Er jeg heldig?

Jeg har i de sidste par dage tænkt over det her med lykke og følelsen af at være heldig.
Tænkt over begrebet, reflekteret over, hvad det indebærer, samt konkluderet, at den perfekte verden ser anderledes ud fra person til person.

Mange mennesker tror på, at de ville være mere lykkelige, hvis bare de havde flere penge på kontoen, samt havde de helt rigtige mærkevarer stående i deres hjem og hængende i deres klædeskab. Det er dét, at god branding gør ved os – brandsene får os til at tro, at vi ville være mere lykkelige, hvis vi havde deres ting under vores tag. Specielt når vi ser folks perfekte liv på de sociale medier, hvor alt ser så shiny and bright ud, og selvom vi siger til os selv, at sociale medier er ren selviscenesættelse, så har vi svært ved ikke at æde ideen om det perfekte liv råt.

Selvom jeg selv har været i den nedadgående spiral, hvor jeg har tænkt, at hvis jeg nu bare ejede ditten og datten, så var hele min verden langt mere lyserød og intakt, så har jeg også bare måtte erkende for mig selv, at det jo egentlig er en løgn, som mit ego fodrer min hjerne med.

Løgnen om, hvordan mit perfekte liv ser ud, har jeg tit lullet mig i søvn til, og det tror jeg faktisk at mange gør. Vi er overbeviste om, at hvis vi nu bare havde dét der Richard Mossé billede hængende i stuen eller havde den der flotte Stine Goya kjole, så var livet bare meget, meget bedre (og pænere). Dog er jeg selv kommet frem til, inde i mit til tider over-crowded, filosoferende hoved, at lykken ligger ikke i fremtiden og de ting, som vi skal eje, men lykken ligger lige her, lige nu, for lykken ligger i taknemmelighed.

Mere vil have mere – den sætning har i sikkert også hørt til døde, men jeg tænker faktisk, at der er en sandhed i den. Hvis ens egen livsværdi ligger i de materialistiske ting, tror jeg aldrig helt, at man blive tilfreds, fordi livet bliver mere et ræs om at opretholde det rigtige image udadtil. Ikke at designerting ikke er flotte, men det er da sørgerligt, hvis de er ens livs omdrejningspunkt. Så kan man komme hjem til sin overfede villa med alt det rigtige indhold, men tror i, at en Arne Jacobsen stol er til særlig stor nytte, når man sidder alene og græder en lørdag aften? I think not.

Selv er jeg af den overbevisning, at man først er rig, når man ejer noget, som penge ikke kan købe. Dette inkluderer fx. kærlighed, ærlige venskaber og/eller et skridsikkert bagland. Jeg tror, at de moments, hvor jeg har været allermest lykkelig, har nok været på de tidspunkter, hvor min konto har blinket allermest rødt. Her skulle man tro, at man sad og brokkede sig over tilværelsen, men det er som om, at i de perioder har livet altid taget revanche ved at kaste lys over alle de ægte ting, som jeg er så heldig at have – så som mine veninder, venner og familie.

Det har været i en brandert med veninder, hvor vi har nydt papvin fra Netto, imens vi har skrålet med på Spice Girls, der pumpede ud af højtalerne, fordi vi havde et nostalgitrip, at jeg har tænkt “Wauw, hvor er jeg fyldt op med lykke lige nu”. Eller når jeg har været hjemme hos min familie, og måske har grædt over et scenarie, som jeg slet ikke har kunne overskue (jep, jeg sensitiv like that), hvor mine søskende og mor har stået rundt om mig, for at give mig et gruppekram, hvor jeg så fandt mit smil igen, fordi nu kunne jeg overskue hele verden sammen med dem. Eller når man er vågnet op ved siden af en sød fyr efter en fantastisk date, og hele verden føles stille, fordi man har sin egen boble. Alle de her ting giver mig stadigvæk kildende fornemmelser i min maven, når jeg tænker tilbage på dem – det gør tanken om at købe de materialistiske mangler til min lejlighed fx. ikke.

Oprah Winfrey, den vise dame, har engang sagt, at hvis man er taknemmelig for alt man har i sit liv, så kan man kun ende med at få mere, og jeg tror, at hun har ret. Jeg tror på, at indstillingen til ens omverden har sindssygt meget effekt på ens lykkefølelse, og hvis man hele tiden siger til sig selv, at den ene ting efter den anden mangler, før man kan blive lykkelig, så tror jeg hurtigt, at lykken kan løbe ud i mellem fingrene på en. Man er nødt til at stoppe op, sætte pris på de små ting, og spørge sig selv ærligt, om man ikke har det meget godt? Om man egentlig ikke er heldig? Held i min verden udkommer sig af, at man selv tror på at man er heldig.

Så hvis du spørg mig, om jeg er heldig, så vil jeg uden tøven sige ja. For ja, jeg er så heldig, fordi jeg er rig på det, som egentlig, hvis du spørg mig, er det eneste i verden, som er værd at være rig på: Kærlighed!