofte at svare på beskeder fra mine venner og veninder – og det er jo forhelvede ikke fordi, at jeg ikke elsker dem, men jeg er bare distræt. Får jeg til gengæld ikke et svar på en besked, så tager jeg det sindssygt personligt, og det er jo et underligt paradoks, fordi jeg netop godt ved, at der sjældent er noget personligt forbundet med, hvis jeg selv glemmer at svare folk. Sådan er mennesker bare så forskellige.

Derfor tror jeg heller ikke på datingregler længere, selvom jeg selv kørte efter dem førhen. Jeg tror på, at det hele handler om min mavefornemmelse – simpelthen.
Intet skal forceres. Det er jo for pokker ham, der skal blive din allerbedste ven, som jeg skal finde og skabe et liv med, ergo starter det sgu ikke særlig smukt, hvis relationen så er bygget på utryghed, REGLER, manglende nærvær, osv.

Man skal være reel. Er man reel over for sig selv, og handler efter, hvad mavefornemmelsen siger, kontra frygten, så bliver det hele meget bedre – og det er jeg så småt begynde at opleve. Jo mere, at jeg er mig, jo mere nyder jeg det, fordi jeg ikke går ind i en rolle, men faktisk viser vedkommende, hvem jeg i virkeligheden er. Det har taget mange år at komme hertil, men en ting er sikkert: Jeg vil hellere blive forladt, for at være mig, end at opbygge en relation, hvor jeg føler mig ensom og låst fast, fordi jeg ikke kan være mig selv.

Det jeg egentlig prøver at sige er, at de der regler og overbevisninger, vi tror beskytter os, de beskytter os ikke. Tværtimod gør de os mere bims. Jeg har så mange gange siddet og analyseret en fyrs handlinger med veninder, når jeg har været i et datingscenarie. Men ikke denne gang. Denne gang har jeg holdt bolden ved mig selv – for den eneste, der oprigtigt kan mærke, om en ny relation er ægte for mig, er mig. Spørg du andre mennesker til råds, vil de altid trække på deres egne historier fra et scenarie, der måske minder om dit – eller de vil bruge deres overbevisninger, som man egentlig ikke kan bruge til noget, for deres overbevisninger om kærlighed og dating er deres – ikke dine.

Så jo mere stille, man kan være, jo bedre, for så kan mærke sig selv, i stedet for at høre stemmerne fra 100 andre i ens hoved, når man skal mærke efter. Jo mere man kan lytte, skrabe gamle historier væk, om hvad tidligere dates har gjort imod en, og egentlig bare være i nuet med det nye bekendskab, og se på den nye relationer med et Sherlock Holmes-perspektiv, hvor man starter forfra, og hvor man skal undersøge, hvem dette menneske egentlig er, i stedet for at dømme vedkommende ud fra tidligere relationers og dates’ handlingsmønstre.

Jeg siger ikke, at det er nemt at ignorere gamle historier – jeg siger bare, at hvis man gør det, så handler man efter, hvad ens hjerte føler er rigtigt, kontra ens (og andres) frygt for at opleve en gammel historie igen – og det giver et meget mere lykkeligt resultat på sigt, fordi hjertet snakker – og jo mere man lytter til hjertet, jo højere tør det snakke, og jo bedre bliver man til at handle efter følelserne i stedet for rationalet og frygten, hvilket jeg er blevet kæmpe fan af.

Så vær dig. <3 Det er egentlig bottom line af min meget lange snak. Vær dig, mærk dig selv, mærk mavefornemmelsen, og gør handlinger ud fra, hvad der rigtigt for dig – ikke alle de andre. Lyt til dig selv, og ikke de 100 stemmer, der gerne vil overbevise dig om deres teori om livet. Du skal have din egen teori, og den kommer til dig, når du bryder reglerne og kysser fortiden farvel. <3

Det her indlæg er svært at skrive. Svært, fordi jeg i mange år troede, at jeg havde været fanget i en ond historie, som jeg slet ikke selv var herre over. Når man så kommer på den anden side og indser, at ens valg spiller en utrolig stor rolle, så opdager man, at den eneste skurk i historien, har været en selv.

