Be careful what you wish for – you might get it!

2015 var uden tvivl et af de mest vigtige år i mit liv i forhold til karriere. Der skete meget. Generelt er der sket rigtig meget med mig de sidste 3-4 år. Det har været én stor rejse, hvor jeg har lært mig selv at kende på både godt og ondt, hvilket selvfølgelig er en god ting, for når du ved bedre, så gør du også bedre, som Maya Angelou plejede at sige. Jeg ved i hvert fald med sikkerhed, at hvis Debbie på 6 år havde vidst alle de ting, som jeg ville opleve her i mit voksenliv, så havde hun måbet munden af led.

Da jeg var barn, ejede mine bedsteforældre et omrejsende tivoli. Mit liv har derfor været alt andet end normalt fra starten af. Måske er det også derfor, at jeg ret tidligt fik flair for musikken. Jeg ville være sangerinde, og jeg ville det så meget, at alt jeg lavede inkluderede enten en musikafspiller, et syngende mig, MTV eller at være til en koncert ved en af tivoliets scener. Hvis ikke jeg lavede en af de i forvejen nævnte ting, så elskede jeg også at prøve karrusellerne i tivoliet, da de altid spillede den seneste, nye musik – ergo så fik jeg både kilder i maven og gode sange at lytte til på én og samme tid – det var ren barndomslykke og balsam for min sjæl. Jeg var omringet af musik, og det gav mig en følelse af tryghed. Musik har altid været der for mig, uanset hvad.

Da jeg i år 2013 gik fra min ekskæreste og rejste til København, vidste jeg, at nu skulle jeg forfølge den her spirerende musiker-drøm, som havde vokset inde i maven på mig i gennem flere år. Det samme år formåede jeg derfor både at udgive et covernummer, som var et mash-up af nogle L.O.C sange, hvilket fik overvældende god respons på YouTube. Derudover udgav jeg også en single, “Bad Girls”, som jeg selv havde været med til at skrive. Det var alt sammen meget godt, men det føltes lidt som om, at den drøm,  jeg altid havde haft, bare ikke føltes opløftende for mig, da den endelig blev forfulgt. Det var ligesom at prøve de der smashing jeans, man har stirret sig blind på i butiksvinduet, for at konstatere, når jeansene endelig kommer på ens krop, at de sidder ganske rædselsfuldt. Jeansene så godt ud inde i hovedet, men i tankernes spind havde man ikke tænkt over, at jeansene måske ikke var ideelle til ens kroptype. Sådan havde jeg det med min musiker-drøm. Den passede simpelthen ikke til mig og den type, som jeg havde modnet mig til at blive. Det var en sindssyg stor pille at skulle sluge, fordi den drøm havde været en del af mit liv siden jeg var 3 år.  For fanden, jeg havde jo boet i London og taget sangundervisning hos en sanglærer, der havde undervist både Blue og Westlife, og så stod jeg her nu, og ville det ikke alligevel. Det var helt vildt svært for mig at forholde mig til.

Realiteten var, at jeg var vokset ud af min drøm, og det efterlod mig med en følelse af tomhed. Mest fordi jeg havde bildt mig selv ind, at når jeg nåede til det punkt i mit liv, hvor jeg kunne udleve musikerdrømmen, så ville jeg blive lykkelig. Istedet fik jeg mig en identitetskrise over, hvad fanden jeg så skulle med livet, når jeg nu ikke skulle være musiker. Dengang havde jeg slet ikke tænkt over, at jeg kunne have evnerne til at arbejde professionelt med musik. Drivet for lige netop dette blev først vækket, da jeg begyndte hos VEGAs kommunikationsafdeling i 2014 – men det er en helt, heeeeelt anden historie.

Kender i sætningen: “Pas på med, hvad du ønsker – du kunne jo ende med at det gik i opfyldelse“? Den sætning gav så meget mening for mig på det tidspunkt, trods den aldrig havde gjort det før i mit liv. Mest fordi, haaalloo – hvem vil ikke gerne have deres drømme opfyldt?

Men sagen er den, at nogle gange kan vores drømme blive så stor en del af vores identitet, at vi stopper med at sætte spørgsmålstegn ved dem. I gennem hele livet vokser vi som mennesker, hvilket også er derfor, at vi skifter jobs, går fra vores kærester, flytter, etc., for vi mennesker vil ikke stå stille i livet – vi vil frem! Sagens kerne er den, at fordi en drøm eksisterer inde i hovedet på os, og er en del af de omkring 50.000-70.000 tanker (jep – du læste rigtigt), som vi tænker i løbet af en dag, så sætter vi ikke spørgsmålstegn ved drømmene. De lever frit og godt inde i hovedet, og blomstrer, som drømme nu gør. Fordi drømmene føles så trygge, så glemmer vi at evaluere på dem. Vi glemmer at spørge, om drømmene stadigvæk er vores oprigtige drømme. Drømme bliver en tryghedsfaktor for vores sind, som vi kan læne os op ad i svære tider, og en sovepille, som vi kan lulle os i søvn til, fordi vi netop har bildt os selv ind, at når den her drøm går i opfyldelse, så giver livet mening

At jeg fik lov til at udleve en smule af min drøm, var den største gave og indsigt, som jeg kunne få. Det var en øjenåbner for mig omkring, hvem jeg egentlig var blevet, og den jeg er i dag, er så meget mere mig, kontra den, som 6-årige Debbie stilede efter at blive – men hun vidste jo selvfølgelig heller ikke bedre. Jeg anede bare ikke hvem, jeg var blevet, fordi min drøm havde groet sig så godt fast. Det er dét smukke ved livet – den bruger ironi, aha-moments og barske tider, for at få os til at indse vores vej, og det er både på godt og ondt.

Så jeg har lært, at man skal være ærlig over for sig selv. Man skal evaluere, og man skal selvfølgelig gå med hjertet, og med hvad hjertet siger. Derfor skal man selvfølgelig også gå efter sin drøm – men ved at gå efter ens drøm, tager man også en chance med at kunne blive skuffet under vejs, for nogle gange kan drømme ikke leve op til det billede, som vi har i hovedet, imens andre gange er drømme så meget mere smukke i virkeligheden, end vi havde forestillet os. Der er kun én måde at finde ud af det på, og det er ved at prøve sig frem.

Så drøm – Men lad aldrig dine drømme forblinde dig til at tro, at de er bedre end din virkelighed, for du ved ærlig talt ikke, om drømmen oprigtigt er bedre end dit væren i nuet. Det eneste vi med sikkerhed ved i livet er, at vi aldrig ved noget med sikkerhed – og drømme kan være smukke, men ikke hvis de er vores blinde vinkler. <3

God torsdag til alle derude!