Du kender det sikkert godt. Du sidder og snakker med nogle dejlige mennesker, du holder utrolig meget af, om en situation i dit liv. Snakken går, og en af dem nævner en situation, der minder om den situation, som du står i i dit liv lige nu. Vedkommendes situation endte ikke, som denne havde forestillet sig, og nu advarer personen dig derfor imod, at udfaldet kan ende skidt for dig. En anden i forsamlingen joiner sig om denne mening, fordi også denne person har oplevet noget, der minder om den situation, du nu står i, og det var heller ikke drømme-udfaldet, at denne havde oplevet. Du sidder derfor nu med en skepsis omkring en situation, som ikke er din, og den skepsis LARMER!

Sagen er nemlig den, at inden du havde denne snak med disse dejlige mennesker, havde du en ro i maven. Nu står du pludseligt med en flad fornemmelse og en følelse af uro – hvad skete der lige?

Der sker det, at du har adopteret de skeptiske stemmer fra de andre, du har snakket med. Disse stemmer sidder nu og råber et eller andet sted inde i dig, og får dig til at tvivle. Har du været naiv? Er det virkelig dig, der simpelthen bare har stirret dig blind, og har overset konsekvenser, som du burde være opmærksom på? Du vil jo gerne beskytte dig selv, men din mavefornemmelse havde bare været så god indtil nu – så hvem har ret: Mavefornemmelsen eller de skeptiske stemmer? I’ll tell you….

Hvis du kender det beskrevet scenarie, så er der to tanker, jeg vil dele, fordi jeg netop selv har funderet over dette tema i dag, omkring hvordan andre menneskers skepsis kan virke som et bind for vores øjne, der gør os til en blindebuk i vores eget liv. Jeg har tænkt….

1. Folk, der prøver at belære dig via. deres egne erfaringer i livet, gør det af ren kærlighed. Hvis disse mennesker har oplevet en form for sorg eller nederlag i deres liv, ved at stå i et scenarie, der minder om dit, så gør disse mennesker ofte det mest menneskelige – de projicerer deres egne historier over på dig, og deres frygt kan derfor hurtigt smitte, og derfor flyde over i din historie, hvis ikke du er vågen og opmærksom på at lave en skillelinje, der hedder: Det her er mit liv, det der er dit liv.
Vi vil så gerne beskytte mennesker, vi elsker, fra at blive såret, men sagen er den, at nogle gange kan man gøre mere skade end gavn, når man kaster med skrækscenarier og frygt. Hvis man sidder med en god mavefornemmelse omkring en situation, og folk skyder det ned, så føler man sig virkelig sårbar, blottet og til tider misforstået.

Her snakker jeg selvfølgelig ikke om, hvis man er i dårlige forhold/relationer, gør skade på sig selv eller benægter ens skadelige omstændigheder, hvis det er her, at man er i livet – for så er det altid en god ide at tage imod en håndsudrækning, for at komme tilbage til en glad og rolig tilstand. Jeg snakker derimod om, hvis du fx. har sagt dit job op, og ikke endnu ved, hvad du skal bagefter, og folk så begynder at fortælle dig skrækscenarier om, hvor forfærdeligt, at det kan ende, at du ikke har en plan endnu. De referer måske endda ligefrem til, at du burde være glad for dit job, og at du burde beholde jobbet, indtil du har et nyt ved hånden. Du hører på de dejlige mennesker (og deres skepsis), men din mavefornemmelse havde bare været så god ift. at sige op, selvom du ikke har en plan – men tager du nu fejl?
– NEJ, du tager ikke fejl, fordi du er kaptajnen i dit liv, og du kender derfor meget bedre din destination, end andre gør. Er din mavefornemmelse reel, og synker dit hjerte mere og mere ned i maven, jo mere du går på arbejde, så skal du selvfølgelig ikke være der. Så skal du følge den der mavefornemmelse, fordi det ikke er alting i livet, der kan planlægges. Hvem ved – måske kommer drømmejobbet 5 dage efter, og så har du gået og bekymret dig for ingen verdens nytte. Det handler om at stole på livet, som jeg før har snakket om her på bloggen.