Når man føler, at hele verden har været imod en, så lukker man på sin vis sit hjerte ned. Man stiller hjertet i tomgang, og efterlader hjertet der, fordi man ikke rigtig magter at slukke det hele, lige så vel, som man ikke magter at gasse det op igen. Men intet er mere drænende end et hjerte, der ikke tør. Et hjerte, der frygter det værste, og som har svært ved at elske igen..

I 2013 skete der kæmpe ændringer i mit liv. Jeg gik fra en ekskæreste, hvor bruddet mildest talt var en katastrofe. Vi var onde ved hinanden, ukærlige, sled hinanden op. Det var frygteligt at være i. Jeg pegede fingre af min ekskæreste. Gav ham skylden for alting. Sandheden er bare den, at jeg blev i relationen for længe. Jeg gik ikke, men indtog i stedet den klassiske offerrolle, som jeg har mestret til perfektion. Selvfølgelig skal der to til tango, og jeg ved også, at min ekskæreste fortryder vores hårde brud, lige så meget, som jeg gør – det ændrer bare ikke på de ar, som det har sat. Jeg kan huske, at noget af det sidste, som han sagde til mig var, at ingen ville elske mig igen – ikke som ham. At ingen skulle elske mig igen, er en frygt, som har sat i mig.

Efter mit brud med min ekskæreste endte jeg med en fyr, som jeg virkelig blev forelsket i. Sådan en helt gakkelak-kuk-påskeplim-forelskelse, hvor jeg, trods dårlig mavefornemmelse, hele tiden prøvede at forcere det. Jeg ville simpelthen være god nok til ham! Fyren ville intet seriøst, for han ville have sin “frihed”. Jeg var tit uforstående, men sagde til mig selv, at han selvfølgelig ville indse en dag, at han elskede mig, og slet ikke kunne undvære mig. Det skete bare ikke. Tværtimod gik han fra mig, og mit hjerte sank helt ned i maven. Jeg kunne ikke huske sidst, at noget havde gjort så ondt. Det var som om, at jeg havde mistet mig selv komplet i processen. Mistet mig selv i min store forelskelse til ham – og så forlod han mig bare der, hvor hver en celle i min krop gjorde ondt. Hvordan kunne han gå, når jeg var så head over heels med ham? Jeg græd flere dage i streg. Kan endda huske, at jeg bare ville ligge i min seng, hvor jeg skiftevis ville sove og græde. Intet hjalp. Det var lige her, at jeg lukkede mit hjerte i endnu en gang, trods min mavefornemmelse egentlig havde prøvet at fortælle mig, at jeg skulle gå. Men når man har lavt selvværd, er man i en evig søgen efter at være god nok, og ens værd lægger man i andres hænder. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg intet var værd, hvilket var officielt, nu hvor fyren havde forladt mig. At tænke over, at jeg har været så psykisk hård imod mig selv, kan giv mig helt ondt i maven den dag i dag.

I 2014 afprøvede jeg Tinder for første gang. Jeg kom på date med en, som bare synes helt fantastisk. Han var spændende, elskede musik (ligesom mig) og så virkede han oprigtig og sød. På vores 2. date slår mine alarmklokker dog til. Der er noget ved ham, som er off. Dog overfuser jeg alarmklokkerne. Jeg siger til dem, at de skal slappe lidt af, fordi der er jo ikke sket noget.. endnu!
Der sker dog det, at hans interesse daler. Han bliver mere og mere out of reach, og vi ses kun på hans præmisser, og aldrig på mine. Sandheden er, at jeg giver ham det hele, han giver mig 10% – når han vel og mærket gider. Jeg står hele tiden klar, og sætter faktisk mit liv på standby, imens jeg hele tiden venter på, at han giver mig anerkendelse. IGEN havner jeg i en offerrolle, da denne Don Juan dropper mig, hvorefter jeg finder ud af, at han har set mange flere piger udover mig. Jeg følte mig så brugt, utilstrækkelig og såret.
Her lukkede jeg mit hjerte helt i. Sagde til mig selv, at jeg aldrig ville finde kærlighed, og at jeg måtte leve med at være en karrierekvinde, der var fokuseret på sin karriere, for dét havde jeg sgu da i det mindste styr på – og det var fint, for min karriere, den kunne ingen tage fra mig…. Tænkte jeg!

