AV – jeg blev ramt af voksenlivet!

Da jeg var lille sværgede jeg, at jeg ikke ville være voksen. Jeg ville for altid lege med mine Barbiedukker, danse til Spice Girls på mit værelse og have lyserødt på væggene, samt bare eksistere i mit helt eget Debbie-univers. Lyserøde ting kan stadig spottes i min nuværende lejlighed, og jeg danser såmænd også stadigvæk rundt, men ikke helt så meget til Spice Girls længere.

Tiden indhentede mig, hvor voksenlivet slugte mig råt. Tit tager jeg dog stadigvæk mig selv i at tænke: “Ååårha, hvornår fanden kommer der en voksen?!”, indtil det går op for mig, at JEG er den voksne, og den detalje har jeg stadigvæk ikke helt vænnet mig til. Jeg er en af de der Peter Pan-børn, der ikke vil se realiteten i øjnene. Men nogle gange banker den på min dør alligevel. Altså, realiteten… Og det har jeg lavet en liste over.

1. Når du er syg, og din familie ikke er der. 
It’s the worst. Der, hvor man selv skal hente sin brækspand og rengøre den, samt ingen kan nusse én i panden, når man ligger og er helt dehydreret. Eller når man er løbet tør for noget spiseligt i køleskabet, og man er nødt til at kæmpe sig ned i supermarkedet, fordi ingen kommer og gør det for dig. Jeg laver stadigvæk “Mor-jeg-er-ynkelig“-opkaldet, når jeg er rigtig ramt af killer-influenza. But mama can’t help, for hun er i Jylland, og jeg har bare voksne-mig at læne mig op ad..

2. Uforudsete regninger i postkassen.
Ikke at denne del kræver den store forklaring, for jeg tror, at vi alle kender scenariet. Bye bye, Money – hello reality.

3. Du skal lave aftensmad… Hver dag!
Og for mit vedkommende kan min aftensmad sagtens være havregryn, hvis jeg er rigtig voksen-doven, hvilket sker i ny og næ. Jeg er blevet bedre til at lave mad – ingen tvivl om det – men hvis jeg er træt med træt på, så magter jeg virkelig ikke at lege Jamie Oliver i mit køkken, omend jeg gerne ville.

4. Farvel til de mange ferieuger.
Man ved slet ikke, hvor godt man egentlig har det, i mens man går i skole. Når man kommer ud på jobmarkedet, har man pludseligt kun krav på 5 ugers ferie ud af de 52 uger, der er på et år. Det er rigtig meget arbejde. Som i rigtig meget. Og rigtig lidt fri, som i rigtig lidt fri. Min veninde sagde engang, at når man studerer, så han man tiden til rejser og oplevelser, men ikke økonomien. Når man så får et ægte voksenjob, så har man pludseligt økonomien men ikke tiden til rejser og oplevelser. Komplet omvendt verden.

5. De lyserøde drømme braser.
Man tænker som lille, at det da bliver nemt at finde en af de her prinser, som man ser i sine Disneyfilm – og der må jeg erkende, at Disney har givet mig urealistiske forvetninger. For nej – man kan ikke blive reddet af et “true love’s kiss” – Men derfor er de jo meget dejlige alligevel.

6. Man glemmer at lege
Og jeg hader, at man glemmer at lege, for jeg elsker det jo stadigvæk. Jeg elsker at danse rundt til god musik. Elsker at spille brætspil. Jeg elsker desuden også at gynge, fordi det stadigvæk giver mig den der “flyvende” fornemmelse i maven, som er helt unik. Jeg er heldig, at jeg er omringet af små søskende, fordi så har jeg en undskyldning for at fjolle rundt, se tegnefilm og spille UNO. Min lillesøster på 8 år siger tit: “Iiih, Debbie – du er altså skør”, og så griner hun højt helt nede fra maven – og shit, hvor jeg elsker lige præcis dét grin! Legelyst giver livskvalitet – og livskvalitet skal man have kæmpe doseringer af. Jeg glemmer til tider at lege, og det er dumt, for selv voksne mennesker har jo brug for at lege, for at løsrive sig og føle sig inspirerede i livet igen.

7. Dine veninder og venner begynder at få børn
Det er så surrealistisk, når jeg scroller min Facebook feed i gennem og ser, at tidligere skolekammerater eller bekendte har fået børn. Der slår det mig for alvor, at folk omkring mig begynder at bringe liv til verden, fordi de føler sig voksne nok til at tage vare på andre. Det er både sindssygt smukt og helt vildt langt fra, hvor mit eget mindset er lige nu. Jeg glæder mig til at få børn en dag, uden tvivl, men det ligger ret fjernt for mig stadigvæk, fordi jeg nok lige selv skal lære at være voksen, inden jeg skal tage mig af andre på den måde. Eller måske voksenfølelsen netop først kommer, når man skal begynde at tage sig af andre? Jeg ved det ikke, men jeg er sikker på, at livet giver mig svaret.