Et andet scenarie kunne også være, at du dater en. Du er virkelig blevet ramt lige i hjertet på den gode måde, og vil derfor gerne dele alle de her fantastiske følelser, der er i din krop lige nu, fordi sommerfuglene næsten basker så meget, at du føler, at de kommer ud af maven på dig. Du møder smil fra de dejlige mennesker, men du møder også en skepsis, der hedder “pas nu på!“. Men hvad betyder den skepsis overhovedet? – Vi skal da turde at gå ud på vippen, for at vi kan hoppe i vandet. Og måske gør det pisse ondt, når vi rammer vandet, men hvis vi aldrig tør gå derud, så finder vi jo aldrig ud af, om vi kan lave det perfekte spring fra vippen – for hvem ved, måske slår vi os slet ikke, men laver det her perfekte spring, som giver adrealin-kick og den der “happy-go-lucky”-feeling, selvom andre ikke oplevede disse følelser, da de sprang. Måske skal vi lave mange af de spring, før det lykkes, men vi er nødt til at turde, og vi er nødt til at lytte til vores egen mavefornemmelse, når vi gør det. Ikke frygt, ikke andres historier, ikke begrænsningerne, som dit hoved oftest kører på repeat, men derimod den der lille stemme inde i dig, der udspringer af din mavefornemmelse, der desuden godt ved, hvad der er i gærde, når noget er i gærde – og du ved, lige så godt som jeg, at fornemmelsen sjældent tager fejl, men at vi bare, nogle gange, overhører den, fordi vi lytter til støjen i stedet for.

2. Bare fordi andre mennesker har haft en dårlig oplevelse med et scenarie, der minder om dit, så er det ikke ensbetydende med, at hvad der var udfaldet for dem, bliver udfaldet for dig – simpelthen fordi, at mennesker er forskellige. Vi ser verden forskelligt, oplever verden forskelligt, og analyserer verden med vidt forskellige briller på. Derfor skal vi stole på os selv. Stole på, at vi godt selv ved, eller kan finde frem til, hvad der er bedst for os. Jeg siger ikke, at man aldrig skal spørge folk til råds, men jeg siger bare, at hvis man gør det, skal man også vide med sig selv, at deres historie ikke er lige med din. Deres historie er deres, imens din er din. Det er vigtigt, at man bliver på sin egen banehalvdel, og tager udgangspunkt i sig selv, når der skal tages store livsbeslutninger eller omrokeringer i dit liv.

Det var såmænd bare det, jeg havde på hjertet i dag. Intet surt opstød, men derimod bare tanker, der har sat inde i hovedet på mig. Jeg tror, at mange mennesker kender følelsen af at blive smittet med skepsis. Det gør jeg i hvert fald i den grad selv, og jeg har først lært at blive bedre til at sortere i doseringerne af skepsis, efter jeg er startet på RecreateYou. Jeg siger ikke, at selv er perfekt til ovenstående, men det håber jeg, at jeg bliver, da jeg gerne selv vil være “the master of my faith, the captain of my soul”. Hvis skuden skal vendes ift. til noget som helst i mit liv, så skal det være pga. min egen mavefornemmelse, og ikke pga. andre folks frygt – and to be honest? Jeg vil så meget hellere fortryde noget, jeg har gjort, end noget, som jeg aldrig fik gjort – men min erfaring er ligeledes den, at jeg sjældent fortryder de ting, som mavefornemmelsen guider mig til. Tværtimod!

Det var lidt mandagstanker fra mig. Jeg håber, at du er vågen og føler verden med dine egne fornemmelser i kroppen, i stedet for at være blindebuk. <3.

Tidligere på ugen skrev jeg om, at jeg skulle ud til min faste horoskoplæser, Nina.
Nina er et skønt bekendtskab, som jeg fik sidste år, hvor hun lagde mit horoskop for første gang. Horoskopet var så spot on, både i forhold til beskrivelsen af, hvem jeg er, samt hvad der ville ske det næste år frem for mig. Det var virkelig en øjenåbner, og det var det bestemt også denne gang.

