De siger “stol på livet” – men det er jo faktisk pisse svært!

Jeg er lige nu inde i en periode, hvor jeg øver mig på noget, som jeg ikke just er verdensmester i.

Jeg øver mig i at stole på livet. Stole på, at ting sker for en grund.Stole på, at livet ordner sig og stole på, at jeg er på den rigtige sti – også selvom jeg ikke kan se ruten ordentligt endnu. Jeg er en kæmpe grubler, og har altid været det. Derfor har jeg det decideret stramt med ikke at have en plan (kontrol level = 100!) og svært ved ikke at kunne gennemskue, hvad der skal ske i livet – både i forhold til job, dating og alle de drømmer, der danser rundt i hovedet på mig.

RecreateYou-forløbet har virkelig skubbet til mig. Jeg er meget ude og dyppe fødderne uden for min comfort zone, og nogle dage er jeg super god til det og kan mærke et drive og energiboost, når jeg gør ting, der ikke falder mig naturligt. Andre dage er jeg knap så god til det, og får et sug i maven af, at jeg stadigvæk har “lang vej” endnu.

En af de helt store lektier i det her forløb, for mig, er at give slip på kontrollen, stole på at tingene ordner sig og stoppe med at tænke så meget, som jeg gør. I kan nok forestille jer, at det faktisk er pis’ hamrende svært at slå hovedet fra, når man altid har været typen, der tænker foran.

Nogle dage er det begyndt at lykkes, at jeg lader være – at jeg rent faktisk er tilstede i nuet. Jeg har på de dage generelt en følelse af, at jeg er ret oven på, i zen og godt tilpas.
Andre dage føles det som om, at jeg er gået to skridt bagud. Jeg føles tom, og den velkendte følelse af, at jeg ikke er god nok sidder lige i solar plexus på mig, hvor jeg derefter skal bruge nogle af mine nylærte teknikker på at undersøge, hvad pokker der egentlig lige foregår inde i mig.

Tit er mit dårlige humør nemlig pga. en gammel fortælling, som min hjerne har koblet til en nuværende begivenhed i mit liv, som jeg tror på. Og det er jo selvfølgelig altid lidt trist, når man finder ud af, hvor ond ens hjerne kan være med historier om en selv.

“Du er ikke god nok” eller “Han/hun gider dig jo slet ikke rigtigt” eller (den værste) “Du er ene og alene”. Men jeg er ikke alene. Jeg er kun alene, når jeg isolerer mig, fordi jeg tænker, at folk ikke gider bruge tid på mine dårlige dage – hvilket egentlig heller ikke er særlig kærligt over for mig selv. Derfor er jeg begyndt at række ud. Det er svært, men jeg gør det, fordi jeg er begyndt at lære, at det smukkeste, som man kan være i sin relation med andre, er sårbar, ærlig og autentisk.

Så jeg arbejder stadig intenst med mig selv. Og til dem, der tror, at det er slaraffenland at køre selvudvikling på sig selv, vil jeg bare lige hilse og sige – it’s a fucking lie. Det er pisse hårdt, MEN også pisse livsbekræftende. Og når man får en bid af det livsbekræftende, så ved man, at man arbejder hen imod noget, der bliver godt. Men det er en disciplin, som man skal gøre hele livet – man skal arbejde på at være glad hver eneste dag.

Så det er her, jeg er.
Sårbar, men stærk.
Forvirret, men besluttet på, at jeg skal fortsætte med de positive justeringer i livet.
Bange, men bevidst om, at det bare er min comfort zone, der prøver at holde mig i det gamle, fordi vi er bange for alt nyt, pga. vores reptilhjerner.
Så nu, da jeg rent faktisk har en øv dag, har jeg valgt at tage mig et langt bad nu her, for så at gå i seng. Det hjælper altid på mig at blive “renset i gennem” på den måde, når jeg ikke helt er i balance. I morgen har jeg det helt sikkert bedre, når jeg vågner og er veludhvilet.

Såeh, jeg stoler på livet… stoler på, at det hele altid bliver bedre, og at min historie lige så stille udfolder sig til en “happy ending” med alle mine nylærte teknikker og tankemetoder. Og det er faktisk et (gigantisk) stort skridt i den rigtige retning til et bedre jeg, for mig!

God søndag til jer alle <3