Men skæbnen er snu, venner. Den er faktisk så snu, at den kan tage alt fra dig, blot for at få dig til at indse vigtige lektier i dit liv. Og det skete. Da jeg blev færdig med min bachelor endte jeg på dagpenge, trods mit ellers så gode CV. Jeg “mistede” min karriere, og jeg mistede derfor mig selv. Hvad gør man så, når man føler sig identitetsløs og ens hjerte er lukket? – Man tager sit liv op til revurdering.

At have været jobløs har nok været den største gave i mit liv. Det lyder måske som om, at jeg sugar coater det nu, og to be honest – så har det været fucking hårdt, både økonomisk og mentalt, at jeg har været på dagpenge. Men det har også været en gave i den forstand, at jeg er nået ind til kernen i mig selv.

Min ekskæreste havde ret. Ingen ville elske mig – men det har udelukkende været fordi, at jeg ikke har elsket mig selv. Det lyder måske fluffy, men sagen er den, at jeg ikke i nogle af mine forhold, siden min ekskæreste, har været reel, for jeg har været over-pleaseren i samtlige af mine relationer til mænd siden, fordi jeg ikke følte mig god eller interessant nok til dem. Jeg vidste ikke, hvem jeg var, og derfor blev jeg bare en kamæleon, der tilpassede mig efter deres omstændigheder, fordi jeg var så fucking bange for ikke at slå til. Frygten styrede hele mit dating-show, og jeg var bare tilskuer.

Lidt ligesom i filmen “Runaway Bride”, hvor Julie Roberts’ rolle hele tiden skifter sin præference for, hvordan hun foretrækker sine æg – hun skifter sine æg-præference efter hvordan hendes kærester foretrækker æggene. Den historie kunne lige så godt være min, fordi det er præcis den type kvinde, som jeg har været. “Hvordan vil du have dine æg, skat?” – “Bare ligesom dine”…

Derfor har jeg også tiltrukket mænd, der levede op til min historie om, at jeg ikke var god nok. Jeg fandt simpelthen mænd, der kunne bekræfte mit skrækscenarie, sådan jeg kunne forblive i min offerrolle, og folk kunne have ondt af mig. Jeg var tryg i rollen som offer, fordi den altid har virket for mig, da jeg var barn. Jeg har altid været den, som skulle reddes. Hende, der tænkte, at hvis bare jeg fik en kæreste, så blev alt godt. Sagen er bare den, at kæreste fjerner ikke usikkerhed, manglende selvværd eller komplekser. Uanset hvad, så ville jeg stadigvæk være mig, når jeg gik ind i en relation, og uanset hvor dejlig denne prince charming måtte være, har det ikke ændret på, at jeg ikke har været klar. Jeg har ikke været klar til kærlighed, ømhed og at vise den ægte mig frem, ved at sætte grænser, skære i gennem og turde stå ved, hvem jeg er – for jeg har ikke anet, hvem jeg var.