De sidste par måneder har været noget rod for mig. Jeg har kunne mærke, hvordan jeg ikke har været i balance med mig selv. Det er som om, at jeg har været ude af min krop i flere år, og først er landet i den igen, efter jeg startede på RecreateYou. Lige pludselig kunne jeg mærke, at det liv, jeg havde stablet på benene, ikke passede til mig mere, og det er den mest tunge følelse at have i kroppen. Specielt når hele hurlumhejet ikke gav mening for mig. Derfor havde jeg brug for Nina – for hvad foregår der lige præcist med mig, energierne og hvor fanden er jeg egentlig på vej hen?

Efter at jeg har været hos Nina, giver det dog rigtig god mening. Det hele giver faktisk mening, og det jeg egentlig er inde i lige nu, er en fordøjelsesproces af, hvad der skal ske med mit liv. Der skal nemlig ske nogle markante ændringer, for at jeg kan komme derhen, hvor jeg skal være, hvor jeg kan være glad igen og føle, at jeg er “back on track”. Om det er dårlig timing? Det følte jeg i starten, at det var, men lige nu føler jeg mere, at ting nok ikke kan times dårligt. At livet er livet, og at alting sker for en grund, som min mor også altid siger til mig. Så hvad skal der ske? Jo, ser du…

Først og fremmest sælger jeg min andelslejlighed på Nørrebro, der kommer til salg på torsdag. Det er et KÆMPE skridt for mig, da jeg virkelig troede, at jeg skulle have mange flere år i København. Men efter den her proces, kan jeg bare mærke, at jeg ikke rigtig føler mig hjemme mere. Det har været 4 helt magiske år i storbyen, hvor jeg har udfoldet mine vinger og både fløjet og skvattet igen. Dog har det været en helt fantastisk læring, at jeg har stået på egne ben og haft en hverdag så langt væk fra min faste base i Jylland og min familie.
Men nu kan jeg bare ikke være væk fra dem mere – altså min familie. En af mine helt store livsværdier er familie, men fordi, at jeg troede, at jeg skulle arbejde inde for musik, så jeg ikke nogen anden udvej end at være i København – ergo, langt væk fra de mennesker, jeg elsker. Det har været pisse hårdt nogle gange, men nu, hvor jeg ved, at jeg ikke vil jobbe med musik længere, så er der ikke rigtig noget, som holder mig i København. Jeg føler ikke, at byen fylder mig op mere – tværtiomod efterlader den mig nærmere med en følelse af rastløshed og savn. Den der savn, der kradser nede i maven, fordi jeg føler, at jeg går glip af alt for mange ting, når jeg er så langt væk. Havde nogen sagt til mig for bare 1 år siden, at jeg ville få den her følelse i kroppen med hjemve til Jylland, så havde jeg grinet dem op i ansigtet. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville få sådan en lyst til at søge tilbage. Måske skyldes det, at jeg virkelig har lært, at det eneste, der virkelig betyder noget, er de mennesker, du elsker og ens eget velvære. Et hjem er jo bare et sted, du sover, omringet af døde ting, hvis dit hjerte ikke er der – og mit hjerte er ikke længere i København.

Derudover har jeg mange tanker omkring karriere, som jeg endnu ikke har sluttet helt fred med endnu. Jeg er i tænkeboks omkring, hvorvidt jeg skal tage en ny uddannelse, eller om jeg skal fortsætte med at søge job. Jeg ved det ikke helt endnu, men jeg har en tiltro til, at det hele falder på plads, når jeg falder lidt mere på plads med de nye omstændigheder, som jeg skal vænne mig til. Lige nu er det én ting ad gangen-konceptet, jeg kører, fordi jeg er så overvældet af det hele. At ens liv kan slå en kolbøtte på den måde, det havde jeg alligevel ikke set komme.

