At genfinde sig selv på en ellers håbløs vej

I dag har været en god dag – eller faktisk endda en mega god dag – for mit vedkommende. Jeg har nemlig været så brandheldig, at jeg har fået af vide, at jeg skal starte hos ChriChri pr. 1 februar, hvilket jeg er så taknemmelig for. Jeg skal nørde SoMe i stor stil, og det er jo lige præcis dét, som jeg elsker, så det kunne ikke være et meget mere lykkeligt match for begge parters vedkommende.

Da jeg kom hjem blev jeg dog ramt af en drøjt krop, som både var ramt af mavepine og kvalme. Det undrede mig en del, indtil det slog mig, at jeg måske har stresset en del mere over min fremtidige jobsituation, uden jeg selv har været klar over det. Kroppen er jo et vidunder på mange punkter, da den sender os uhyre mange signaler, men hvis vi er for overbookede i vores øverste etage, så lægger vi ikke altid mærke til disse signaler. Så det min krop egentlig gør nu, hvor jeg endelig kan slappe lidt af i hjernen i forhold til bekymringer, er, at den siger: “HEY D – du har overset mig, og nu VIL jeg altså passes på og nurses om, for det har du ikke gjort i meeeeget længe“, og det er så, hvad jeg betaler prisen for i dag = et overbooket hoved giver en drænet krop.

Min dag i dag har også været en øjenåbner omkring, hvor vanvittigt mange ting man egentlig stresser over, som faktisk blot er baseret på “hvad nu hvis“-tanker, kontra reelle hændelser. Personligt er jeg altid to skridt foran den pågældende dag oppe i hovedet, da jeg er en planlægger, hvilket jeg også har nævnt før. Men specielt i hele den her dagpenge-jungle, hvor Jobcentret ikke er bange for at lange ud efter en med negative kommentarer, men aldrig hjælper dig med konkrete råd til, hvad du kan gøre, for at forbedre dine chancer på jobmarkedet. Derfor står man tit med en “hvad skal der blive af mig“-følelse, og derfor bekymrer man sig, fordi man er så hundeangst for, at tilværelsen skal forblive sådan for altid. Man er bange for at stå stille, bange for ikke at være god nok og bange for om ens uddannelse har været spildt.

Jeg har engang læst et citat, som lød noget alla sådan her: “Den gode nyhed er: Alting har en ende. Den dårlig nyhed er: Alting har en ende“. Det er bittersweet, men sandt, at gode perioder har en ende, men det har de dårlige perioder heldigvis også. Man er nødt til at stole på livet, og love sig selv, at man er optimist, fordi hvis man lader andre tage gnisten fra en, for selvfølgelig er der også en hylde til en selv, hvor man passer perfekt ind i – også selvom den nogle gange kan tage lidt tid at finde.

Så ladies, ro på hjernen og tro på, at alt det bedste er i sigte, og stol på, at selvom man ikke kan se hele vejen endnu imod stjerne, så skal det nok give mening på et tidspunkt – den indsigt har jeg heldigvis fået i dag.