Derfor har jeg ryddet op. Jeg har arbejdet med mine fortællinger om mig selv. Kigget på min offerrolle, og blevet enig med mig selv om, at den rolle ikke passer til mig mere. Så nu lever jeg efter en rolle, hvor jeg er hovedrollen i mit eget liv, og hvor jeg tager ansvar, lytter til mavefornemmelsen, og hvor jeg ændrer mine negative historier til positive. Jeg har sat så mange spørgsmålstegn ved gamle historier og mønstre, at det nogle dage har efterladt mig helt rundtosset – men det har virket. Jeg er ikke heeeelt i mål endnu med at elske mig selv 100% – måske også fordi, at selvudvikling er en evig proces. Dog kan jeg mærke noget helt nyt og spirrende inde i mig. Sommerfuglene basker derinde.

Det der bange hjerte er ved at åbne sig igen. Jeg kan mærke, at det prikker derinde og jeg så småt begynder at stole på, at verden er god og at alt godt kommer til mig, hvis jeg tør være åben og – vigtigst af alt – være mig selv. Så mit tidligere åååh så bange-hjerte har fået lys ind i mellem sprækkerne, hvilket har gjort, at sprækkerne er blevet større. Det er en vanvittig følelse. Jeg, der ellers havde mistet troen på kærligheden, har fundet den. Mest af alt fordi, at jeg har fundet kærligheden i mig selv, og indset, at jeg rent faktisk godt tør at elske igen, fordi jeg nu har nye fortællinger at læne mig op af. Det er næsten som at få en ny chance i livet, og sådanne chancer skal man altid gribe.

Så det har jeg gjort, og mit hjerte smiler. <3

Holy moly, hvor har jeg været stille herinde – men jeg lover jer, at der har været gode grunde for dette.

Der er sket noget helt fantastisk…. JEG har fået job – mit DRØMMEJOB faktisk, som jeg vil skrive om i løbet af ugen.

I dag vil jeg nemlig snakke om noget helt andet. Jeg vil snakke om mit forløb hos RecreateYou, der i sidste uge virkelig blev en øjenåbner for mig. Sådan en oplevelse helt ind i sjælen, hvor jeg tænkte ved mig selv, at nu skal der altså andre boller på suppen. Jeg kan ikke gå rundt i den her verden, og fortælle mig selv så negative historier ubevidst, og så regne med, at det gode kommer til mig.

Det gode i livet er jo et produkt af din sindstilstand, har jeg lært. Så nu er jeg klar til at gå i en ny retning. Klar til at ændre min historie. Klar til at være den bedste version af mig selv, og se den bedste version af mig selv, når jeg kigger mig selv i spejlet.

Hør meget mere om hele min oplevelse hos RecreateYou i videoen, hvor jeg forklarer lidt mere om de følelser, der har været forbundet med aha-oplevelserne og min store grædetur, som gav mig en forløsning uden lige. <3

Den her weekend har været alt andet end rolig for mit vedkommende. Der har været tankemylder på første etage, glasøjne, aha-oplevelser i følelserne, modstand og sejre.

Jeg startede i går på mit RecreateYou-forløb, og det har været så overvældende for mig, hvilket jeg slet ikke havde forventet. Én ting er, at man sidder sammen med forskellige kvinder med forskellige historier, der alle sammen deler ud af deres sårbarheder – det er i sig selv rigtig rørende og en kæmpe tillidserklæring om, at vi alle sammen skal rykke os følelsesmæssigt i flok til noget bedre.

Noget helt andet er, at man opdager sandheder om sig selv, sit liv og der hvor man står følelsesmæssigt, som man måske ikke helt vil kendes ved, og som man ikke har haft taget ansvar for før nu. Jeg har selv indset rigtig mange af mine reaktionsmønstre i forskellige datingsituationer i weekenden, og det har efterladt mig med mange følelser. Dog mest en følelse om, at selvom det er pisse hårdt, så skal jeg vende skuden nu – det skylder jeg mig selv, fordi jeg virkelig har svigtet mig selv. Mit pleaser-gen, som egentlig er en forklædning for min frygt for at blive forladt, har styret butikken, til stor ærgerelse for mig selv, nu hvor jeg har indset det.

