Noget om horoskoplægning og store beslutninger

Tidligere på ugen skrev jeg om, at jeg skulle ud til min faste horoskoplæser, Nina.
Nina er et skønt bekendtskab, som jeg fik sidste år, hvor hun lagde mit horoskop for første gang. Horoskopet var så spot on, både i forhold til beskrivelsen af, hvem jeg er, samt hvad der ville ske det næste år frem for mig. Det var virkelig en øjenåbner, og det var det bestemt også denne gang.

De sidste par måneder har været noget rod for mig. Jeg har kunne mærke, hvordan jeg ikke har været i balance med mig selv. Det er som om, at jeg har været ude af min krop i flere år, og først er landet i den igen, efter jeg startede på RecreateYou. Lige pludselig kunne jeg mærke, at det liv, jeg havde stablet på benene, ikke passede til mig mere, og det er den mest tunge følelse at have i kroppen. Specielt når hele hurlumhejet ikke gav mening for mig. Derfor havde jeg brug for Nina – for hvad foregår der lige præcist med mig, energierne og hvor fanden er jeg egentlig på vej hen?

Efter at jeg har været hos Nina, giver det dog rigtig god mening. Det hele giver faktisk mening, og det jeg egentlig er inde i lige nu, er en fordøjelsesproces af, hvad der skal ske med mit liv. Der skal nemlig ske nogle markante ændringer, for at jeg kan komme derhen, hvor jeg skal være, hvor jeg kan være glad igen og føle, at jeg er “back on track”. Om det er dårlig timing? Det følte jeg i starten, at det var, men lige nu føler jeg mere, at ting nok ikke kan times dårligt. At livet er livet, og at alting sker for en grund, som min mor også altid siger til mig. Så hvad skal der ske? Jo, ser du…

Først og fremmest sælger jeg min andelslejlighed på Nørrebro, der kommer til salg på torsdag. Det er et KÆMPE skridt for mig, da jeg virkelig troede, at jeg skulle have mange flere år i København. Men efter den her proces, kan jeg bare mærke, at jeg ikke rigtig føler mig hjemme mere. Det har været 4 helt magiske år i storbyen, hvor jeg har udfoldet mine vinger og både fløjet og skvattet igen. Dog har det været en helt fantastisk læring, at jeg har stået på egne ben og haft en hverdag så langt væk fra min faste base i Jylland og min familie.
Men nu kan jeg bare ikke være væk fra dem mere – altså min familie. En af mine helt store livsværdier er familie, men fordi, at jeg troede, at jeg skulle arbejde inde for musik, så jeg ikke nogen anden udvej end at være i København – ergo, langt væk fra de mennesker, jeg elsker. Det har været pisse hårdt nogle gange, men nu, hvor jeg ved, at jeg ikke vil jobbe med musik længere, så er der ikke rigtig noget, som holder mig i København. Jeg føler ikke, at byen fylder mig op mere – tværtiomod efterlader den mig nærmere med en følelse af rastløshed og savn. Den der savn, der kradser nede i maven, fordi jeg føler, at jeg går glip af alt for mange ting, når jeg er så langt væk. Havde nogen sagt til mig for bare 1 år siden, at jeg ville få den her følelse i kroppen med hjemve til Jylland, så havde jeg grinet dem op i ansigtet. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville få sådan en lyst til at søge tilbage. Måske skyldes det, at jeg virkelig har lært, at det eneste, der virkelig betyder noget, er de mennesker, du elsker og ens eget velvære. Et hjem er jo bare et sted, du sover, omringet af døde ting, hvis dit hjerte ikke er der – og mit hjerte er ikke længere i København.

Derudover har jeg mange tanker omkring karriere, som jeg endnu ikke har sluttet helt fred med endnu. Jeg er i tænkeboks omkring, hvorvidt jeg skal tage en ny uddannelse, eller om jeg skal fortsætte med at søge job. Jeg ved det ikke helt endnu, men jeg har en tiltro til, at det hele falder på plads, når jeg falder lidt mere på plads med de nye omstændigheder, som jeg skal vænne mig til. Lige nu er det én ting ad gangen-konceptet, jeg kører, fordi jeg er så overvældet af det hele. At ens liv kan slå en kolbøtte på den måde, det havde jeg alligevel ikke set komme.

Som jeg sagde til Nina, så føltes det lidt som om, at den Debbie, jeg var i 2015, kan jeg vinke til, snart halvvejs inde i 2016, og sige “hej hej, det var hyggeligt at kende dig, men vi er på vej i en ny retning – lev med det”. Debbie i 2015 var ikke i kontakt med sine værdier, men det er jeg nu, og derfor kan jeg træffe bedre beslutninger for mig, der giver mig mere glæde på sigt.

For folk, der ikke tror på det spirituelle, der virker det her indlæg om horoskoplægning nok lidt gakkelak. I vil måske tænke, at det er for fluffy for jer, og det er egentlig okay. Jeg tror af hele mit hjerte på Ninas evner inde for horoskoplægning – specielt efter mit eget horoskop har passet så godt sidste år, samt jeg har haft veninder, der også har været forbi Nina, der har haft samme oplevelse. Nogle gange er der bare ting i livet, som man ikke kan forklare, tror jeg, lige så vel som jeg tror, at ting giver mening på sigt. Det er alt det der med “Connecting Dots”, som Steve Jobs snakkede så meget om. Jeg tror på, at det hele falder på plads, men lige nu skal jeg lige sluge kamelen, før jeg laver min næste handling.

Livet, ik’? Intet kan planlægges, og det er både pisse skræmmende, temmelig spændende og afsindigt smukt. <3