Som jeg sagde til Nina, så føltes det lidt som om, at den Debbie, jeg var i 2015, kan jeg vinke til, snart halvvejs inde i 2016, og sige “hej hej, det var hyggeligt at kende dig, men vi er på vej i en ny retning – lev med det”. Debbie i 2015 var ikke i kontakt med sine værdier, men det er jeg nu, og derfor kan jeg træffe bedre beslutninger for mig, der giver mig mere glæde på sigt.

For folk, der ikke tror på det spirituelle, der virker det her indlæg om horoskoplægning nok lidt gakkelak. I vil måske tænke, at det er for fluffy for jer, og det er egentlig okay. Jeg tror af hele mit hjerte på Ninas evner inde for horoskoplægning – specielt efter mit eget horoskop har passet så godt sidste år, samt jeg har haft veninder, der også har været forbi Nina, der har haft samme oplevelse. Nogle gange er der bare ting i livet, som man ikke kan forklare, tror jeg, lige så vel som jeg tror, at ting giver mening på sigt. Det er alt det der med “Connecting Dots”, som Steve Jobs snakkede så meget om. Jeg tror på, at det hele falder på plads, men lige nu skal jeg lige sluge kamelen, før jeg laver min næste handling.

Livet, ik’? Intet kan planlægges, og det er både pisse skræmmende, temmelig spændende og afsindigt smukt. <3

Hvis der er noget, som jeg har lært i mit selvudviklingsforløb, så er det, hvor mange (tåbelige) regler,  jeg har opstillet for mig selv i tidens løb. Regler, som jeg har fået banket ind i knolden fra samfundet, min familie, mine veninder og venner, etc.
– Det her er ikke et blame game, for vi gør det jo alle sammen. Vi har alle sammen overbevisninger, som vi prøver at slå i gennem med, og nogle overbevisninger er så stærke, at vi til tider glemmer at sætte spørgsmålstegn ved dem.

Dette har jeg dog gjort i gennem de sidste to måneder – sat spørgsmålstegn- specielt hvad angår dating. For er I vimmer, hvor havde jeg mange antagelser om, hvordan man burde være. Problemet er bare, at når man er og handler efter, hvad man tror, at man burde, kontra hvem man i virkeligheden er, så får man en lidt flad fornemmelse i kroppen, fordi man ikke er autentisk og tro imod sig selv. Derudover oplevede jeg også, at jeg var endnu mere bange for at blive forladt, når jeg ikke tog ansvar for mine følelser. At blive forladt er en ret stor frygt, der er plantet i mig. Dens klør har fået mig til at handle helt ad helveds til de sidste par år, og derfor prøver jeg nu at slå op med den følelse. Jeg vil så meget hellere handle efter mit hjerte, end at handle på min frygt.

Når jeg handler på min frygt, så går der dating-regler i den. Det vil sige, at jeg ikke svarer fyren, trods jeg egentlig har lyst, hvis der er “gået for længe” imellem hans svar til mig. Jeg skriver nogle gange heller ikke, selvom jeg egentlig har lyst. Hvis en fyr ikke svarer, så plejede jeg at blive virkelig fornærmet. Jeg tog det faktisk så meget ind, at jeg tænkte, at han sikkert ikke kunne lide mig mere.

Men det ved jeg jo godt, inderst inde, bare er min frygt, der taler. Som den mest distræte person i verden, hvad angår beskeder, ved jeg jo godt selv, at beskeder kan glippe. Jeg glemmer faktisk ofte at svare på beskeder fra mine venner og veninder – og det er jo forhelvede ikke fordi, at jeg ikke elsker dem, men jeg er bare distræt. Får jeg til gengæld ikke et svar på en besked, så tager jeg det sindssygt personligt, og det er jo et underligt paradoks, fordi jeg netop godt ved, at der sjældent er noget personligt forbundet med, hvis jeg selv glemmer at svare folk. Sådan er mennesker bare så forskellige.