Jeg har delt mine tanker i en video – og tilgiv mig på forhånd for lidt lange tænkepauser og vandede øjne, men det har virkelig været en øjenåbner at være afsted, som har efterladt mit hjerte på vidt gab og med et vivar af følelser.

Til dem, der siger selvudvikling er let: IT’S A LIE!! – det er fucking hårdt og mentaltkrævende. Men når jeg får de rigtige redskaber til at handle imod mine adfærdsmønstre, skal det nok blive bedre. Jeg er slet ikke i tvivl om, at selvom det her forløb kræver tårer og noget omrokering i hjernen, så er det hele rejsen værd. Nu er det på tide at lære at elske mig selv og tiltrække noget bedre.

God søndag derude! <3

Som titlen siger, skal I med mig på en rejse. En rejse, der starter i dag, hvor jeg skal lære mig selv bedre at kende, og hvor jeg kommer til at dokumentere forløbet her på bloggen. Jeg starter nemlig på mit RecreateYou-forløb, hvor jeg på 4 moduler skal i gennem forskellige temaer, der skal gøre mig klogere på mit liv, hvor jeg skal hen, og hvad jeg skal arbejde med, for at kunne komme derhen. Udover modulerne, får jeg også timer med en coach og en healer i mellem modulerne, sådan jeg ikke mister fodfæstet undervejs, men derimod bliver på den nye vej, som jeg skal til at finde.

I dag og i morgen foregår modul 1, hvor temaet er “Kend Din Historie”, hvilket jeg virkelig glæder mig til. Mest for at få et indblik i mit bagkatalog og se, hvilke historier, jeg har trukket med mig, og som jeg stoler blindt på, fordi de er blevet vanetænkning. Derudover skal vi på modulet arbejde med kærligheds overbevisninger, hvilket bliver et stort og følelsesladet tema for mig. Jeg har ikke haft en kæreste i tre år. Det har der på sin vis været forskellige grunde til. Dels pga. trust issues, dels pga. jeg forelsker mig i de forkerte typer og så dels fordi, at “den rigtige” ikke har været der endnu – eller er det bare en undskyldning, jeg luller mig selv i søvn til? Det vil tiden vise efter den her weekend.

Med det sagt, så er det vigtigt for mig at understrege, at jeg selvfølgelig ikke tager kursuset for at finde en kæreste, men derimod for at finde mig selv, så jeg kan blive den bedste version af mig. Det kommer til at gøre ondt, give svie i sjælen, men det kommer også til at blive helt fantastisk lettende at få ryddet op i mit tankehylster, for at nå et skridt længere hen i mod mit voksne-jeg, som jeg ikke helt føler, at jeg er i mål med endnu (hvis man da nogensinde får følelsen af at være voksen?!). Derudover har stressen omkring at være på dagpenge sat kløerne rigtig meget i mig og min selvværd, og derfor kunne det her kursus ikke passe bedre i forhold til timing. Selvom jeg har fået lov til utroligt fede ting undervejs i min dagpengeperiode, så føler jeg stadigvæk lidt en tomhed indeni, som jeg gerne vil lære at udfylde, så jeg ikke føler, at jeg skal defineres af et job. Jeg er jo ikke mit job, men det forstår mit hoved ikke helt endnu – men det kommer.

Som sagt, så kommer jeg til at dele hele forløbet med jer. Hvorfor, tænker I måske – men det er der en let forklaring på: Jeg vil ikke gøre mit liv bedre, end hvad det i virkeligheden er. Det er på ingen måde min mission. Tværtimod vil jeg hellere dele tanker og erfaringer, fordi det for mig bliver lidt trættende i længden at male glansbilleder, hvis ikke jeg kan se glansen i dem selv. Det bliver for uægte for mig, og jeg vil så meget hellere være ægte og reel. Jeg glæder mig derfor til at dele solskinsdage, op ad bakke dage, tankevækkende dage og leverpostegs-hverdagsliv med jer.