Derfor tror jeg heller ikke på datingregler længere, selvom jeg selv kørte efter dem førhen. Jeg tror på, at det hele handler om min mavefornemmelse – simpelthen.
Intet skal forceres. Det er jo for pokker ham, der skal blive din allerbedste ven, som jeg skal finde og skabe et liv med, ergo starter det sgu ikke særlig smukt, hvis relationen så er bygget på utryghed, REGLER, manglende nærvær, osv.

Man skal være reel. Er man reel over for sig selv, og handler efter, hvad mavefornemmelsen siger, kontra frygten, så bliver det hele meget bedre – og det er jeg så småt begynde at opleve. Jo mere, at jeg er mig, jo mere nyder jeg det, fordi jeg ikke går ind i en rolle, men faktisk viser vedkommende, hvem jeg i virkeligheden er. Det har taget mange år at komme hertil, men en ting er sikkert: Jeg vil hellere blive forladt, for at være mig, end at opbygge en relation, hvor jeg føler mig ensom og låst fast, fordi jeg ikke kan være mig selv.

Det jeg egentlig prøver at sige er, at de der regler og overbevisninger, vi tror beskytter os, de beskytter os ikke. Tværtimod gør de os mere bims. Jeg har så mange gange siddet og analyseret en fyrs handlinger med veninder, når jeg har været i et datingscenarie. Men ikke denne gang. Denne gang har jeg holdt bolden ved mig selv – for den eneste, der oprigtigt kan mærke, om en ny relation er ægte for mig, er mig. Spørg du andre mennesker til råds, vil de altid trække på deres egne historier fra et scenarie, der måske minder om dit – eller de vil bruge deres overbevisninger, som man egentlig ikke kan bruge til noget, for deres overbevisninger om kærlighed og dating er deres – ikke dine.

Så jo mere stille, man kan være, jo bedre, for så kan mærke sig selv, i stedet for at høre stemmerne fra 100 andre i ens hoved, når man skal mærke efter. Jo mere man kan lytte, skrabe gamle historier væk, om hvad tidligere dates har gjort imod en, og egentlig bare være i nuet med det nye bekendskab, og se på den nye relationer med et Sherlock Holmes-perspektiv, hvor man starter forfra, og hvor man skal undersøge, hvem dette menneske egentlig er, i stedet for at dømme vedkommende ud fra tidligere relationers og dates’ handlingsmønstre.

Jeg siger ikke, at det er nemt at ignorere gamle historier – jeg siger bare, at hvis man gør det, så handler man efter, hvad ens hjerte føler er rigtigt, kontra ens (og andres) frygt for at opleve en gammel historie igen – og det giver et meget mere lykkeligt resultat på sigt, fordi hjertet snakker – og jo mere man lytter til hjertet, jo højere tør det snakke, og jo bedre bliver man til at handle efter følelserne i stedet for rationalet og frygten, hvilket jeg er blevet kæmpe fan af.

Så vær dig. <3 Det er egentlig bottom line af min meget lange snak. Vær dig, mærk dig selv, mærk mavefornemmelsen, og gør handlinger ud fra, hvad der rigtigt for dig – ikke alle de andre. Lyt til dig selv, og ikke de 100 stemmer, der gerne vil overbevise dig om deres teori om livet. Du skal have din egen teori, og den kommer til dig, når du bryder reglerne og kysser fortiden farvel. <3

Det her indlæg er svært at skrive. Svært, fordi jeg i mange år troede, at jeg havde været fanget i en ond historie, som jeg slet ikke selv var herre over. Når man så kommer på den anden side og indser, at ens valg spiller en utrolig stor rolle, så opdager man, at den eneste skurk i historien, har været en selv.

Når man føler, at hele verden har været imod en, så lukker man på sin vis sit hjerte ned. Man stiller hjertet i tomgang, og efterlader hjertet der, fordi man ikke rigtig magter at slukke det hele, lige så vel, som man ikke magter at gasse det op igen. Men intet er mere drænende end et hjerte, der ikke tør. Et hjerte, der frygter det værste, og som har svært ved at elske igen..

I 2013 skete der kæmpe ændringer i mit liv. Jeg gik fra en ekskæreste, hvor bruddet mildest talt var en katastrofe. Vi var onde ved hinanden, ukærlige, sled hinanden op. Det var frygteligt at være i. Jeg pegede fingre af min ekskæreste. Gav ham skylden for alting. Sandheden er bare den, at jeg blev i relationen for længe. Jeg gik ikke, men indtog i stedet den klassiske offerrolle, som jeg har mestret til perfektion. Selvfølgelig skal der to til tango, og jeg ved også, at min ekskæreste fortryder vores hårde brud, lige så meget, som jeg gør – det ændrer bare ikke på de ar, som det har sat. Jeg kan huske, at noget af det sidste, som han sagde til mig var, at ingen ville elske mig igen – ikke som ham. At ingen skulle elske mig igen, er en frygt, som har sat i mig.

Efter mit brud med min ekskæreste endte jeg med en fyr, som jeg virkelig blev forelsket i. Sådan en helt gakkelak-kuk-påskeplim-forelskelse, hvor jeg, trods dårlig mavefornemmelse, hele tiden prøvede at forcere det. Jeg ville simpelthen være god nok til ham! Fyren ville intet seriøst, for han ville have sin “frihed”. Jeg var tit uforstående, men sagde til mig selv, at han selvfølgelig ville indse en dag, at han elskede mig, og slet ikke kunne undvære mig. Det skete bare ikke. Tværtimod gik han fra mig, og mit hjerte sank helt ned i maven. Jeg kunne ikke huske sidst, at noget havde gjort så ondt. Det var som om, at jeg havde mistet mig selv komplet i processen. Mistet mig selv i min store forelskelse til ham – og så forlod han mig bare der, hvor hver en celle i min krop gjorde ondt. Hvordan kunne han gå, når jeg var så head over heels med ham? Jeg græd flere dage i streg. Kan endda huske, at jeg bare ville ligge i min seng, hvor jeg skiftevis ville sove og græde. Intet hjalp. Det var lige her, at jeg lukkede mit hjerte i endnu en gang, trods min mavefornemmelse egentlig havde prøvet at fortælle mig, at jeg skulle gå. Men når man har lavt selvværd, er man i en evig søgen efter at være god nok, og ens værd lægger man i andres hænder. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg intet var værd, hvilket var officielt, nu hvor fyren havde forladt mig. At tænke over, at jeg har været så psykisk hård imod mig selv, kan giv mig helt ondt i maven den dag i dag.

I 2014 afprøvede jeg Tinder for første gang. Jeg kom på date med en, som bare synes helt fantastisk. Han var spændende, elskede musik (ligesom mig) og så virkede han oprigtig og sød. På vores 2. date slår mine alarmklokker dog til. Der er noget ved ham, som er off. Dog overfuser jeg alarmklokkerne. Jeg siger til dem, at de skal slappe lidt af, fordi der er jo ikke sket noget.. endnu!
Der sker dog det, at hans interesse daler. Han bliver mere og mere out of reach, og vi ses kun på hans præmisser, og aldrig på mine. Sandheden er, at jeg giver ham det hele, han giver mig 10% – når han vel og mærket gider. Jeg står hele tiden klar, og sætter faktisk mit liv på standby, imens jeg hele tiden venter på, at han giver mig anerkendelse. IGEN havner jeg i en offerrolle, da denne Don Juan dropper mig, hvorefter jeg finder ud af, at han har set mange flere piger udover mig. Jeg følte mig så brugt, utilstrækkelig og såret.
Her lukkede jeg mit hjerte helt i. Sagde til mig selv, at jeg aldrig ville finde kærlighed, og at jeg måtte leve med at være en karrierekvinde, der var fokuseret på sin karriere, for dét havde jeg sgu da i det mindste styr på – og det var fint, for min karriere, den kunne ingen tage fra mig…. Tænkte jeg!

Men skæbnen er snu, venner. Den er faktisk så snu, at den kan tage alt fra dig, blot for at få dig til at indse vigtige lektier i dit liv. Og det skete. Da jeg blev færdig med min bachelor endte jeg på dagpenge, trods mit ellers så gode CV. Jeg “mistede” min karriere, og jeg mistede derfor mig selv. Hvad gør man så, når man føler sig identitetsløs og ens hjerte er lukket? – Man tager sit liv op til revurdering.

At have været jobløs har nok været den største gave i mit liv. Det lyder måske som om, at jeg sugar coater det nu, og to be honest – så har det været fucking hårdt, både økonomisk og mentalt, at jeg har været på dagpenge. Men det har også været en gave i den forstand, at jeg er nået ind til kernen i mig selv.

Min ekskæreste havde ret. Ingen ville elske mig – men det har udelukkende været fordi, at jeg ikke har elsket mig selv. Det lyder måske fluffy, men sagen er den, at jeg ikke i nogle af mine forhold, siden min ekskæreste, har været reel, for jeg har været over-pleaseren i samtlige af mine relationer til mænd siden, fordi jeg ikke følte mig god eller interessant nok til dem. Jeg vidste ikke, hvem jeg var, og derfor blev jeg bare en kamæleon, der tilpassede mig efter deres omstændigheder, fordi jeg var så fucking bange for ikke at slå til. Frygten styrede hele mit dating-show, og jeg var bare tilskuer.

Lidt ligesom i filmen “Runaway Bride”, hvor Julie Roberts’ rolle hele tiden skifter sin præference for, hvordan hun foretrækker sine æg – hun skifter sine æg-præference efter hvordan hendes kærester foretrækker æggene. Den historie kunne lige så godt være min, fordi det er præcis den type kvinde, som jeg har været. “Hvordan vil du have dine æg, skat?” – “Bare ligesom dine”…

Derfor har jeg også tiltrukket mænd, der levede op til min historie om, at jeg ikke var god nok. Jeg fandt simpelthen mænd, der kunne bekræfte mit skrækscenarie, sådan jeg kunne forblive i min offerrolle, og folk kunne have ondt af mig. Jeg var tryg i rollen som offer, fordi den altid har virket for mig, da jeg var barn. Jeg har altid været den, som skulle reddes. Hende, der tænkte, at hvis bare jeg fik en kæreste, så blev alt godt. Sagen er bare den, at kæreste fjerner ikke usikkerhed, manglende selvværd eller komplekser. Uanset hvad, så ville jeg stadigvæk være mig, når jeg gik ind i en relation, og uanset hvor dejlig denne prince charming måtte være, har det ikke ændret på, at jeg ikke har været klar. Jeg har ikke været klar til kærlighed, ømhed og at vise den ægte mig frem, ved at sætte grænser, skære i gennem og turde stå ved, hvem jeg er – for jeg har ikke anet, hvem jeg var.

Derfor har jeg ryddet op. Jeg har arbejdet med mine fortællinger om mig selv. Kigget på min offerrolle, og blevet enig med mig selv om, at den rolle ikke passer til mig mere. Så nu lever jeg efter en rolle, hvor jeg er hovedrollen i mit eget liv, og hvor jeg tager ansvar, lytter til mavefornemmelsen, og hvor jeg ændrer mine negative historier til positive. Jeg har sat så mange spørgsmålstegn ved gamle historier og mønstre, at det nogle dage har efterladt mig helt rundtosset – men det har virket. Jeg er ikke heeeelt i mål endnu med at elske mig selv 100% – måske også fordi, at selvudvikling er en evig proces. Dog kan jeg mærke noget helt nyt og spirrende inde i mig. Sommerfuglene basker derinde.

Det der bange hjerte er ved at åbne sig igen. Jeg kan mærke, at det prikker derinde og jeg så småt begynder at stole på, at verden er god og at alt godt kommer til mig, hvis jeg tør være åben og – vigtigst af alt – være mig selv. Så mit tidligere åååh så bange-hjerte har fået lys ind i mellem sprækkerne, hvilket har gjort, at sprækkerne er blevet større. Det er en vanvittig følelse. Jeg, der ellers havde mistet troen på kærligheden, har fundet den. Mest af alt fordi, at jeg har fundet kærligheden i mig selv, og indset, at jeg rent faktisk godt tør at elske igen, fordi jeg nu har nye fortællinger at læne mig op af. Det er næsten som at få en ny chance i livet, og sådanne chancer skal man altid gribe.

Så det har jeg gjort, og mit hjerte smiler. <3

Hver gang jeg ser ovenstående video, så rejser hårene sig på mine arme, mine fødder tipper og min krop fyldes med motivation, samt en “hell yes”-følelse af, at jeg skal få det ultimative ud af mit liv. Den følelse elsker jeg. Det er den, der får mig til at handle.

Jeg har én stor, fed frygt i livet – og det er at leve et “nøjes”-liv. At jeg ikke når alle tingene på min bucket list, og at jeg bliver misfornøjet. Jeg ved, at man skal elske hverdagen, men jeg tror kun, at man kan elske hverdagen, hvis man står op hver eneste dag, og laver noget, som man elsker.

Jeg har prøvet at have det her job, som gav mig mavepine og stres. Jeg har prøvet, at været i et forhold, hvor jeg følte mig som en skygge af mig selv. Jeg har prøvet at have venner, hvor jeg følte mig ensom i deres nærvær, fordi jeg ikke følte, at jeg kunne være mig selv. Frygten for, at give slip på det trygge for det ukendte var engang en følelse, som jeg slet ikke kunne håndtere. Så jeg blev i comfort zone. Min hovedrolle i mit eget liv gav jeg afkald på, for at kunne blive statist – og lad os bare slå fast med det samme, at det aldrig gjorde mig gladere. Aldrig.

Så hvis der er noget, som livet har lært mig, så er det, at man skal give slip på ting, der ikke fylder en med glæde. Man skal elske sig selv nok til, at man lytter til mavefornemmelsen, når den vil fortælle en noget. Og man skal turde at stole på livet, og stole på, at noget bedre kommer, hvis man tør at give slip på noget, som ikke fylder en med glæde længere.

Du kan ikke planlægge noget i livet til punkt og prikke, men du kan knokle hen imod noget, du brænder for, og glæde dig til at opleve afkastet af det. Kontrol er en følelse, som jeg plejede at knuge mig ind til, men jeg har efterhånden lært, at den kun giver mig et nøjes liv – for jeg nyder ikke, jeg yder bare hele tiden, fordi der hele tiden er 29.494 ting, som jeg skal have styr på, som river mig ud af nuet. Men nuet er jo her, hvor jeg vil være.

Så hvad med dig? Er du her? Nyder du hverdagen? Fylder den dig med god energi? Eller er du på nøjes-stien, hvor du er bange for at give slip? For hvad nu hvis…. Og for at være ærlig, så er den sætning min hadesætning… Hvad… Nu… Hvis…

Vi tænker nemlig tit, hvad nu hvis, at det går galt. Men hvorfor tænker vi ikke, hvad nu hvis det lykkes? Hvad nu hvis det her, det er dét rigtige at gøre? Det ved du kun, hvis du tør… Du skal turde at stole på mavefornemmelse, give slip på fortiden, sige farvel til energidrænende ting i din hverdag og være i nuet.

Så hvor end, du er, så håber jeg, at du har en fantastisk mandag. At du tør gå efter din drømme. At du tør leve 100% det liv, du drømmer om, og at du får det bedste ud af hverdagen – hver dag <3 Livet er smukt, hvis du vælger at se dét, ligesom livet er hårdt, hvis det er den fortælling, som du fortæller dig selv hver dag, når du vågner. Livet er nemlig, hvad du gør det til – så hvorfor ikke gøre det til noget magisk, som du nyder at være til stede i? Den magt har du nemlig…. Lige nu og lige her.

Det har jeg lært….. på den hårde måde! – men den historie må I få jer en anden dag.
Nu vil jeg nyde min kaffe, svare på en besked fra Bobo og lægge planer for, hvad denne mandag skal bruges til. <3